SONIC YOUTH.

GITAREN SOM ET ÅBENT SPØRGSMÅL.

Sonic Youth gør guitaren til mere end et instrument, der akkompagnerer akkorder. En tone kan hænge ved, et anslag kan skurre, og to partier kan bevæge sig forbi hinanden uden straks at falde sammen. Alligevel er der sange, der straks sætter sig. Teen Age Riot, Kool Thing og Sugar Kane giver hver sin indgang. Tiltrækningskraften ligger i spændingen mellem den genkendelighed og de klange, der gang på gang bringer den ud af balance.

Bandet voksede ud af New Yorks eksperimentelle musikmiljø. Kim Gordon, Thurston Moore og Lee Ranaldo bragte forskellige stemmer og måder at spille på sammen; med trommeslager Steve Shelley opstod den besætning, du hører på Sister og Daydream Nation. En guitar behøver ikke at blive i en pæn, almindelig stemning i den musik. Gordon har beskrevet, hvordan afvigende stemninger og en anden behandling af strengene var en del af det tidlige musikalske ordforråd. Det høres ikke som en teknisk demonstration, men som en anden måde at lade en sang bevæge sig på.

RHYTMEN HOLDER DØREN ÅBEN.

Hvis man primært kender bandet for deres ry som støjmusikere, er det bedst at lytte til trommerne først. Shelley giver mange sange en tydelig retning. Selv når guitarerne kommer ud af deres oprindelige figur, forbliver rytmen ofte et sted, hvor man som lytter kan blive stående. Derfor behøver en lang instrumentalpassage ikke at føles som en afbrydelse. Musikken flytter sig, mens en del af dens bevægelse forbliver genkendelig.

Stemmerne gør også en forskel. Moore kan næsten ubesværet lægge en melodi; Gordon bruger betoning, afstand og rytme på sin egen måde. Ranaldo giver numre som Eric’s Trip og Hey Joni en anden holdning. Bandet har ingen fast sanger, der giver hvert album det samme perspektiv. Lyt til skiftene mellem de stemmer. Så hører du, hvordan rækkefølgen på et album gør mere end blot at skifte mellem hurtige og langsomme numre.

SISTER: SANGEN FÅR FORM.

Sister udkom i 1987. Schizophrenia åbner med en guitarfigur, der giver fodfæste, mens sangen og akkompagnementet giver plads til en anden retning. Catholic Block og Stereo Sanctity gør bevægelsen skarpere. Albummet viser, at melodi og dissonans kan eksistere side om side. En riff behøver ikke at lyde glat for at gøre en tilbagevenden mulig; den rå kant kan netop være den del, man genkender en sang på.

På Sister på LP kan det betale sig at lade rækkefølgen stå. Kotton Krown giver en anden nærhed end de kortere, mere intenst bevægende numre. Pladen skifter holdning uden hver gang at ændre sit sprog. Det gør den til et brugbart første skridt for dem, der vil høre, hvordan Sonic Youth skaber en sang ud af en klang. Prøv ved en næste lytning at følge ét guitarparti, og læg mærke til de øjeblikke, hvor det giver plads til det andet.

DAYDREAM NATION: MERE TID TIL OMVÆGEN.

Daydream Nation udkom i 1988 som dobbeltalbum. Sonic Youth indspillede det med Nicholas Sansano hos Greene Street Recording i New York. Teen Age Riot starter tilbageholdende og finder derefter en smitsom bevægelse. Silver Rocket lader guitarerne støde meget skarpere sammen. Kombinationen siger meget om bandet: En direkte indgang udelukker ikke en urolig passage. Albummet bruger sin længde til at udfolde så forskellige muligheder yderligere.

The Sprawl og ’Cross the Breeze får plads til at skifte karakter. Providence tager netop den sædvanlige rockbevægelse ud af billedet et øjeblik. Til sidst bringer Trilogy tre dele sammen: The Wonder, Hyperstation og Eliminator Jr. Læs Album Story om Daydream Nation for at finde ruten gennem den plade. Den koblede to-LP-udgave gør det muligt at følge den lange bevægelse over fire sider.

GOO OG DIRTY: INDGANGEN BLIVER DIREKTE.

På Goo fra 1990 findes sange med genkendelige anslagspunkter som Dirty Boots og Kool Thing. Riffene kan straks blive hængende, men guitarerne bevarer deres uro. Mote tager mere tid og flytter undervejs opmærksomheden fra sangen til klangen. Den, der kun hører det mest kendte nummer, får altså ikke hele billedet. Albummet lader direkte sange og længere bevægelser forblive i dialog med hinanden.

Dirty fra 1992 bringer blandt andet 100%, Drunken Butterfly og Sugar Kane. Betoningen ligger jævnligt på kraften i et riff, uden at bandet giver slip på sin afvigende klangverden. Læg LP'en af Goo og to-LP-udgaven af Dirty ved siden af Sister. Lyt især til, hvor hurtigt en sang etablerer sin første tydelige figur. Forskellen bliver hørbar uden, at du behøver at stemple det tidlige værk som svært og det senere værk som enkelt.

ET BAND MED MERE END ÉN SKALA.

Den senere katalog bevarede plads til forskellige former. The Eternal udkom i 2009 hos Matador. Sacred Trickster giver en kort, markant åbning; Massage the History tager derimod meget tid til sidst. Også inden for ét album kan Sonic Youth ændre skalaen markant. Den variation hjælper med at høre bandet som en gruppe, der hver gang træffer et musikalsk valg, og ikke som en fast opskrift på forvrængning og feedback.

De lange passager kræver en anden opmærksomhed end de korte sange. Du kan lytte til den måde, en tone fortsætter på, efter anslaget er forbi, eller til rytmen, der fortsætter med at bevæge sig under et skiftende guitarparti. Det er ikke en opgave om at forklare hver lyd. Ofte virker det bedre at følge én del og lade resten af musikken eksistere omkring den. Ved en næste lytning vil noget andet falde til sig selv.

OPDAG SONIC YOUTH PÅ VINYL.

En logisk rute starter med Sister, går via Daydream Nation til Goo og slutter foreløbigt med Dirty. Så hører du, hvordan sangene får en anden betoning, mens guitarerne bevarer deres særpræg. På vinyl giver det at skifte en pladeside et øjeblik til at lade den bevægelse synke ind. Formatet fortæller ikke i sig selv, hvilken mastering en presning bruger. Se de konkrete produktdata, hvis du leder efter en bestemt udgave.

På Sonic Youths artistside finder du pladerne og historierne samlet. Start gerne med Kool Thing, hvis direkteheden tiltrækker dig, eller med Teen Age Riot, hvis du kan lide en længere opbygning. Lad derefter hele albummet spille igennem. Sangene omkring det gør det klart, hvor mange forskellige holdninger dette band kan indtage inden for den samme klangverden.

STEMNINGEN ER EN DEL AF KOMPOSITIONEN.

Hos Sonic Youth starter en sang nogle gange før den første spillede tone. Forholdet mellem strengene bestemmer, hvilke sammenklange og overtoner der præsenterer sig. En anden stemning er derfor ikke en udsmykning af et konventionelt akkordskema. Den forandrer, hvad en hånd kan finde på halsen, og hvordan to guitarer reagerer på hinanden. Det hjælper med at forklare, hvorfor bandets lyd ikke nemt kan erstattes af de samme melodier på en vilkårlig guitar.

Støjen er ligeledes ikke kun en afbrydelse, hvor en sang midlertidigt ophører. En tone, der fortsætter med at ringe, kan åbne en ny melodisk linje; et skurrende interval kan holde spændingen i live, mens trommerne fortsætter. Ved gentagen lytning bliver grænsen mellem støj og komposition mindre og mindre selvfølgelig. Materialet får betydning gennem, hvor det står, hvor længe det varer, og hvad der sker før og efter. Den præcision gør værket anderledes end en uforpligtende fejring af kaos.

TRE STEMMER, ET ANDERT BLIK.

Thurston Moore, Kim Gordon og Lee Ranaldo giver sangene forskellige former for nærvær. Gordons fremførelse kan have en næsten talt skarphed, Moore en udstrålende melodisk bevægelse og Ranaldo en egen betoning af rytme og tekst. Det er ikke nødvendigt at indkasse hver part i en fast kategori. Forskellen mellem deres stemmer hjælper i stedet albummet med at skifte perspektiv uden at bandets identitet forsvinder.

Steve Shelley gør ikke den frihed mulig ved at forblive usynlig. Hans trommer kan etablere et tydeligt centrum, som guitarerne bevæger sig omkring. Det er vigtigt på de længere stykker: Lytteren behøver ikke at forstå hver lyd med det samme for at fortsat mærke musikken retning. Strukturen kan ligge i samspillet, også når et velkendt vers eller omkvæd kortvarigt forsvinder.

DEN LANGE LINJE FORBLIVER ÅBEN.

Washing Machine fra 1995 giver den længere form plads igen. The Diamond Sea er et udtrykkeligt eksempel på en sang, der ikke holder op med at være interessant, når sangen forsvinder. Murray Street fra 2002 placerer samspillet i en anden kontekst igen; Rather Ripped fra 2006 vælger på forskellige tidspunkter en mere direkte sangform. Sådanne forskelle gør kataloget rigere end en fast modsætning mellem det eksperimenterende og det tilgængelige.

Det sidste studioprodukt, The Eternal, udkom i 2009. Scenearbejdet fortsatte derefter; optagelsen Live in Brooklyn 2011 lader et sent kapitel af bandet høre. Liveplader er her ikke overflødige bilag til studioprodukterne. De viser, hvordan en musikalsk konstruktion kan opføre sig på ny, når musikerne skal reagere i det samme rum. Risikoen hører til formen: En genkendelig riff forbliver ikke præcis den samme begivenhed.

Læs albumhistorien om Daydream Nation og ARTIST STORY. På Sonic Youths ARTIST PAGE finder du de aktuelle album og beslægtede kunstnere.

FORTSÆT MED AT GRAVE.

OPDAG MERE.

Læs videre om kunstnerne, klangene og baggrundene fra denne historie.

ALBUM STORY

DAYDREAM NATION. (Sonic Youth)

Sangene, opståen og klangen af hele albummet.

LÆS HISTORIEN →

IMAGE CREDIT — ALBUMCOVER: Daydream Nation · Sonic Youth / Oprindeligt Enigma / Blast First · denne udgave Goofin’. Cover af SJELF/Bertus-katalogudgaven; samme artwork i højere opløsning via Apple Music. Vist uændret. Forside: Gerhard Richter, Lys (1983).

GENRE-GUIDE

ALTERNATIVE ROCK.

Læs videre om historien og klangverdenen.

LÆS HISTORIEN →

IMAGE CREDIT: SJELF · eget Genre Guide-billede.

GENRE-GUIDE

INDIE ROCK.

Læs videre om historien og klangverdenen.

LÆS HISTORIEN →

IMAGE CREDIT: SJELF · eget Genre Guide-billede.