RHIANNON GIDDENS.

Rhiannon Giddens lader høre, hvor meget historie der kan være i en streng. Fra Carolina Chocolate Drops til hendes soloplader og operaen Omar: Hendes musik forbinder stemmer, der alt for længe blev holdt uden for fortællingen. Men hvem, der kun forventer en historietime, går glip af dansen, smidigheden og glæden, hvormed hun får fortiden til at bevæge sig igen. Opdag også You’re the One på vinyl hos SJELF.

EN STRENG MED ET MINDE

En banjo kan vække en historie, før den første tone lyder. Du tænker på country, på en veranda, måske på en hvid musiker et sted i de amerikanske bjerge. Rhiannon Giddens beder dig se det billede på ny. De sorte banjospillere og violinister, som hun studerer og bringer frem i lyd, ændrer betydningen af en velkendt lyd. Ikke ved at instrumentet bliver anderledes, men ved at du endelig ved mere om de mennesker, der har formet det.

Hendes forskning lyder aldrig udelukkende som et korrektivt arbejde. Der er bevægelse i det: en bue, der skifter, en rytme, der driver under en sanglinje, en stemme, der kan gå fra en klar, veludøvet tone til en mere jordnær accent. Hendes musik vil høres, før den bliver inddelt. Den historiske baggrund gør lytningen rigere; tiltrækningskraften behøver ikke vente, til du kender alle navne og årstal.

Hvem, der opdager Giddens for første gang via You're the One, kan derfor finde en anden indgang end en, der starter med Carolina Chocolate Drops. Den ene vej går gennem soul og direkte tilgængelige sange, den anden gennem samspillet i en stringband. Det er ikke modsatrede liv. Det er to måder at stille det samme spørgsmål på: Hvad kan en overleveret lyd betyde, når nogen nu virkelig gør den til sin egen?

FRA KONSERVATORIET TIL PIEDMONT

Giddens studerede ved Oberlin Conservatory og tog sin musikuddannelse der i 2000. Hendes baggrund i klassisk sang er vigtig, men forklarer ikke alt, hvad du hører. En uddannelse kan give en stemme muligheder; valget af, hvornår du bruger disse muligheder, bestemmer personligheden. Hos Giddens hører du kontrol, der ikke hele tiden behøver at fremstå som kontrol. En frase kan blive stor uden, at hvert efterfølgende ord også skal være større.

Tilbage i North Carolina fordybede hun sig i traditionel musik og i violinisten Joe Thompsons spil. Det er en væsentligt anden form for læring end udelukkende at studere et partitur. En musiktradition består også af gestik, timing og gentagelsen af et mønster, indtil du forstår, hvordan det udøves. Afstanden mellem konservatoriet og lokal dansemusik bliver mindre, så snart du giver opmærksomhed på det, der kræver begge dele: at lytte til den anden, beherskelse og en sans for form.

De to baggrunde forbliver hørbare side om side. Sangen kan bære en melodi længe, mens instrumenterne bringer den tilbage til en fysisk puls. Derfor behøver hendes arbejde ikke at vælge mellem raffinement og direktehed. Det, der er omhyggeligt skabt, kan stadig invitere dig til at bevæge foden med det.

CHOCOLATE DROPS ÅBNER DØREN

Med Dom Flemons og Justin Robinson stiftede Giddens Carolina Chocolate Drops. Thompson var en vigtig læremester for musikerne. Trioen gjorde den sorte stringbandtradition synlig for lyttere, der ofte knap kendte den historie. Pladerne Genuine Negro Jig fra 2010 og Leaving Eden fra 2012 er klare indgange til den periode.

Prøv at lytte til en stringband uden straks at fokusere på en hovedrolle. Følg først, hvordan instrumenterne giver hinanden plads og samtidig holder et mønster i gang. Energien kommer ikke kun fra hastighed. Den findes også i små forskydninger mellem anslag og svar: en linje, der trækker frem, en anden, der holder fast i jorden. Det gør samspillet spændende uden, at musikken hele tiden behøver at skifte kulisse.

Betydningen af dette band er derfor større end at genfinde et glemt kapitel. Musikken lader høre, at bevarelse er en aktiv handling. Et repertoire holder ikke liv i sig selv, fordi du sætter det bag glas. Det holder liv i sig selv, fordi mennesker lærer det, finder glæde i det og giver det videre. Giddens senere arbejde tager den overbevisning med sig, også når besetningen bliver betydeligt større.

I MORGEN ER DET MIN TUR

Hendes solodebut Tomorrow Is My Turn udkom i 2015 med T Bone Burnett som producer. Repertoiret henviser blandt andre til Odetta, Nina Simone, Patsy Cline og Dolly Parton. Dermed er pladen mere end en demonstration af, hvor mange stilarter én sangerinde kan mestre. Valget af sange giver kvinder med forskellige musikalske baggrunde et fælles rum.

Tag Waterboy og titelsangen som to lyttepunkter. Læg mærke til den måde, hvorpå en langstrakt lyd kan opbygge spænding, og hvor anderledes en frase føles, når stemmen giver mere plads omkring et ord. Giddens genkendelighed ligger ikke i én fast vokal effekt. Hun ændrer tilgangen med sangen, mens du stadig kan høre, hvem der synger.

Fortolkning bliver her til en form for samtale. En eksisterende sang bærer mindet om tidligere fremførelser med sig, men behøver ikke at blive begrænset af det. Hvem, der efter Giddens også sætter Simone eller Odetta på, opdager ikke en konkurrence med en vinder. Du hører, hvordan en sang kan skifte betydning, når en anden stemme lægger vægten anderledes. Det gør det lige så interessant at lytte tilbage som at se frem.

FREEDOM HIGHWAY, EN NUTID

På Freedom Highway fra 2017 fik hendes eget sangskrivning mere plads. Giddens lavede albummet med Dirk Powell. Egne kompositioner står ved siden af blandt andre Birmingham Sunday og titelsangen, som blev kendt gennem Staple Singers. Albummet bringer historiske oplevelser og senere former for uretfærdighed tæt på hinanden uden at antyde, at hver periode er ens.

At the Purchaser's Option er en nøgle til den tilgang. Titlen stammer fra sproget i en annonce om slaveri; Giddens flytter opmærksomheden fra dokumentet til et menneskeligt perspektiv. Lyttefeltet er ikke kun, hvad der skete i fortiden. Det handler også om, hvad der går tabt, når mennesker udelukkende forbliver som en post i andres administration.

Styrken ligger i, at en sang kan gøre mere end at opsummere en historisk forklaring. En tilbagevendende rytme gør tiden mærkbar. En stemme giver vægt til en linje. Musikken lader dig blive hos en oplevelse i stedet for straks at gå videre til den næste information. Hvem, der lytter til pladen uden distraktion, bemærker, hvordan rækkefølgen af sangene i sig selv bliver et argument: historien fortsætter med at virke i nutiden.

MERE END ÉN TRADITION

Samarbejdet med den italienske multiinstrumentalist Francesco Turrisi gav there is no Other i 2019 og They're Calling Me Home i 2021. Disse titler passer til en karriere, hvor genrer sjældent fungerer som lukkede rum. En tradition kan have sin egen historie og alligevel tillade forbindelser til anden musik. Den forskel er vigtig: slægtskab behøver ikke at udviske forskelle.

I en mindre besetning ændrer din opmærksomhed sig. Du hører lettere, hvordan en tone begynder og dør ud, hvad en stemme gør uden et fuldt band omkring sig, og hvor meget en kort stilhed kan veje. Det er en nyttig modvægt til de mere udsvækkende øjeblikke andre steder i hendes katalog. Lyt ikke kun til det, der mangler, men til det, der pludselig bliver synligt gennem den plads.

Også hendes arbejde i Our Native Daughters med Leyla McCalla, Allison Russell og Amythyst Kiah hører til denne bredere rute. Spørgsmålet om, hvem, der fortæller en historie, bliver ved med at vende tilbage. Samarbejde betyder her mere end at tilføje gæstemusikere til en eksisterende formel. Andre stemmer ændrer helhedens perspektiv.

OMAR, PÅ EN ANDEN SKALA

Operaen Omar, skabt med komponisten Michael Abels, havde premiere i 2022 og vandt Pulitzer Prize for Music i 2023. Værket er inspireret af livet og erindringsbogen om Omar ibn Said, en lærd af vestafrikansk oprindelse, der blev gjort til slave. Her får spørgsmålene, der løber gennem Giddens sange, en anden skala og en længere dramatisk form.

Det er ikke en uventet opgradering fra folk til en såkaldt højere genre. Hendes klassiske uddannelse og hendes historiske interesse var der allerede. Det, der er mere interessant, er, hvad den nye form muliggør: forskellige karakterer, et større tidsforløb og musikalske linjer, der ikke behøver at blive afsluttet på få minutter. En sang kan bringe ét perspektiv helt tæt på; en opera kan placere perspektiver ved siden af og over for hinanden.

For en, der opdager hende via plader, er Omar især en invitation til ikke at begrænse hende til én velkendt lyd. Sammenhængen i hendes arbejde ligger i opmærksomheden på mennesker og deres stemme, ikke i en fast besetning.

YOU'RE THE ONE, LAD RUMMET BEVEGE SIG

Med You're the One fra 2023 valgte Giddens tolv egne sange og produceren Jack Splash. Pladen giver plads til et større band, strygere og blæsere. Jason Isbell kan høres på Yet to Be. Klarheden og det direkte karakter af disse sange kan være en overraskende indgang for dem, der primært kender hende som fortolker af traditionel musik.

Sæt You Louisiana Man, titelsangen og Yet to Be efter hinanden. Lyt til de forskellige måder, hvorpå en sang kan tage dig med: gennem rytme, gennem en melodi, der åbner sig, eller gennem to stemmer, der sammen bærer en historie. Adgangen er mere direkte, men håndværket forsvinder ikke. En tilgængelig plade behøver ikke at fortælle mindre, fordi du hurtigt finder vej i den.

Det gør dette album særligt velegnet som første bekendtskab. Hvem, der derefter går til ældre arbejde, behøver ikke at bygge bro over et stilbrud. Nysgerrigheden forbliver den samme: hvordan lader du en sang tale med de midler, den har brug for? Hos SJELF finder du denne plade på vinyl; den aktuelle pris og bestillingsmulighed står nedenfor.

BACK TO THE YARD

På What Did the Blackbird Say to the Crow fra 2025 møder hun Justin Robinson igen. Duoen optog udendørs med opmærksomhed på omgivelsernes lyde omkring musikerne. Den tilgang forbinder det hørbare resultat med konkrete steder og deres fælles musikalske forhistorie.

Det er fristende at kalde optagelser udendørs automatisk mere autentiske. Men også her træffes valg: hvor mikrofonen står, hvad du bevarer, og hvordan musikerne forholder sig til hinanden. Det interessante er netop, at omgivelserne må være en del af lytteoplevelsen. Verden uden for sangen bliver ikke fuldstændigt poleret væk.

Dermed lukker denne plade en cirkel uden at afslutte hendes karriere. At lære af Thompson, at fortolke sange på ny, at skrive selv, at lave opera og vende tilbage til en duo: det er forskellige former for engagement. Giddens beviser, hvor rummelig en musikalsk identitet kan blive, når nysgerrighed forbliver vigtigere end en etikette.