PASTEL BLUES. (Nina Simone)

En håndklap, et skarpt tik fra hi-hatten og en stemme, der ikke behøver en indledning. Be My Husband åbner Pastel Blues med så få midler, at hver accent træder frem. Nina Simone gentager sine vers, men betydningen bevæger sig: tilnærmelse, længsel, et krav. Mere end et halvt kvarter senere slutter pladen i den utrættelige fremdrift fra Sinnerman. Mellem disse to rytmer udfolder der sig et album, hvor en sang gang på gang kan rumme en anden form for menneskelig mangel.

Fra Be My Husband til Sinnerman fortjener denne plade din fulde opmærksomhed. Se Pastel Blues af Nina Simone på vinyl hos SJELF.

1965: STEMMEN VÆLGER SELV.

Nina Simone er i denne periode for længst mere end en sangerinde med en særlig klang. Hun er en pianist med klassisk uddannelse, en arrangør og en fortolker, der selv bestemmer, hvor meget vægt et vers får. Som barn spillede hun i sin mors kirke. Hendes kærlighed til Bach og andre klassiske komponister er stadig til stede, når hun senere tager blues, populæresange og spirituals til sig. De forskellige traditioner mødes i hendes måde at spille på.

Samtidig får hendes engagement i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse en stadig tydeligere plads i hendes arbejde. På In Concert fra 1964 har Mississippi Goddam allerede givet det utvetydigt udtryk. Det bliver ikke værdsat af enhver anmelder. En artikel i Debonair fra januar 1965 forsøger endda at sende hende tilbage til intim blues og væk fra protest. Pastel Blues viser, hvor begrænset sådan en opdeling er. Længsel efter kærlighed, et behov for værdighed og modstand mod vold eksisterer her inden for det samme musikalske sprog.

EN LILLE GRUPPE, MEGET PLADS.

Optagelserne stammer fra sessioner i New York mellem marts 1964 og maj 1965. Hal Mooney er produceren. Udover Simone nævner kreditterne guitaristene Al Schackman og Rudy Stevenson, kontrabassisten Lisle Atkinson og trommeslageren Bobby Hamilton. Simone står for sang, klaver og arrangementer. Albummet samler altså værker fra forskellige øjeblikke, men hendes måde at frasere på holder musikken sammen.

Akkompagnementet forbliver ofte tæt på og overskueligt. Der behøver ikke at blive opstillet et stort orkester for at gøre en sætning dramatisk. En kort klaverrespons kan være nok; en forskudt accent kan få stemningen til at tippe. Du hører, hvordan stemmen nogle gange lægger sig i takt og senere løsriver sig fra den. Det giver sangene noget af en samtale, hvis udfald endnu ikke er fastlagt. Selv når du kender melodien, forbliver det øjeblik, hvor Simone placerer et ord, en overraskelse.

BE MY HUSBAND: NÆSTEN INGENT INGENT TIL AT SKJULLE DIG BAG.

Åbningssangen er skrevet af Andrew Stroud, hendes daværende ægtefælle og manager. Akkompagnementet består af håndklap og hi-hat. Derfor får sangen en fysisk direktehed: åndedræt, betoning og rytme forbliver tæt på hinanden. Simone kan starte et vers næsten tilfældigt og skærpe det ved slutningen. Hvad der først lyder som en invitation, får gennem gentagelse også noget presserende.

Optagelsen inviterer til at lytte efter små forandringer. Rytmen foreslår gang på gang det samme, men stemmen svarer aldrig helt på samme måde. Et betonende ord, en ruere kant eller en holdt klang ændrer forholdet. Det er en vigtig del af Simones kunst som fortolker. Hun behøver ikke at forklare teksten, fordi hun allerede gør spændingen hørbar i udførelsen.

DE KORTE SANGE FORTJERNER DERES PLADS.

Efter den nøgne åbning får Nobody Knows You When You're Down and Out en løsere bevægelse. Den gamle bluesnummer af Jimmie Cox handler om skrøbeligheden ved velstand: så snart pengene og glansen forsvinder, viser det sig, hvor meget af den omgivende opmærksomhed, der virkelig bliver stående. Simone lader melodien flyde jævnt. Den lethed gør bitterheden netop godt hørlig, som om fortælleren allerede har lært lektionen flere gange.

End of the Line sænker oplevelsens tempo yderligere. Herefter sætter Trouble in Mind sorg ved siden af muligheden for, at noget kan ændre sig. Tell Me More and More and Then Some har en helt anden intimitet: stemmen virker til at tale til en person lige ved siden af. Overgangen til Chilly Winds Don't Blow føles mere rummelig, med en længsel efter at komme et andet sted hen. På den første pladeside får ingen følelse det sidste ord. Sangene lægger forskellige svar ved siden af hinanden.

STRANGE FRUIT: HVERT ORD TÆLLER.

Side B begynder med Ain't No Use, før Strange Fruit radikalt forandrer rummet. Sangen blev skrevet af Abel Meeropol, der brugte navnet Lewis Allan, og blev især kendt gennem Billie Holidays optagelse fra 1939. Den retter sig mod lynchet af sorte amerikanere. Bag billedet af frugter på et træ gemmer sig racistisk vold. Den baggrund hører til sangen; uden den viden risikerer musikken skønhed at dække over anklagen.

Simones version kræver opmærksomhed på afstanden mellem ordene. Klaveret lader klangene stå, og stemmen bevæger sig fra tilbageholdt til intens. Der er ingen behagelig kadence, hvori du som lytter kan forsvinde. Det forbliver en konfrontation. Inden for Pastel Blues forstørrer denne sang desuden perspektivet: smerten fra enkelte relationer står pludselig ved siden af vold, der rammer et helt samfund. Det sker uden, at Simone behøver at blive en anden sangerinde. Den samme beherskelse af timing bærer begge dele.

SINNERMAN: TI MINUTTER UDEN SKJULLEDE.

Så sætter klaveret Sinnerman i bevægelse. Simone forvandler den traditionelle sang til en fremførelse på over ti minutter. Fortælleren søger et tilflugtssted, men finder ingen vej ud. Den gentagne klaverbevægelse giver den søgen en fysisk uro. Sangen skubber fremad, mens rytmen fremkalder følelsen af, at det ikke længere er muligt at stå stille.

Længden er afgørende for virkningen. En kort version ville ikke kunne give den samme trykkende tilbagevenden af mønstre. Musikken opbygges ikke kun ved gang på gang at tilføje noget. Der fjernes også dele, hvilket pludselig giver håndklappene og de indbyrdes reaktioner al opmærksomhed. Når det fulde spil vender tilbage, hører du, hvor meget forventning der er opstået under denne udtynding.

Følg klaveret, mens stemmen bliver stærkere, og skift derefter opmærksomhed. Det, der først virkede som akkompagnement, viser sig at bestemme hele sangens retning. Gruppen holder bevægelsen i gang uden at spille fuldt ud hvert sekund. Mod slutningen har gentagelsen mistet sin oprindelige selvfølgelighed. Mønsteret er blevet velkendt, men føles samtidig mere og mere bydende. Pladen slutter med en fremførelse, der forandrer din følelse af forløbet tid.

DET BLØDE FARVEVALG PÅ OMSLAGET.

På det oprindelige Philips-omslag ser Simone lytteren i øjnene fra et blåtonet portræt. Hendes navn og albumtitlen står med dekorativ skrift på en lys baggrund. Fotografiet tilskrives Maurice Seymour. Det er en behersket præsentation, der giver plads omkring ansigtet og bogstaverne. På et pladeomslag i naturlig størrelse får det blik mere vægt end i en lille digital firkant.

Emballagen bevarer dermed en interessant spænding. Den lyse farve og titlen antyder blødhed, mens musikken også tillader skarphed og uro. Du kan lade omslaget stå ved siden af pladespilleren og bemærke, hvordan du ser anderledes på det efter Strange Fruit. Billedet ændrer sig ikke, men stemmen har i mellemtiden placeret en anden betydning ved siden af det.

ET ALBUM, DER LANGSOMT RÆKKER VIDERE.

Den vedvarende betydning af Pastel Blues er nem at følge gennem den musik, der udspringer af det. Talib Kweli bekræftede i et interview, at Sinnerman blev samplet til Get By. Han beskrev desuden Simone som en vigtig musikalsk guide. Dermed lander en del af denne optagelse i en ny kontekst, hos lyttere, der måske slet ikke kender den oprindelige LP.

Genudgivelserne holder også hele albummet tilgængeligt. Den officielle Nina Simone-butik bragte det igen i fokus inden for Verve Acoustic Sounds-serien. Det giver udover den berømte afslutning også de kortere sange en ny plads. Styrken ved Pastel Blues ligger netop i det forhold. En lytning tager dig fra direkte henvendelse til tvivl, fra intim tilnærmelse til offentlig anklage, og til sidst til en lang musikalsk søgen. Stemmen holder døren åben, men bestemmer selv, hvor længe du skal blive ved med at lytte.

Udforsk hos SJELF NINA SIMONE – Pastel Blues (1LP Vinyl, Music On Vinyl). Produktsiderne viser vinyludgivelserne og LP-formatet.