JEFF BUCKLEY.

Jeff Buckley efterlod kun ét færdigt studiealbum i løbet af sit liv. Alligevel lyder hans værk ikke som en fodnote eller et løfte, der aldrig blev indløst. Grace føles som en komplet verden: intim og stor, kontrolleret og uforudsigelig, bygget op omkring en stemme, der samtidig kunne hviske, knække og stige til vejrs.

Vil du også høre denne musik på vinyl? Se Live At Sin-É af JEFF BUCKLEY på vinyl hos SJELF.

HISTORIEN

Jeffrey Scott Buckley blev født den 17. november 1966 i Orange County, Californien. Hans far var singer-songwriter Tim Buckley, men Jeff voksede hovedsageligt op hos sin mor Mary Guibert og sin stedfar Ron Moorhead. Det berømte efternavn var til stede, men ikke en vejviser. Buckley ønskede ikke at leve som en forlængelse af en musikalsk arv; han ledte efter sit eget sprog.

Det sprog opstod ud fra en usædvanligt bred lytteverden. Led Zeppelin og Joni Mitchell kunne eksistere side om side med Nina Simone, klassisk musik og den pakistanske qawwali-sanger Nusrat Fateh Ali Khan. Buckley så ikke genrer som grænser. Han lyttede til frasering, spænding og hengivenhed — til hvad en stemme kunne gøre, når teknik ikke længere var et mål i sig selv, men et middel til at komme tættere på en følelse.

Efter år som guitarist og studiemusiker flyttede han til New York i begyndelsen af 1990'erne. Her fandt han i East Village et miljø, der passede til hans nysgerrighed. I den lille café Sin-é optrådte han solo med kun en elektrisk guitar. Hans sæt var ofte en blanding af eget værk og andres sange. Ingen to aftener behøvede at lyde ens.

ET VÆRELSE, DER VAR LILLET NOK TIL AT LYTTE

Sin-é blev Buckleys laboratorium. Uden et band eller store arrangementer kunne han sætte en sang i langsomt tempo, bryde den op og bygge den op igen. Stilhed blev en del af fremførelsen. En coverversion var hos ham ikke en pæn reproduktion, men en undersøgelse af, hvad der stadig lå gemt i en komposition.

Columbia Records så potentialet og udgav EP'en Live at Sin-é i december 1993. Optagelsen viste præcis, hvorfor de aftener var vigtige: en guitarist, der turde skabe plads, og en sanger, der kunne bevæge sig fra en hvisken til et fuldt udtryk uden at det virkede billigt.

Til sit debutalbum valgte Buckley efterfølgende alligevel et band. Bassisten Mick Grøndahl og trommeslageren Matt Johnson gav musikken et dynamisk fundament; guitaristen Michael Tighe kom senere med. Sammen med produceren Andy Wallace indspillede Buckley de sange, der i 1994 skulle danne Grace.

GRACE

Grace udkom den 23. august 1994. Albummet åbnede ikke med en tryg introduktion, men med Mojo Pin: en sang, der langsomt trådte ud af tågen og fik mere og mere tyngde. Herefter fulgte blandt andre Grace, Last Goodbye, Lover, You Should’ve Come Over og Dream Brother. Kærlighed, længsel og tab flød sammen uden at blive kogt ned til én forklaring.

De tre coverversioner på pladen viste, hvor radikalt Buckley kunne fortolke. Benjamin Brittens bearbejdning af Corpus Christi Carol blev næsten vægtløs. Lilac Wine lød, som om tiden stod stille et øjeblik. Og Leonard Cohens Hallelujah blev kogt ned til stemme, guitar, åndedræt og plads.

Netop den sidste optagelse udviklede sig år senere til hans mest kendte fremførelse. Men styrken ved Grace ligger ikke i én sang. Albummet virker, fordi Buckley turde sætte ekstremer ved siden af hinanden: rock med kammer-musikken intimitet, teknisk kontrol med fuld følelsesmæssig hengivenhed.

VEJEN EFTER GRACE

Den første modtagelse af Grace var respektfuld, men ikke eksplosiv. Albummets ry voksede undervejs. Buckley og hans band turnerede næsten uafbrudt i Nordamerika, Europa, Japan og Australien. På scenen kunne sangene blive længere, råere og farligere end på pladen. Her blev det tydeligt, at Grace ikke var et omhyggeligt afsluttet studioprojekt, men et udgangspunkt.

Efter turnéen begyndte Buckley på et andet album. Forventningerne var store, og retningen var stadig i bevægelse. Han arbejdede med Tom Verlaine, indspillede flere sessioner og flyttede midlertidigt til Memphis for at skrive uden for New Yorks pres. De nye sange var mørkere, løsere og mindre polerede. Buckley ønskede ikke blot at levere et andet Grace.

Den 29. maj 1997 druknede han under en spontan svømmetur i Wolf River Harbor ved Memphis. Det var en ulykke. Han var tredive år gammel. Det andet album forblev ufærdigt.

I 1998 udkom Sketches for My Sweetheart the Drunk, sammensat af studiesessioner og demoer. Albummet er ikke et endeligt svar på, hvilken retning Buckley ville have valgt. Det er netop i det, værdien ligger: det lader os høre en kunstner, der stadig søgte, skrabede og begyndte forfra.

HVORFOR STEMMEN FORBLIVER

Efter hans død fortsatte arkivet med at vokse med livealbum, udvidede udgaver og aldrig før udgivne optagelser. Alligevel hviler Buckleys betydning ikke kun på knaphed eller tragedie. Hans indflydelse kan stadig høres, fordi han viste, at virtuositet også kunne være sårbar. Han brugte ikke sin rækkevidde til at skabe afstand, men til at bringe en sang tættere på.

Hans tilgang til coverversioner ændrede også målestokken. Buckley behandlede ikke en eksisterende sang som ejendom af den oprindelige forfatter eller den mest kendte fremførelse. Han lyttede efter kernen, fjernede arrangementet og byggede op igen ud fra følelsen. Derfor føles hans Hallelujah i dag næsten uafhængig af versionshistorien, mens kompositionen utvivlbart forbliver Leonard Cohens.

Opdag den musikalske kontekst i ALTERNATIVE ROCK..

Vil du lære ét album at kende tæt på? Læs historien om albummet GRACE.