DIANA ROSS.

DETROIT, FØR VERDEN KIGGER MED

Diana Ernestine Earle Ross bliver født den 26. marts 1944 i Detroit. Hendes musikalske begyndelse ligger hos gruppen, der først hedder The Primettes og senere som The Supremes skriver sig ind på Motown. Den mest kendte tidlige opstilling består af Ross, Mary Wilson og Florence Ballard. Deres gennembrud kommer i 1964 med Where Did Our Love Go, skrevet af Holland–Dozier–Holland-teamet.

Hvad der følger, er en række plader, hvorpå fart og sårbarhed ligger tæt op ad hinanden. Baby Love, Stop! In the Name of Love og You Keep Me Hangin’ On er kompakte, direkte og omhyggeligt opbyggede. Ross synger her med en let stemme, der bevæger sig fremragende mellem rytme, baggrundssang og orkestrering. Ingen enkelt del behøver at vare længe for at gøre sit arbejde.

Fra 1967 står hendes navn forrest: Diana Ross & the Supremes. I 1970 går hun solo. En gruppe tilbyder en genkendelig ramme; en solokarriere kræver nye valg. Hvilke sange passer til den stemme, når The Supremes-singlen ikke længere er udgangspunktet?

EN EGEN STEMME FÅR PLADS

På hendes solodebut Diana Ross fra 1970 hjælper Nick Ashford og Valerie Simpson med at besvare det spørgsmål. Ain’t No Mountain High Enough, tidligere indspillet af Marvin Gaye og Tammi Terrell, bliver en stor opbygget fortælling. De talte passager, korpartier og gradvise udladning giver Ross plads til at komme tættere på lytteren, før arrangementet bryder helt ud.

Det er en vigtig forskel fra blot at synge stort. Spændingen opstår, fordi du bliver taget med. Ross kan placere en sætning blødt og lade orkestret give svaret. Når melodien derefter strækker sig, føles omfanget fortjent. Sangen bliver hendes første amerikanske nummer ét som solokunstner.

For dem, der primært kender hende fra hurtige hits, er netop den længere albumversion en god introduktion. Giv starten tid, og lyt til afstanden mellem hendes stemme og baggrundssangen. Pladen bygger en scene omkring hende, men opmærksomheden forbliver hos den historie, hun fortæller.

FRA MIKROFON TIL FILMSKÆRM

I Lady Sings the Blues fra 1972 spiller Ross Billie Holiday. Rollen giver hende en Oscar-nominering og åbner en anden side af hendes offentlige eksistens. Her drejer det sig om frasering, karakter og den måde, hvorpå en sang kan bære en scene. Det tilhørende soundtrack hører derfor til hendes historie, selvom det ikke er et almindeligt solo-studiealbum.

Med Mahogany i 1975 følger en ny filmrolle. Det tilhørende Theme from Mahogany (Do You Know Where You’re Going To) lader os høre, hvor overbevisende hun kan synge en bred, langsomt udfoldende melodi. Der er næsten noget svævende i det: stemmen står klart forrest, mens akkompagnementet antyder rum og afstand.

Også uden for biografen søger hun forskellige partnere og former. Diana & Marvin udkommer i 1973 som duettalbum med Marvin Gaye. Kombinationen bringer to yderst genkendelige stemmer sammen. Netop deres forskelle gør det interessant: de fint tegnede linjer fra Ross ved siden af den varmere, tungere farve fra Gaye.

DANSEFLOOREN FORANDER TEMPOT

Hvem hører Love Hangover på albummet Diana Ross fra 1976, får først indtrykket af at være landet i en langsom soulsang. Derefter ændrer rytmen sig, og pladen viser sig at ville et helt andet sted hen. Det lange arrangement giver den omstilling alle pladsen. Ross behøver blot at gribe den nye bevægelse; hendes stemme bliver en del af grooven.

Tre år senere kommer The Boss, igen skrevet og produceret af Ashford og Simpson. Titelsangen har en udsvækkende fremdrift, mens It’s My House skaber en løsere, mere indbydende stemning. Den forskel er præcis, hvorfor albummet tilbyder mere end én succesfuld discosingle.

Disco kræver her en anden fordeling af opmærksomhed. Bassen, strygerne og de rytmiske accenter må sætte kroppen i bevægelse. Ross styrer derimellem med korte fraser og små forskydninger i betoning. At lytte til en hel plade gør det klart, hvor mange forskellige farver den tilgang kan have, også inden for én genkendelig produktion.

DIANA: OTTE SANGE, EN NY HOLDNING

I 1980 arbejder Ross med Nile Rodgers og Bernard Edwards, den musikalske motor bag Chic. Resultatet er diana. Upside Down og I’m Coming Out bliver de mest kendte indgange, men også My Old Piano lader os høre, hvor skarpt melodi og rytme kan passe sammen. Bassen står fremtrædende i lyden, og guitaren gør rummene imellem mærkbare.

Ross lader optagelserne remixe sammen med Motown-tekniker Russ Terrana, før albummet udkommer. Hendes stemme og instrumenternes balance får dermed en anden plads end i de oprindelige Chic-mix. Den detalje passer til karakteren af denne fase: Ross er midtpunktet på pladen og vil også bestemme, hvordan det midtpunkt lyder.

Start med instrumenterne i stedet for med omkvædet. Lyt til, hvordan bassen hver gang laver et lille sving, hvordan guitaren reagerer kort, og hvordan trommerne holder bevægelsen jævnt. Når sangen kommer ind, behøver der næsten ikke ske noget ekstra. Alt er allerede klar. Hendes stemme giver derefter helheden retning og personlighed.

NYE SAMARBEJDER, DET SAMME ANSIGT

Attiernes bringer igen andre indramninger. Duetten Endless Love med Lionel Richie fra 1981 placerer hende i en udpræget romantisk ballade. På albummerne Why Do Fools Fall in Love, Silk Electric og Swept Away bevæger hun sig videre gennem en popverden, hvor studielydet hurtigt ændrer sig.

Et særligt rammesæt er Chain Reaction, skrevet og produceret af Bee Gees. Sangen står på Eaten Alive fra 1985 og når førstepladsen på den britiske hitliste i 1986. Den melodiske fart minder om direkteheden fra hendes Motown-år, men produktionen placerer den energi tydeligt i et nyt årti.

Læg Chain Reaction ved siden af Love Hangover, og du hører to måder at bære en dansbar sang på. Ved den ene tager omkvædet dig næsten øjeblikkeligt med; ved den anden vokser grooven langsomt frem til hovedsagen. Ross tilpasser sin tilgang uden, at du behøver at tvivle på, hvem der synger.

EN SCENE, DER OGSÅ TÅLER MODVIND

Den 21. juli 1983 bliver hendes udendørs koncert i Central Park ramt af en kraftig storm. Forestillingen må afbrydes. Ross lover at komme tilbage og står på scenen igen den næste dag. Det er et af de mest bemærkelsesværdige billeder fra en karriere, hvor liveoptrædener indtager en stor plads.

At holde kontakten, reagere på det, der sker, og holde et publikum sammen: det hører til den samme kunst som at vide, hvornår man skal lade en sætning udånde. Sansen for øjeblikket forbliver essentiel.

Senere fortsætter hendes katalog med at udvide sig. Take Me Higher søger igen dansegulvet i 1995, mens I Love You i 2006 nærmer sig kendte sange fra hendes egen stemme. I 2021 udkommer Thank You, med nyt materiale, som hun selv er med til at skrive. Titlen passer til den åbne, positive tone på den plade.

HVOR DU BEDST KAN STARTE

For en første fuldendt albumoplevelse er diana et stærkt valg. Pladen er overskuelig, rytmisk udtryksfuld og fyldt med melodier, der også fungerer uden forudgående kendskab. Derefter gør The Boss det klart, hvor anderledes et discoalbum med den samme sangerinde kan føles. Den ene lyder stramt afmålt, den anden lader arrangementerne sprede sig bredere.

Gå derefter tilbage til solodebutten. Der hører du, hvor stor afstanden er mellem den tidlige orkestrale opbygning og den direkte bevægelse fra 1980. Den rute giver mere indsigt end blot at sætte de mest kendte singler efter hinanden: Diana Ross viser sig gang på gang som en sangerinde, der ved at finde sin plads i en forandrende lyd.

Se kunstnersiden for DIANA ROSS for vinyludgivelser og mere at opdage.

Læs videre om SOUL og DISCO.