FEVER TO TELL. (Yeah Yeah Yeahs)

DEBUTEN, DER MED DET GAMLE KOMMER TIL SYNE.

Fever to Tell udkom i 2003 som debutalbum fra Yeah Yeah Yeahs. Karen O, Nick Zinner og Brian Chase skaber en lyd, hvor de enkelte dele bevarer deres egen spænding. Sangene kan være skarpe, korte og ekstatiske, men albummet giver også plads til sårbarhed. Styrken kommer netop fra disse forskelle. Maps er ikke blot en roligere sang mellem hårdere sange; den ændrer måden, du hører bandet på resten af albummet.

Rich åbner med et genkendeligt klangmønster. Stemmen kan reagere rytmisk på det og derefter antage en anden melodisk farve. Date with the Night bringer bevægelsen meget mere direkte frem. Guitar, trommer og vokal synes at ville sætte ind samtidig, uden at forsvinde helt i den samme gestus. Bandet gør rummet mærkbart ved hele tiden at udfylde det på en anden måde. En kort stilhed eller en skarp accent kan derfor gøre mere end en lang opbygning.

PIN OG DE KORTE UDBRUD.

Man, Tick, Black Tongue og Pin holder den første halvdel i tydelig bevægelse. Sangene har ikke alle den samme klang eller det samme tempo, men de deler et behov for hurtigt at gøre en idé genkendelig. Stemmen kan næsten præsentere en linje som et rytmisk angreb. Zinner-guitaren giver det en skarp kontur, mens trommerne ikke blot følger med, men holder fast i deres egne accenter. Trioen lyder lille i besætning og stor i tilstedeværelse.

Cold Light bringer endnu en anden form for direktehed. No No No får derefter mere tid til at udfolde sin spænding. Dermed forbereder albummet en ændret lytteholdning: Sangene behøver ikke alle at bruge deres materiale lige hurtigt. En tilbagevendende figur kan også blive stående længere og få en anden betydning gennem det, vokalen gør med den. Den forskel gør overgangen til albummets mest kendte melodi mere overbevisende.

MAPS, Y CONTROL OG SLUTNINGEN.

På Maps holder guitaren og trommerne sangen fast, mens Karen O bringer følelsen tæt på. Stemmen behøver ikke lyde lige højt fra start til slut. Sårbarheden virker, fordi akkompagnementet bevarer rum. Sangen har derfor en anden spænding end de korte udbrud i begyndelsen. Melodien forbliver genkendelig, men måden stemmen bærer den på, gør sangen personlig.

Y Control trækker derefter den rytmiske bevægelse frem igen. Kontrasten viser, at det samme band kan bære både en intim sang og en markant groove. Modern Romance giver slutningen et roligere miljø. I den tilknyttede digitale afspiller står Poor Song som en separat track bagerst. Denne digitale opdeling skal ikke automatisk læses som den præcise rækkefølge på enhver LP-udgivelse. For fremførelsen hos SJELF er produktdataene udgangspunktet.

FEVER TO TELL PÅ VINYL.

Den tilknyttede Interscope-udgivelse af Fever to Tell indeholder én LP. Albummet er oprindeligt fra 2003; produktmærket hører til en senere udgivelse. Omslaget bruger en travl collage med tegnede figurer, skarpe farver og bandets navn øverst. Det urolige billede passer visuelt til et album, der ikke konstant lader opmærksomheden hvile på ét sted.

Lyt til sangene i rækkefølge og giv de blødere passager samme opmærksomhed som Date with the Night og Pin. Så bliver Maps en del af en større bevægelse, i stedet for en løs kendt sang. I Artist Story om Yeah Yeah Yeahs følger vi, hvordan bandet senere udfolder disse kontraster med andre klange, blandt andet på It’s Blitz! og Cool It Down. Den genkendelige stemme forbliver et tydeligt midtpunkt i skiftende miljøer.