WARHAUS.

MAARTEN DEVOLDERE PÅ EN ANDEN AFSTAND.

Warhaus er Maarten Devolderes soloprojekt. Sammen med Jinte Deprez er han også et af ansigterne og stemmerne bag Balthazar. Den forbindelse hjælper med at sætte musikken i kontekst, men Warhaus har sin egen lytteafstand. Den dybe stemme kommer tæt på, akkompagnementet bevarer ofte en kontrolleret bevægelse, og en sang behøver ikke nødvendigvis arbejde hen imod en stor forløsning. Længslen ligger lige så meget i det, der udskydes, som i det, der bliver sagt. Musikken lader nogle gange en gestus stå præcis længe nok til, at dens sikkerhed begynder at vakle.

Det gør det fristende at beskrive Warhaus udelukkende som musik til natten. Alligevel siger et sådant stemningsord ikke meget om sangene i sig selv. En rytmisk figur kan være skarp og let, en melodi kan træde næsten ubesværet ind, og en lille afbrydelse kan ændre hele holdningen. Devoldere bruger en genkendelig fremførelse uden at give hver sang den samme form. Derfor er det værd at lytte til afstanden mellem stemmen og rytmen. Det er ofte her, forskellen mellem en ordentlig forførelse og en sang med noget uforløst viser sig.

BALTHAZAR SOM FORBINDELSE, WARHAUS SOM EGEN VERDEN.

Hos Balthazar er Devoldere en del af en bandsamtale. Under navnet Warhaus skifter tyngdepunktet til en selvstændig fortæller og en særlig måde at omgive denne fortæller på. Det betyder ikke, at sangene skabes uden andre musikere. Her beskriver et soloprojekt primært det kunstneriske udgangspunkt. Valget af en rytme, et instruments klangfarve og en sætningers længde forbliver arrangementsvalg, der tilsammen opbygger en verden. Stemmen bliver mere genkendelig, fordi dens omgivelser giver den omhyggeligt plads.

Hvis man er kommet ind via Balthazar, kan man lægge mærke til den melodiske økonomi: En lille figur behøver ikke nødvendigvis at blive større for at bevare sin virkning. Hos Warhaus må denne figur gerne blive ved med at vende tilbage, mens sangen søger en anden betoning. En rytme kan lyde indbydende og alligevel bevare en vis afstand. Denne dobbelte gestus hjælper med at forklare, hvorfor sangene kan føles både flydende og urolige. Musikken fortæller ikke kun, hvad dens fortæller længes efter. Den afslører også, hvor meget kontrol han forsøger at bevare over sin egen holdning.

WE FUCKED A FLAME INTO BEING.

Det første Warhaus-album, We Fucked a Flame Into Being, udkom i 2016. Det udgør et udgangspunkt for den måde, hvorpå Devoldere kan give en sang med få markante træk en spænding. Pladen kræver ikke konstant acceleration. Opmærksomheden er rettet mod fremførelsen og den bevægelse, der bliver stående nedenunder. En melodi kan langsomt få en genkendelig form, mens en klangdetalje i baggrunden gør stemningen en smule mindre selvfølgelig. Denne forening giver en kompakt sang en længere eftersmag, end dens varighed antyder.

Albumtitlen er udtalt, men musikken behøver ikke at være lige så eksplicit i hvert øjeblik. Det er netop forskellen mellem en direkte formulering og en kontrolleret fremførelse, der giver en indgang. Man kan lytte til ordene som en rolle eller holdning uden automatisk at behandle hver sætning som et bogstaveligt dagbogsfragment. Det giver plads til sangen som en skabt fortælling. Fortælleren må gerne overbevise, overdrive, tøve eller ændre afstand. Musikken behøver ikke med det samme at beslutte, hvilken af disse holdninger der er endelig.

WARHAUS: ET ANDET ALBUM MED EN EGEN GROOVE.

Den titelløse efterfølger Warhaus udkom i 2017. Mad World og Love’s a Stranger åbner albummet og tilbyder to tydelige indgange. Stemmen forbliver genkendelig, mens rytmen giver sangene deres egen bevægelse. Well Well og Control fører denne relation videre med andre accenter. Albummet viser, hvor stor forskel en lille ændring i betoning kan gøre, når fundamentet ikke konstant udskiftes. En sætning kan ligge tættere på rytmen eller netop holde en smule afstand og dermed få en anden spænding.

Dangerous tager længere tid end pladens korteste sange. Bang Bang og Everybody fører derefter lytteren hen til andre melodiske gestus. Album Story om Warhaus følger denne rute frem til Fall in Love with Me. Albummet er et godt valg, hvis man vil lære Warhaus at kende ud over én stemning. Numrene deler en fremførelse, men deres varighed og bevægelse er forskellige. Disse forskelle gør rækkefølgen interessant: En længere passage får en anden virkning, når der efterfølgende kommer en mere direkte sang.

HA HA HEARTBREAK OG KARAOKE MOON.

Ha Ha Heartbreak fra 2022 og Karaoke Moon fra 2024 åbner senere kapitler. De giver en grund til at genlytte til de tidlige plader: Stemmen forbliver et kendetegn, mens dens omgivelser kan ændre skala og klangfarve. Det er mindre frugtbart kun at vurdere hvert senere album ud fra det første. En musiker kan bevare den samme melodiske opmærksomhed og alligevel vælge en anden måde at opbygge nærhed på. En større lyd behøver ikke automatisk at få den nærhed til at forsvinde.

Albumtitlerne peger også på forskellige holdninger, men de erstatter ikke lytningen. Et ord som heartbreak kan styre dit øre; fremførelsen bestemmer derefter, hvad du rent faktisk hører. Læg mærke til, hvordan en melodi vender tilbage, og om stemmen bevarer den samme betoning ved denne tilbagevenden. En sang kan dermed undervejs få en anden betydning uden at erstatte sit materiale fuldstændigt. Det er en nyttig rød tråd gennem Warhaus: Genkendelige gestus forbliver i bevægelse, fordi fortælleren og akkompagnementet hele tiden genforhandler deres forhold.

STEMMEN OG STILHEDEN OMKRING DEN.

En praktisk måde at lytte på er at følge stemmen alene én gang og derefter lytte til den samme sang med udgangspunkt i rytmen. Hos Love’s a Stranger hører man dermed to forskellige sider af den samme sang. Melodien giver fodfæste; akkompagnementet bestemmer, hvor meget plads en frase får. Hvor stemmen holder pause, fortsætter musikken med at bære dens holdning. En stilhed i sangen er derfor ikke et tomt sted. Den gør det hørbart, hvad arrangementet i sig selv kan fortælle, før den næste sætning dukker op igen.

Derefter kan man rette opmærksomheden mod slutningen af en sang. Afslutter musikken sin bevægelse markant, eller efterlader den en følelse, som den næste del tager med sig ind? På et album gør den forskel. Et nummer er ikke kun en selvstændig fortælling, men også en overgang til en anden afstand. Warhaus fungerer godt, når man giver denne sammenhæng tid. Den mest forførende passage kan senere føles anderledes, fordi den næste sang afbryder dens sikkerhed eller bringer en anden klangfarve ind i den samme verden.

WARHAUS PÅ VINYL.

Den Warhaus på vinyl er koblet til en Play It Again Sam-udgivelse på én LP. Det sort-hvide cover med portrættet af Devoldere hører til albummet fra 2017. Produktsiden viser oplysningerne om den specifikke udgave. At lægge pladen på en pladespiller giver en konkret måde at følge albummet i rækkefølge på, hvor den korte pause mellem siderne er en del af lytteoplevelsen. Formatet er dog ikke et bevis for en bestemt mastering eller lydkvalitet.

Start med Mad World og Love’s a Stranger, men giv den længere Dangerous lige så meget opmærksomhed som de direkte indgange. Hvis man derefter vil videre, kan man opdage andre plader og historier via kunstnersiden. Forbindelsen til Balthazar forbliver nyttig, mens Warhaus' egne album giver rigeligt med grunde til at blive i denne verden. Devoldere behøver ikke hele tiden genopfinde sin stemme for at fortælle en anden historie. Ofte er det nok med en forskydning i akkompagnementet for at placere en kendt fremførelse på en anden afstand.

Udforsk WARHAUS – The Donkey (1LP Vinyl) hos SJELF. Produktsiderne viser vinyludgivelserne og LP-formatet.