ACHTUNG BABY. (U2)

De første sekunder af Zoo Station lyder som om noget i installationen ikke helt fungerer. Guitaren skurrer, trommerne har hårde kanter, og Bonos stemme lyder som om den kommer fra et andet rum. Det er en bemærkelsesværdig måde at åbne døren på, når man har hjulpet millioner af mennesker til en velkendt lyd. Det er netop derfor, det virker.

Vil du følge denne kursændring fra start til slut? Se Achtung Baby fra U2 på vinyl hos SJELF.

Med Achtung Baby omrokerer U2 møblerne i sit eget hus i november 1991. De store melodier er der stadig, men de må bevæge sig gennem forvrængning, rytme og tvivl. Bag de mørke solbriller hører du et band, der vil opdage på ny, hvordan det kan spille sammen. Det gør pladen spændende: forandringen ligger i selve numrene.

EN ANDEN BY, DE SAMME FIRE MÆND.

I oktober 1990 begynder U2 i Hansa-studierne i Berlin. Det er et sted med en forhistorie, der appellerer til bandet: David Bowie og Iggy Pop havde arbejdet der. Et nyt miljø må give plads til et nyt kapitel. Men en velkendt måde at lave musik på forsvinder ikke bare, fordi man sætter sin forstærker et andet sted til.

De første sessioner er besværlige. Bandmedlemmerne er uenige om retningen og om det materiale, der opstår. En fragment kan være lovende og alligevel ikke blive et fælles udgangspunkt. Den berlinske begyndelse er derfor noget mindre romantisk end billedet af fire musikere, der i en forandret by af sig selv finder deres nye lyd. De skal stadig løse det egentlige problem: hvornår føles et eksperiment som et U2-nummer for alle fire?

Teknikeren Flood husker, at opgaven netop tilbød meget frihed. Hans erfaring med Depeche Mode og Nine Inch Nails var velkommen. Bandet ledte efter andre teksturer og reagerede kritisk, så snart noget lød for velkendt. Det var på samme tid en mulighed og en byrde. Det er nemmere at vide, hvad man vil forlade, end at høre, hvor man skal hen.

MOMENTET, HVOR ONE OPSTÅR.

Gennembruddet kommer, da The Edge arbejder med akkordidéer, der ikke falder på plads i et andet nummer. Daniel Lanois foreslår at sætte to passager efter hinanden. Mens Edge gentager de akustiske akkorder, hører Bono en melodi. Ifølge guitaristen får nummeret sin melodiske form og struktur på omkring ti minutter. Derefter laver Adam Clayton og Larry Mullen Jr. en optagelse.

Det er vigtigt at bevare den forskel: One er derfor endnu ikke den endelige albumversion. Men der sker noget, som de besværlige sessioner har brug for. De fire genkender samtidig kraften i den samme sang. Det giver dem igen et fælles udgangspunkt. Spændingen i studiet aftager, fortæller Edge senere. For et band, der tvivler på sin egen arbejdsmetode, kan et sådant øjeblik betyde mere end en stabel nyt udstyr.

Du hører den forbindelse igen, uden at det bliver en enkel sang om sammenhold. Musikken tilbyder fodfæste, mens vokalen bevarer afstand og ubehag. Længslen efter at nå hinanden lyder derfor desto stærkere. Netop i et album fyldt med fremmede overflader får den ret direkte melodi vægt. Lige et øjeblik er der noget at holde fast i, før pladen igen forandrer sig.

STUDIET SOM MODSPILLER.

Arbejdet fortsætter i Dublin. Lanois og Brian Eno udfylder forskellige roller. I Richard Kingsmills tilbageblik for den australske public service-station ABC beskrives Lanois som den producer, der bærer meget af det daglige arbejde og mægling. Eno kommer indimellem for at lytte, reagerer på det, han hører, og vogter på afstand den valgte retning. Pladen vokser blandt andet i Dog Town, S.T.S. og Windmill Lane.

Flood forklarer senere, hvor mange små indgreb der var nødvendige for at trække selv One væk fra en traditionel tilgang. Der eksperimenteres med trommerne, blandt andet med en delay på trommesættet, der får Larry til at spille anderledes. Mange trommer på albummet får desuden en plads i mono. Det er en smuk lytteopmærksomhed: kraften i en optagelse behøver ikke komme fra maksimal bredde. Et solidt midtpunkt kan netop give de fremmede lyde omkring det bevægelighed.

Hos U2 har The Edge altid været en, der skaber rum med klang. Her føles det rum mere uroligt. En guitar kan blive kort, skarp og næsten mekanisk, for et øjeblik senere igen åbne en melodi. Du behøver ikke at kunne navngive effektpederne for at høre forskellen. Læg mærke til, hvad han gør med resten af bandet. Nogle gange holder han nummeret tilbage, andre gange giver han det præcis det skub, det har brug for.

FRA DANSEFLOOREN TIL MØRKET.

Even Better Than the Real Thing viser, hvor godt det virker, når rytmen er i forgrunden. Nummeret bevæger sig med en lethed, der gør guitarerne ekstra skarpe. Mysterious Ways trækker dig derefter mod bassen. Clayton lægger en bevægelig bund, hvorover guitar og vokal kan sno sig. Grooven holder sig oppe, selv når du kun bevidst følger ét instrument.

Så er der The Fly. Den dybe, kornet stemme i versene og den høje vokal ovenpå virker som to roller i det samme nummer. Guitaren er kantet, rytmen tvingende. Det er musik, der tæt på har noget ubehageligt, men alligevel straks inviterer til at skrue op. Den teatralske side af denne U2 holder ikke følelsen udenfor. Den giver bandet en anden måde at lukke den ind på.

Pladen har også en meget mere stille understrøm. I So Cruel føles enhver venlig gestus midlertidig. Who's Gonna Ride Your Wild Horses opbygger spænding mellem nærhed og flugt. Sangene forbliver tilgængelige, men deres fortællere lyder sjældent sikre på den anden. Derfor får forvrængningen og de elektroniske accenter betydning. De passer til mennesker, der ikke kan ordne deres følelser pænt.

Bevar derfor opmærksomheden på de sidste tre numre. Ultraviolet (Light My Way) har den opadgående bevægelse, som U2 mestrer så godt. Acrobat gør den bevægelse mere nervøs og tungere. Derefter lukker Love Is Blindness døren langsomt. De mørke tangenter og guitaren holder slutningen åben nok til at lade dig blive siddende lidt endnu. Der følger ingen beroligende sejrsgestus. Det gør denne rækkefølge stærkere end en samling af løse højdepunkter.

ET OMSLAG MED MERE END ÉT ANSIGT.

Omslaget vil du også have blikket til at bevæge sig på. Steve Averill og Shaughn McGrath samler fotografier af Anton Corbijn i et gitter af seksten billeder. Portrætter, genstande, farve og sort-hvid står ved siden af hinanden. Dit øje finder hver gang et andet udgangspunkt. Bandet får derfor intet enkelt, definitivt ansigt, som du kan hænge hele pladen på.

Det passer til musikken: du må zoome ind, men ingen enkelt firkant fortæller alt. På et pladeomslag virker den mangfoldighed smukt. Fra afstand ser du inddelingen; tæt på falder de enkelte billeder i øjnene. Det er en invitation til at se noget igen, mens du lytter. Fotografierne og sangene gør genkendelse til intet endestation.

FORANDRINGEN BLIVER STÅENDE.

Achtung Baby opnår andenpladsen på den britiske albumliste. I 1993 vinder U2 Grammyen for rockudførelse med en duo eller gruppe med vokal. Denne anerkendelse viser, at en kraftig forandring ikke behøver at skubbe publikum væk. Numrene kan tage folk med, selv når lyden er mindre velkendt.

Det særlige forbliver, hvor hørbart risikoen er. Pladen gør mere end at tilføje et par moderne lyde. Den forandrer forholdene: bassen får en anden plads, stemmen må bære en maske, og et stort omkvæd kan efterlade uforløst spænding. Under alle disse valg forbliver kontakten mellem fire musikere mærkbar. Det giver eksperimenterne en rygrad.

Lyt ved næste afspilning til overgangen fra One til Until the End of the World. Den tilbageholdte tilnærmelse giver plads til rytmisk uro. Det er netop i sådanne overgange, du hører, hvorfor dette er et album, man skal følge fra start til slut. De enkelte sange kender vi måske allerede. Hvad de gør med hinanden, er stadig værd at opdage.