SYVTIERNE.

1970'erne havde intet enkelt centrum. Rock blev større og mere kompleks, mens punk forsøgte at nedbryde det hele igen. Disco byggede en ny verden omkring dansegulvet. Funk flyttede musikken til det første slag. Reggae gjorde Jamaica til en global musikalsk magt, og i Bronx opstod en kultur, der senere skulle dominere verden. Årtiet lød ikke som én bevægelse, men som musikken, der gik i opløsning i utallige nye muligheder.

AFTER THE DREAM.

1960'erne havde musik forbundet med idealisme, frigørelse og samfundsmæssig forandring. 1970'erne arvede disse forventninger, men blev konfronteret med økonomisk usikkerhed, politisk skuffelse og en voksende mistillid til institutioner.

Det var hørbart. Musikken blev mere personlig, hårdere, mørkere og nogle gange udpræget eskapistisk. Singer-songwriters udforskede det indre liv. Heavy metal gav vægt til angst og fremmedgørelse. Disco forvandlede klubben til et trygt og frigørende rum. Punk gjorde frustration kort og direkte.

I stedet for én dominerende ungdomskultur opstod scener med egen tøjstil, egne lokationer, ritualer og værdier. Musikken blev mindre én fælles bevægelse og mere en samling af verdener, hvor lytterne kunne genkende sig selv.

THE ALBUM BECAME A COMPLETE WORLD.

LP'en nåede et kulturelt og kommercielt højdepunkt i 1970'erne. Pladeselskaber investerede i længere optageforløb, iøjnefaldende omslag og omfattende kampagner. Kunstnere fik plads til at bygge komplette lydverdener.

Pink Floyd, Led Zeppelin, Fleetwood Mac, David Bowie, Stevie Wonder og mange andre udgav album, der var beregnet til at blive lyttet til fra start til slut. Sangrækkefølgen, overgangene, inderslagene og coverkunsten blev en del af oplevelsen.

Progressiv rock førte den idé længst. Lange kompositioner, koncepter, komplekse taktarter og omfattende instrumentering gjorde albummet til en form, der ville konkurrere med litteratur og film. For beundrerne var det maksimal frihed. For kritikerne blev det beviset på, at rocken kunne miste sin direktehed.

GUITARS BECAME HEAVIER.

Black Sabbath formede i begyndelsen af årtiet en mørk og tung lyd, som senere blev kaldt heavy metal. Led Zeppelin kombinerede blues, folk, volumen og mystik. Deep Purple skabte sin egen forbindelse mellem virtuositet og rå kraft.

Større forstærkere og sale ændrede rockens skala. Bands spillede ikke længere kun på klubber og teatre, men på arenaer og stadioner. Koncerten blev et skuespil med lys, scenografi, volumen og en stadig større afstand mellem kunstner og publikum.

Denne vækst medførte et paradoks. Rocken var opstået som ungdommeligt oprør, men var nu selv blevet til en magtfuld industri. Det var netop mod denne afstand og selvtilfredshed, at punk senere reagerede.

GLAM MADE IDENTITY VISIBLE.

Glamrock forstod, at popmusik aldrig udelukkende handler om lyd. David Bowie, Roxy Music, T. Rex, Slade og andre brugte tøj, makeup, teater og kunstighed til at gøre identitet flydende.

Bowies Ziggy Stardust var ikke kun en samling sange, men en karakter, der udviskede grænsen mellem kunstner og rolle. Glam viste, at autenticitet ikke altid betød, at man skulle vise sig som "sig selv". En omhyggeligt opbygget fantasi kunne indeholde mindst lige så meget sandhed.

Indflydelsen rakte langt ud over glitteret. Punk, new wave, synthpop, gothic rock og moderne popstjerner ville alle bygge videre på idéen om, at stil, billede og musik sammen udgør ét kunstnerisk sprog.

FUNK MOVED THE CENTER.

James Brown havde allerede i 1960'erne vist, hvad der skete, når hvert instrument blev en del af rytmen. I 1970'erne udbyggede Parliament-Funkadelic, Sly and the Family Stone, The Meters, Kool & the Gang og Earth, Wind & Fire den tanke.

Funk handlede ikke først og fremmest om en akkordskema, der bevægede sig et sted hen. Grooven var destinationen. Bas, trommer, guitar, blæsere og vokal flettede sig sammen som dele af en rytmisk maskine.

Derfor leverede funk ikke kun dansemusik, men også et fremtidigt arkiv til hiphop. Breaks, baslinjer og rytmiske mønstre fra funkplader ville senere blive samplet og genopbygget.

DISCO BUILT A WORLD AFTER DARK.

Disco startede ikke som skinnende massemusik, men i klubber, hvor sorte, latino og queer-miljøer fandt plads til at bevæge sig mere frit end udenfor. DJ'en forbandt plader til en igangværende nat og gjorde dansegulvet vigtigere end scenen.

12-tommer-singlen gav længere versioner, dybere bas og mere plads til rytmen. Producenter som Giorgio Moroder forbandt orkestrale arrangementer med elektronisk puls. Donna Summer, Chic, Sister Sledge og Grace Jones gjorde disco til pop, mode, design og klubkultur på samme tid.

Da Hollywood, radioen og de store pladeselskaber opdagede lyden, blev disco overalt. Denne skala vækkede modstand. Anti-discobevægelsen blev præsenteret som et oprør mod kommerciel overflod, men indeholdt også tydelig fjendtlighed mod discoens sorte, latino og queer oprindelse.

Disco forsvandt ikke rigtigt. Det ændrede navn og form. House, techno, dance-pop og elektronisk klubmusik tog den rytmiske logik med sig ind i de næste årtier.

REGGAE SPOKE TO THE WORLD.

Jamaica udviklede på kort tid en række musikalske innovationer. Ska blev langsommere og blev til rocksteady, som derefter forvandlede sig til reggae. Producenter brugte studiebefordringer, bas og rum på en måde, der blev endnu mere radikal i dub.

Bob Marley blev reggaeens internationale ansigt, men historien var meget bredere. Toots and the Maytals, Burning Spear, Peter Tosh, Lee “Scratch” Perry, King Tubby og utallige soundsystems byggede en kultur, hvor musik, fællesskab, spiritualitet og politisk budskab mødtes.

Dub gjorde pulten til et instrument. Producenter fjernede vokalen, lod bas og trommer stå i centrum og brugte ekko og rumklang til at redesigne en eksisterende sang. Dermed blev dub en grundlæggende indflydelse på hiphop, postpunk og elektronisk musik.

PUNK PRESSED RESET.

Omkring midten af 1970'erne syntes mange unge, at rock var for dyr, teknisk og distanceret. Punk reagerede med hastighed, enkelhed og idéen om, at man ikke behøvede at vente på tilladelse.

I New York opstod der omkring CBGB en scene med Ramones, Television, Patti Smith og Talking Heads. I London gjorde Sex Pistols og The Clash punken mere synlig, konfronterende og politisk. Musikken var vigtig, men gør-det-selv-princippet var mindst lige så afgørende.

At starte sit eget band, trykke et fanzine, arrangere en lille spillested eller starte et uafhængigt pladeselskab blev en del af den samme holdning. Punk gjorde begrænsning til en æstetik. Det, der ikke lød professionelt, kunne netop være troværdigt, fordi det var opstået uden for de eksisterende systemer.

HIP-HOP STARTED WITH A PARTY.

I august 1973 arrangerede DJ Kool Herc en fest i en lejlighedskompleks på Sedgwick Avenue i Bronx. Han fokuserede på de instrumentale breaks, som danserne reagerede stærkest på, og forlængede disse passager med to pladespillere.

Andre DJ's og crews udbyggede teknikken yderligere. MC'er talte over musikken, opmuntrede publikum og udviklede stadig mere omfattende rimstrukturer. Breakdance og graffiti var en del af den samme urbane kultur.

Hiphop var oprindeligt ikke et produkt af musikindustrien. Det var en livekultur, der brugte eksisterende teknologi og plader. Først mod slutningen af årtiet udkom de første kommercielle rapplader. Den største musikalske forandring i de næste årtier var allerede begyndt.

LISTENING BECAME PRIVATE.

Kompaktkassetten blev bedre, billigere og stadig vigtigere. Musik kunne optages derhjemme, afspilles i bilen og sammensættes personligt. Albummet forblev dominerende, men lytterne fik mere kontrol over rækkefølge og udvalg.

Med introduktionen af Sony Walkman i 1979 blev musikken virkelig bærbar og privat. Den offentlige verden fik et personligt soundtrack. Det ændrede ikke kun, hvor folk lyttede, men også hvordan de bevægede sig gennem en by.

Mixtapen gjorde lytning til en kreativ handling. En samling kunne blive et budskab, et minde eller et forhold. Lytteren blev også forsigtigt en sammensætter.

WHAT THE SEVENTIES LEFT BEHIND.

1970'erne leverede ikke en pæn efterfølger til 1960'erne. De bragte i stedet fragmentering. Rock, disco, funk, reggae, punk, metal, singer-songwriter, prog og den første hiphop udviklede deres eget publikum og infrastruktur.

Næsten enhver vigtig bevægelse i 1980'erne kunne allerede høres ved slutningen af dette årti. Punk førte til postpunk og new wave. Disco til house. Funk og soundsystem-kultur til hiphop. Elektroniske eksperimenter til synthpop og techno. Fremtiden stod ikke klar i én studietø. Den kørte samtidig på forskellige dansegulve, pladespillere og forstærkere.

Udforsk også discoen og poppen fra Boney M. på Take the Heat Off Me og Nightflight to Venus.

Følg den nederlandske lyttevej via Boudewijn de Groot og Voor de Overlevenden. Albummet udkom før 1970'erne og giver en indgang til sangtraditionen, der voksede videre i det årti.