THE LIBERTINES.

TO STEMMER, DER KONSTANT SØGER HVERANDEN.

Hos The Libertines føles en sang ofte som en samtale, der når som helst kan gå lidt for hårdt. Carl Barât og Pete Doherty deler guitarer og sang, men deres nærvær falder ikke præcist sammen. En melodi bliver indledt, besvaret eller gentaget med en anden betoning. Under denne udveksling giver John Hassall på bas og Gary Powell på trommer musikken retning. Tiltrækningskraften ligger i kombinationen af tydelige sange og en fremførelse, der ikke skjuler sine revner.

Disse revner er ikke en erstatning for melodi. Netop fordi numrene bliver hængende, får et råt angreb eller en skiftende betoning betydning. Musikken kan lyde utålmodig og samtidig bevare en længsel efter noget blødere. Den, der kun hører støjen, går glip af romantikken. Den, der kun husker de medrivende linjer, går glip af, hvor meget spænding der ligger i akkompagnementet. Bandet holder gerne disse to indtryk tæt på hinanden.

UP THE BRACKET: FART MED EN MENNESKELIG STEMME.

Debuten Up the Bracket udkom i 2002 hos Rough Trade med Mick Jones fra The Clash som producer. Vertigo etablerer straks intensiteten. Guitarerne tager ikke en bred omvei, og stemmen får ikke meget tid til at holde afstand. Death on the Stairs viser derefter, hvor stærkt en melodi kan stå i dette rå miljø. Det er sange, man hurtigt kan følge, men hvis fremførelse ikke gør alle hjørner glatte.

Time for Heroes tilbyder en særlig tydelig indgang. Guitarmotivet trækker sangen frem, og melodien gør farten menneskelig. Der ligger stadig noget utålmodigt under genkendeligheden. Det er også en nøgle til albummet som helhed: Sangene ser ud til at komme fra det samme miljø, men de gør ikke alle det samme med det. I Album Story om Up the Bracket følger vi forskellene mellem de hurtige stykker og de øjeblikke, hvor bandet giver mere plads.

ROEN FRA RADIO AMERICA.

Radio America viser, at The Libertines ikke kun er afhængige af et skarpt angreb. Den blødere fremførelse gør en anden balance mellem stemmerne og akkompagnementet hørbar. En sang kan komme tæt på uden, at bandet er lige så markant til stede overalt. Kontrasten til de hurtigere numre gør denne tilbageholdenhed betydningsfuld. Roen findes i den samme musikalske verden og giver den en anden skala.

Denne forskel er nyttig ved en første lytning. Start med en kendt sang, og sæt derefter et blødere øjeblik på. Hold ikke kun øje med tempoet, men også med hvor længe en sunget linje må stå. Stemmen kan i en fyldig passage næsten blive en del af intensiteten; i en åben arrangement får den mere plads til at tøve. Så hører du det samme band fra to afstande. Den genkendelige melodiske holdning forbliver forbindelsen.

DET ANDEN ALBUM OG DET DELTE BRYDPUNKT.

Albummet med samme navn, The Libertines, udkom i 2004. Can’t Stand Me Now sætter de to stemmer markant ved siden af hinanden. Sangen henter meget fra spændingen mellem det delte omkvæd og de forskellige måder, en linje bliver sunget på. Akkompagnementet fortsætter med at bevæge sig, mens stemmerne bevarer deres egen betoning. Man behøver ikke læse det som et dokument over en privat konflikt for at høre, hvor kraftfuld denne indbyrdes udveksling kan være.

Music When the Lights Go Out giver den blødere side et tydeligt midtpunkt. Sangen giver plads til stemmen uden at præsentere melodien større, end det er nødvendigt. What Katie Did har igen en anden lethed. Sammen viser sådanne øjeblikke, at bandets lyd omfatter mere end en rå guitarsang. Melodierne kan skifte holdning, mens kombinationen af nærhed og uro forbliver genkendelig. Denne variation gør det andet album interessant ved siden af debuten.

SENERE SANGE, ANDERUM.

All Quiet on the Eastern Esplanade udkom i 2024. Run Run Run giver en direkte indgang til bandets senere lyd. Melodien og den rytmiske intensitet forbliver vigtig, men det er mere interessant at lytte til de konkrete sange end at sammenligne enhver passage med debuten. Et band kan tale et velkendt sprog og bruge det anderledes på et andet tidspunkt. Spørgsmålet er så, hvilken plads en ny sang giver stemmerne.

Merry Old England og Night of the Hunter tilbyder andre indgangsvinkler i den digitale trackliste. De bevæger opmærksomheden gennem arrangementet på forskellige måder. Den, der kommer ind via det tidlige arbejde, kan sætte disse sange ved siden af Radio America eller Time for Heroes og især lytte til stemmens placering. Det handler ikke om forventningen om, at den ungdommelige intensitet nøjagtigt skal vende tilbage. Det handler om, hvad musikerne fortsætter med at gøre med deres genkendelige melodiske sans.

THE LIBERTINES PÅ VINYL.

Up the Bracket på vinyl og det andet album The Libertines på LP udgør to logiske indgange. Start med debuten for at høre de forskellige former for fart og pladsen i Radio America. Det andet album gør samtalen mellem stemmerne tydelig på en anden måde. Produktsiderne angiver oplysningerne om de specifikke udgivelser. En senere presning har sin egen produktudgivelsesdato, uafhængigt af albummets oprindelige år.

Også All Quiet on the Eastern Esplanade står som en separat indgang på artistsiden. Lyt til pladerne i deres egen rækkefølge, og lad en rolig sang veje lige så tungt som en kendt single. Dermed bliver det tydeligere, hvordan bandet opbygger en stemning. En kort, skarp gestus kan åbne noget, som en efterfølgende sang bearbejder blødere. Sammenhængen ligger ikke i én fast lydstyrke, men i den måde, hvorpå sangene giver hinanden betydning.