AN AMERICAN PRAYER. (The Doors)

En stemme vækker dig. Kort efter giver en baslinje ordene en krop: smidig, tilbagevendende og bemærkelsesværdigt dansabel. På An American Prayer er Jim Morrison igen midt i musikken fra The Doors. Men de fire spiller ikke sammen her. Da pladen udkommer i november 1978, har Morrison været død i syv år. Hans stemme stammer fra tidligere poesiooptagelser. De andre har skabt en ny ramme om dem. Det er netop i forskellen mellem øjeblikket, hvor ordene blev sagt, og øjeblikket, hvor de bliver akkompagneret, at hele historien om dette album ligger.

DIGTEREN HAVDE ALLEREDE EN MIKROFON.

Morrisons interesse for poesi var ikke blot et vedhæng til hans berømmelse som sanger. Han skrev, udgav sine egne værker og optog tekster uden for den sædvanlige form for en Doors-sang. Hvis man kender de talte passager fra det tidlige repertoire, genkender man slægtskabet. En sætning kan åbne en scene hos ham; en uventet pause kan lukke den igen. Et omkvæd er ikke nødvendigt.

Optagelserne fra 1969 og 1970 giver den stemme stor selvstændighed. Man hører ord, der endnu ikke har et fast forhold til trommer eller guitar. Nogle gange er fremførelsen næsten fortrolig, andre gange skubber Morrison et billede frem med kraft. Musikken på det senere album følger derfor ikke en samling af præcist opmålte vers. Den skal forholde sig til et sprog, der allerede har sin egen rytme.

Efter hans død i 1971 fortsatte Ray Manzarek, Robby Krieger og John Densmore først som trio. År senere bragte poesimaterialet dem sammen igen. Resultatet blev præsenteret som et Jim Morrison-album med musik fra The Doors. Det er en betydningsfuld beskrivelse: ordene er i centrum, mens de tre musikere er med til at bestemme, hvordan disse ord når lytteren.

EN FØNEDSAGE PÅ BÅND.

Producer og lydtekniker John Haeny beskriver i sin egen tilbageblik, hvordan en vigtig session fandt sted den 8. december 1970, Morrisons 27. fødselsdag. I The Village Recorder i Los Angeles optog han fremførelsen tørt og i mono. Dermed holdt han plads til en senere bearbejdning. Venner kom forbi, men bandet fortsatte med at spille. Optagelsen var både arbejdsmateriale og en registrering af en konkret aften.

Haeny opbevarede båndene og blev senere en af dem, der skabte albummet. Ved siden af ham og de tre Doors stod Frank Lisciandro i produktionskrediteringen. Den nye musik blev optaget hos Hollywood Sound Recorders; mixet fandt sted hos Cherokee Studios. Det endelige resultat opstod altså gennem udvalg, klipning og ny akkompagnement. Den gamle stemme og de nye instrumenter skulle sammen kunne bære en sammenhængende plade.

GHOST SONG GIVER ORDENE BEVÆGELSE.

Ghost Song er den nemmeste indgang. Bas og trommer lægger en elastisk bevægelse ned, mens guitar og tangenter tilføjer små reaktioner. Der er plads mellem accenterne. Derfor kan Morrisons stemme bevæge sig ind og ud af rytmen uden hele tiden at skulle lande præcis på et slag. Akkompagnementet gør fremførelsen tilgængelig, men udglatter ikke de mærkelige billeder.

Det samspil giver albummet dets egen karakter. Musikerne behøver ikke hele tiden at genskabe deres tidligere lyd. De kan også lade en kort frase svæve rundt, farve en overgang eller træde et skridt tilbage, når en talt passage kræver mere opmærksomhed. Nogle gange fungerer musikken som en sang; andre gange virker den tættere på en filmscene.

Stemmen ændrer også funktion, så snart der ligger en rytme under den. En pause bliver til forventning, en betoning kan besvare et slag, og en gentagelse får noget besværgende. Det er en interessant lytteøvelse at følge kun kadencen i fremførelsen et øjeblik. Man opdager, hvor meget bevægelse der allerede ligger i sproget, før instrumenterne tilføjer noget til det.

FEM DELE, MANGE KORTE SCENER.

Den oprindelige LP er opbygget omkring fem større dele: Awake, To Come of Age, The Poet’s Dream, World on Fire og An American Prayer. Inden for disse dele følger kortere tekster og musikalske passager hinanden. Digitale udgivelser klipper ofte dette materiale i flere separate spor. Det er stadig nyttigt at høre den større bevægelse: En løs titel fortæller ikke altid, hvor en passage bevæger sig hen.

I begyndelsen kommer opvågning, ungdom og erindring frem. Senere bliver verden mere travl og uoverskuelig. Biler, gader, kroppe og stemmer optræder som billeder, der ikke alle bliver pænt forklaret. Morrison kan fremkalde en helt konkret situation og derefter give den et drømmeagtigt twist. Klippningen lader disse skift eksistere i stedet for at gøre dem til en klar livshistorie.

The Movie gør slægtskabet med film særligt hørbart. Fremførelsen skildrer en situation, hvor det at se og blive set er vigtigt. Hvis man her venter på et traditionelt omkvæd, går man let glip af den korte scenes glæde. Spændingen ligger i det, stemmen antyder, og i den plads, der bliver hængende omkring en sætning.

PLUDSELIG ÅBNER KONCERTHUSDØREN.

Midt i den verden dukker en liveversion af Roadhouse Blues op. Pludselig er der et publikum, et kendt riff og en rockbands umiddelbarhed. Den forskel giver nummeret en anden virkning på dette album end i en samling af koncertfavoritter. Lytteren træder ud af en klipning af erindringer og talte billeder og ind i en larmende sal.

Derefter fortsætter pladen igen. Den velkendte sang viser sig at være ét miljø blandt andre miljøer. Netop sådan kan Roadhouse Blues fortælle noget om Morrisons forskellige roller: sanger for et publikum, fortæller tæt på en mikrofon, skaber af billeder, der ikke alle beder om bifald. Albummet sætter disse holdninger ved siden af hinanden uden helt at forsone dem med hinanden.

OMSLAGET, SOM MORRISON SELV FORUDSAW.

Til historien hører også et maleri, som ikke blev det endelige omslag. Kunstneren T. E. Breitenbach fortæller på sin egen hjemmeside, hvordan han i 1970 søgte kontakt til Morrison. Sangeren svarede med idéer til en triptykon og sendte poesi med. Maleriet samlede en strand, en travl by og en natlig vej. Morrison ville bruge det til et album med sine digte.

Ifølge Breitenbach var de senere albumproducere ikke bekendt med denne hensigt. Udgivelsen fra 1978 fik et fotografisk omslag med et portræt af Morrison. Det ubrugte triptykon er derfor mere end en fin fodnote. Det gør det håndgribeligt, at Morrison selv allerede tænkte over de visuelle rammer for sine tekster, mens andre år senere skulle forme den endelige plade.

ET SIDST LIGEFARVE FORBLIVER EN TOLKNING.

Albummet fandt et stort publikum og opnåede platinstatus i USA. Det er bemærkelsesværdigt for en plade, hvor talt poesi får så meget plads. Samtidigt er værdsættelsen af udgivelsen ikke det samme som enighed om hver enkelt del. Spørgsmålet forbliver, hvor meget den nye musik understøtter ordene, og hvor meget den er med til at bestemme deres betydning.

Det spørgsmål behøver ikke at stå i vejen for lytningen. Det gør netop rollen for skaberne hørbart. En mørk akkompagnement kan gøre en linje mere truende; en lys groove kan give den samme fremførelse mere afstand. Morrison kunne ikke længere reagere på disse valg. Albummet bevarer hans stemme, men præsenterer den gennem ørerne og hænderne på de mennesker, der færdiggjorde projektet.

Tag derfor en hel pladeside uden at behandle hvert fragment som en selvstændig sang. Læg mærke til de øjeblikke, hvor instrumenterne overtager noget, og de øjeblikke, hvor stemmen næsten står alene. Mod slutningen, ved Hour for Magic, Freedom Exists og A Feast of Friends, får de korte passager deres vægt gennem alt det, der gik forud. Afslutningen behøver ikke at forklare meget for at ringe længe efter.