ARTIST STORY
KULTEN.
The Cult stiller en bred stem modsat guitarer, der kan cirkle og skubbe. Love, Electric og Sonic Temple viser forskellige former for det samme behov for en stor gestus.
BILLEDBAKGRUND: Ted Van Pelt, via Wikimedia Commons · CC BY 2.0. Billedet er skaleret ned og beskåret afhængigt af skærmen.
Klik for at indlæse Spotify-afspilleren. Spotify bestemmer, hvad du kan afspille.
Åbn i Spotify ↗EN STEMME, DER KRÆVER PLADS
The Cult lyder ofte større end de enkle elementer, som en sang starter med. Et guitarfigurløb kan lægge et fast mønster, mens Ian Astbury lader sin sang bevæge sig meget bredere. Stemmen har vægt og søger en plads, som ikke er helt udfyldt af akkompagnementet. Billy Duffy giver den plads retning: nogle gange med en cirkulerende melodisk linje, nogle gange med et riff, der skubber sangen direkte fremad. Det forhold er et godt udgangspunkt for repertoireet. Gruppen ændrer klang og tilgang mellem forskellige plader, men behovet for en tydelig musikalsk gestus forbliver genkendeligt. Lyt til en intro, før du forventer sangen. Hvilken bevægelse bliver lagt ud, og hvor meget plads er der tilbage? Så snart Astbury træder ind, ændres sangens skala. Det kan fordybe en mørk stemning eller give en direkte rocksang mere dramatik. Musikken virker derfor både gennem sin umiddelbare kraft og gennem kontakten mellem et guitarparti og en stemme, der ikke bare vil blive roligt indenfor.
DREAMTIME OG SØGEN EFTER ET LANDSKAB
Dreamtime tilbyder en indgang til The Cults tidligere albummiljø. Musikken lader et band høres, som ikke kun bruger guitarrock som en række riffs, men også som et middel til at skabe et landskab. Gentagelse kan holde en stemning fast, og en melodisk detalje kan bringe opmærksomheden til et andet sted. Det giver sangen plads til at søge sin egen holdning. Ved en første lytning hjælper det at ikke med det samme sammenligne hver sang med det senere arbejde. Pladen har sit eget tempo for at åbne og trække sig tilbage. En mindre direkte passage er ikke automatisk en svagere sang; den kan forme omgivelserne, hvori den næste melodi bliver ekstra tydelig. The Cult arbejder her med spændingen mellem en mørk basis og en trang til at komme ud. Det forhold vokser videre på Love, men behøver ikke at blive hørt som et forudfastlagt endepunkt. Repertoiret bliver netop mere interessant, når du følger de forskellige måder, hvorpå bandet giver sin klang plads til at indtage.
LOVE: GUITAREN SOM GENKENDELSESPUNKT
Love udkom i 1985 og gør den brede tilgang særligt håndgribelig. She Sells Sanctuary har et guitarfigurløb, der med det samme lægger sin egen bevægelse. Det forbliver genkendeligt, mens sangen giver det mere vægt og fart. Rain, Revolution og andre sange bruger beslægtede midler uden at få den samme form. Bandet kan lade klangen cirkle åbent og derefter tilføje et mere direkte pres. Albummet forbliver derfor fascinerende, når du lytter videre end det mest kendte riff. Brother Wolf, Sister Moon vælger en anden skala; Phoenix sætter guitarerne igen mere tydeligt i forgrunden. De ti oprindelige numre giver hinanden et miljø. På en LP bliver den variation en konkret lytterute, med en afbrydelse mellem siderne, men en genkendelig stemning, der vender tilbage. Love er dermed en god indgang til The Cult som et band, der holder forskellige indflydelser sammen. Sammenhængen opstår ikke af én ensartet lyd, men af den måde, hvorpå guitar, sang og rytmik hele tiden åbner en ny plads.
ELECTRIC OG DEN DIREKTE BEVÆGELSE
Electric lader en mere direkte rockende tilgang høres. Når du går fra Love til denne plade, bemærkes det, hvordan en strammere og tydeligere guitarbevægelse ændrer sangens plads. Stemningen behøver ikke at blive lagt ud så længe; sangen kan hurtigere vise sin retning. Det betyder ikke, at den tidligere identitet forsvinder. Astburys brede indsats og Duffys sans for et genkendeligt figurløb skaber stadig en forbindelse. Forskellen ligger i den måde, hvorpå musikken bruger sin plads. Et cirkulerende mønster lader lytteren kigge sig omkring, et solidt riff sætter ham tidligere i bevægelse. Begge kan overbevise, men kræver en anden opmærksomhed. Prøv derfor ikke kun at vurdere pladerne på, hvor højt de lyder. Lyt til guitarernes opgave og til sangfrasernes længde. Der bliver forandringen konkret. The Cult kan vælge en anden klang og alligevel bevare det samme behov for at give en sang en tydelig silhuet, som bliver siddende i dit hoved efter én lytning.
SONIC TEMPLE OG DEN BREDE GESTUS
Sonic Temple tilbyder igen et andet forhold mellem kraft og plads. Gruppen bruger en stor rockform, hvori en melodi tydeligt kan udfolde sig. Det gør skridtet fra Electric interessant: direktehed og bredde behøver ikke at udelukke hinanden, men deres balance kan ændre sig. Et omkvæd kan føles større, fordi arrangementet arbejder mod indsatsen på en anden måde. Guitaren må understøtte, reagere eller selv danne en melodisk linje. Også senere, på plader som Ceremony og Hidden City, forbliver det meningsfuldt at holde øje med disse funktioner. Et bandnavn og en genkendelig stemme forbinder albummerne, men hvert værk vælger sine egne omgivelser. Diskografivalget giver derfor nogle ruter gennem repertoiret i stedet for én dom over den bedste periode. Vælg den plade, der ligger tættest på din første interesse, og sæt derefter bevidst en anden tilgang ved siden af den. På den måde bliver forskellene ikke forvirring, men en måde at høre The Cults tilbagevendende musikalske valg skarpere på.
FØLG FIGURLØBET, HØR FORANDRINGEN
En enkel måde at genopdage The Cult på er at følge ét guitarfigurløb gennem en hel sang. Bliver det det samme, når sangen træder ind, bliver det bredere i omkvædet, eller forsvinder det et øjeblik, så en anden del får plads? Sådanne forandringer bestemmer, hvor stor musikken føles. Gør derefter det samme med sangen: En lang tone kan få akkompagnementet til at lyde anderledes, mens en kort frase giver rytmen mere vægt. Det samspil er også hørbart, når stilen på en næste plade ændrer sig. Love giver det en åben og atmosfærisk form; andre album vælger en fastere ramme. På vinyl hjælper en hel side med at opleve forskellene mellem sangene i deres rækkefølge. Produktsiden fortæller, hvilken udgave der hører til en intern link. Kunstnerhistorien og Artist Page giver det bredere musikalske miljø. På den måde kan du følge The Cult som et band, der omarrangerer sine midler, mens den genkendelige spænding mellem Duffys guitar og Astburys stemme hver gang trækker opmærksomheden tilbage.
Læs Album Story om Love. På ARTIST PAGE for The Cult finder du pladerne og historierne samlet.
Se Love fra The Cult på vinyl. Produktsiden angiver udgaven og den aktuelle tilgængelighed.
FAKTA
DISKOGRAFI.
En udvalgelse fra The Cults repertoire. Følg linkene til de pågældende plader.
- 01
- 02
- 03
- 04
- 05
FAQ OM THE CULT.
Hvad kendetegner musikken fra The Cult?
The Cult lyder ofte større end de enkle elementer, som en sang starter med. Et guitarfigurløb kan lægge et fast mønster, mens Ian Astbury lader sin sang bevæge sig meget bredere.
Hvilket album kan jeg starte med?
Læs Album Story om Love, og følg derefter de interne diskografilinks til andre sider af repertoiret.
Hvor finder jeg pladerne og historierne samlet?
På ARTIST PAGE for The Cult findes de tilknyttede plader og stories. Produktsiden giver oplysningerne om hver enkelt LP, der tilbydes.
The Cult forbliver genkendelige, når formen ændrer sig: Billy Duffy giver musikken bevægelse, og Ian Astbury gør den plads til en tydelig sangverden.
Opdag flere plader og historier på ARTIST PAGE for The Cult.
PÅ SJELF.
Udforsk hos SJELF The Cult – Choice of Weapon (2LP, Coloured Vinyl), The Cult – Hidden City (2LP, Coloured Vinyl), The Cult – Ceremony (2LP Vinyl), The Cult – Ceremony (2LP, Coloured Vinyl), The Cult – Cult (2LP, Coloured Vinyl), The Cult – Electric Peace (2LP Vinyl), The Cult – Pure Cult (2LP Vinyl), The Cult – Electric (1LP Vinyl). Produktsiderne viser vinyludgaverne og LP-formatet.