SIA.

Den, der kun kender parykken, går glip af størstedelen af Sias historie. Før hun fyldte arenaer uden at vise sit ansigt, havde hun allerede haft en lunefuld karriere bag sig: et band i Australien, et næsten forsvundet første album, år i London, sang hos Zero 7, en kultklassiker, der blev genopdaget gennem en tv-serie, og en periode, hvor hun hellere skrev sange for andre. Det var netop ud af disse omveje, at hendes radikale svar på berømmelse opstod: stemmen i centrum, personen uden for billedet.

ADELAIDE FØR PARYKKEN.

Sia Kate Isobelle Furler blev født den 18. december 1975 i Adelaide. Kunst og musik var tæt på; hendes forældre bevægede sig i et kreativt miljø, og derhjemme lød en bred samling af soul, pop og jazz. Som ung sangerinde sluttede Sia sig til Crisp, et lokalt acidjazzband. Her lærte hun ikke, hvordan man skriver en perfekt popsang, men hvordan man bruger en stemme som et instrument: skurrende, smidig og nogle gange bevidst uforudsigelig.

I 1997 udgav hun sit første solalbum, OnlySee. Pladen blev udgivet i lille skala og nåede næsten ikke et publikum uden for Australien. I bakspejlet lyder den debut som en skitseblok. De store udsvævninger og den knækkede kant i hendes stemme er allerede til stede, men den kunstner, der senere ville nå millioner af lyttere, eksisterer endnu ikke i en genkendelig form. Sia var ikke på vej ad en lige rute. Hun skulle først fare vild.

Efter Crisps opløsning rejste hun til London. Kort før hendes ankomst døde hendes daværende kæreste Dan Pontifex i en trafikulykke. Sorg, depression og afhængighed prægede de efterfølgende år. Sia talte senere åbent om den periode og om sin bedring. Disse oplevelser gør hendes tidlige arbejde til mere end blot en enkel dagbog, men forklarer, hvorfor lethed og smerte så ofte eksisterer side om side i hendes musik.

HEALING I OFFENTLIGHEDEN.

Healing Is Difficult fra 2001 forsøgte at sætte sorgen i bevægelse. Jazz, elektronisk musik og pop smeltede sammen; titlen var oprigtig, næsten ubehageligt direkte. Singlerne gav hende den eneste opmærksomhed, men samarbejdet med hendes pladeselskab var vanskeligt. Sia ville ikke blive reduceret til ét salgbart billede og opdagede tidligt, hvordan musikindustrien gerne forvandler en personlig historie til en genkendelig indpakning.

En vigtigere scene fandt hun som gæstsanger hos det britiske downtempo-duo Zero 7. Hendes stemme på numre som Destiny og Distractions blev en del af den varme, natlige stemning på deres debut Simple Things. Senere vendte hun tilbage på flere plader. For mange lyttere var dette det første møde med Sia: ikke som popstjerne forrest, men som en stemme, der kunne ændre et helt rums farve.

På Colour the Small One fra 2004 blev hendes egen musik mere stille og intim. Pladen fik oprindeligt kun beskedne opmærksomhed. Alligevel var der én sang, som langsomt ville ændre hendes karriere. Breathe Me bygger op fra et sårbart klaverparti til en orkestral udladning uden at miste følelsen af nærhed. Da sangen i 2005 akkompagnerede slutmontagen på tv-serien Six Feet Under, fandt den et nyt publikum verden over.

ET ANSIGT, BRANCHEN KUNNE SÆLGE.

Some People Have Real Problems fra 2008 bragte mere farve og humor. Sia optrådte på coveret med farvet maling på hænder og ansigt, som om hun ville bryde alvoren i singer-songwriter-billedet. Albummet nåede et bredere publikum i USA og viste, at hendes stemme ikke kun var skrøbelig. Den kunne også lyde legende, soulfuld og intens, nogle gange i den samme sang.

Med We Are Born fra 2010 valgte hun mere tydeligt rytme og pop. Pladen var mere energisk, med guitarer og omkvæd, der trådte lettere frem. Succesen voksede, men med den voksede også presset for at sælge Sia som person. Interviews, fotoshoots, promoveringsdage og den konstante vurdering af hendes udseende begyndte at veje tungere. Hvor mange kunstnere ser synlighed som bevis på succes, oplevede hun det i stigende grad som et tab af kontrol.

Der kom en personlig krise til. Sia kæmpede med alkohol og stoffer og nåede et lavpunkt, før hun blev ædru i 2010. Hendes bedring betød ikke, at alle problemer forsvandt, men at hun kunne sætte grænser. En af dem var professionel: hun ville stoppe med det traditionelle kunstnerliv og især skrive sange for andre.

SANGSKRIVEREN BAG RUMMET.

Den beslutning førte uventet til et andet gennembrud. Sia viste sig at være særligt god til at skrive melodier, der øjeblikkeligt lyder velkendte, men alligevel bevarer en særlig spænding. Hun arbejdede på sange for blandt andre Beyoncé, Flo Rida, Christina Aguilera og Rihanna. Hendes demoer var ofte så kraftfulde, at producerne ville bevare den følelsesmæssige struktur intakt, selv når en anden sanger optog den endelige version.

Titanium blev det mest kendte vendepunkt. Sia indspillede en demo til David Guetta i forventning om, at en anden kunstner ville indsynge sangen. Versionen med hendes egen sang blev i sidste ende udgivet. Sangen udviklede sig til et internationalt hit og satte hendes stemme forrest igen, præcis samtidig med, at hun forsøgte at tage afstand fra en solokarriere. Kort efter bekræftede Wild Ones med Flo Rida, hvor genkendelig den stemme nu var blevet.

Med Diamonds for Rihanna beviste Sia, at hun ikke kun var en iøjnefaldende vokalist, men også en arkitekt bag moderne pop. Hun skrev ikke glatte formler. Hendes melodier indeholdt spring, brud og vokaler, som en sanger næsten fysisk må forme. Derfor forblev noget af hendes eget karakter hørbart, selv når hun ikke selv var på optagelsen.

1000 FORMS OF FEAR.

Paradokset blev uundgåeligt: Sia ville forsvinde, men sangene gjorde hende større. Til 1000 Forms of Fear fra 2014 fandt hun et kompromis. Hun vendte tilbage som udøvende kunstner, men præsenterede sig ikke længere på den sædvanlige måde. Den store blonde paryk dækkede hendes ansigt. Under optrædener stod hun ofte med ryggen til kameraet, mens danseren Maddie Ziegler omsatte musikkens følelse fysisk.

Chandelier gjorde den strategi synlig verden over. Sangen lyder først som en enorm festlåt, men teksten beskriver panikken og tomheden bag selvdestruktiv adfærd. Sia synger omkvædet, som om styrke og sammenbrud deler det samme øjeblik. I musikvideoen danser den dengang elleveårige Ziegler alene gennem en forfalden lejlighed med bevægelser, der samtidig er virtuose, ubehagelige og frie.

Videoen blev ikke en illustration til sangen; den blev et andet sprog. Sia kunne være til stede uden at gøre sit ansigt tilgængeligt. Ziegler blev en tilbagevendende performer i videoer og shows, blandt andet omkring Elastic Heart og Big Girls Cry. Parykken udviklede sig i mellemtiden til et verdenskendt symbol. Det, der begyndte som beskyttelse, blev branding, men på Sias præmisser.

Ved at skjule sit ansigt gjorde Sia synligt, hvor meget popmusik normalt længtes efter et ansigt.

AFVISNING BLEV TIL EN PLADE.

This Is Acting fra 2016 byggede videre på en usædvanlig idé: mange sange var oprindeligt skrevet med andre kunstnere i tankerne. Titler, der var blevet afvist eller ikke brugt, fik alligevel Sias stemme. Derfor føles albummet som en samling af mulige karakterer, men også som et bevis på, at en sang ikke holder op med at eksistere, når den første destination forsvinder.

Alive var oprindeligt beregnet til Adele. Cheap Thrills blev skrevet med Rihanna i tankerne, men udviklede sig i Sias egen fortolkning — og senere i en version med Sean Paul — til hendes første nummer ét-hit som hovedkunstner i USA. Pladen gjorde afvisning produktiv. Det, der ikke passede ind i historien om en anden popstjerne, blev det materiale, hvormed Sia fortsatte at skrive sin egen historie.

Den succes ændrede hendes forhold til anonymitet. Hun var berømt nok til, at parykken ikke virkelig holdt hendes identitet skjult, men ritualet forblev meningsfuldt. Det mindede publikum og industrien om, at adgang til musikken ikke automatisk giver ret til adgang til personen. I en tid, hvor sociale medier forventer konstant nærhed fra kunstnere, holdt Sia en tydelig grænse synlig.

JUL, LSD OG EN STØRRE PALETTE.

På Everyday Is Christmas fra 2017 valgte Sia en svær genre: et julealbum med helt nye sange. Sammen med sin faste medforfatter og producer Greg Kurstin skrev hun materiale, der skulle lyde festligt uden kun at gentage kendte traditioner. Snowman udviklede sig år efter udgivelsen via sociale medier til en moderne sæsonklassiker, et eksempel på, hvordan sange i streamingtidsalderen kan få et nyt liv.

Derefter dannede hun trioen LSD sammen med Labrinth og Diplo. Deres fælles album fra 2019 blandede digital maksimalisme, psykedeliske farver og melodier, der konstant så ud til at skifte form. For Sia tilbød projektet en anden rolle: ikke den mystiske solokunstner eller den usynlige sangskriver, men en stemme i en fantasifuld popmaskine.

Samarbejdet passede til hele hendes karriere. Sia har aldrig behandlet genrer som faste rum. Jazz fra Adelaide, triphop i London, klaverballader, elektronisk pop, julesange og stadionomkvæd står ikke uafhængigt af hinanden hos hende. Den samlende faktor er stemmen: rå i kanten, ekstrem i rækkevidden og altid rettet mod det punkt, hvor kontrol bliver til følelse.

MUSIK OG DENS KONSEKVENSER.

I 2021 udkom Music – Songs from and Inspired by the Motion Picture, forbundet med Sias instruktørdebut Music. Projektet fik meget kritik, især på grund af fortolkningen af en autistisk karakter af en ikke-autistisk skuespiller og den måde, hvorpå visse scener skildrede autisme og fysisk indgriben. Sia gav senere en undskyldning og lod en advarselstekst blive tilføjet filmen.

Den episode hører til hendes historie, fordi ambition også medfører ansvar. Filmen var tænkt som en farverig gestus om forbindelse, men hensigten kunne ikke fjerne kritikken af repræsentationen. Det tilhørende album indeholdt igen store, opbyggede popsongs som Together og Courage to Change, men blev uundgåeligt lyttet til i skyggen af debatten om filmen.

Samtidig fortsatte ældre værker uventet med at strømme igennem. Unstoppable, oprindeligt udgivet på This Is Acting, blev år senere til en verdenshit igen gennem korte videoer og sportsmontager. Det understregede en kvalitet, som Sias bedste musik ofte besidder: den første betydning kan være personlig og mørk, mens omkvædet bruges af lytterne som kollektiv styrke.

EN FORNUFTIG KVINDE.

Med Reasonable Woman fra 2024 vendte Sia tilbage til solalbummet som et bredt popstatement. Coveret og billederne bevarede den teatralske forklædning, men musikken søgte åbent samarbejde. Kylie Minogue optrådte på Dance Alone, Labrinth på Incredible og Chaka Khan på Immortal Queen. Gimme Love satte tonen med et omkvæd, der starter småt og gradvist kræver mere og mere plads.

Albumtitlen bærer hendes typiske blanding af alvor og ironi. Efter år, hvor publikum så hende som en stemme, en paryk, en sangskriver eller en overlevelseshistorie, præsenterer Sia sig ikke som et afsluttet menneske. Hun er et værk under udførelse: jordnær, produktiv, nogle gange kontroversiel og stadig i stand til at få en enkel vokal til at knække, som om der ligger et helt liv bag den.

Det er i sidste ende hendes største bidrag til pop. Ikke anonymiteten i sig selv, for verden vidste, hvem hun var. Ikke kun hittene for andre, uanset hvor imponerende den liste er. Sia viste, at en kunstner kan redesigne billedet omkring berømmelse. Hun brugte koreografi i stedet for nærbilleder, en paryk i stedet for permanent tilgængelighed og sange til både at komme tæt på og holde afstand.

Se kunstnersiden for SIA for vinyludgivelser og mere at opdage.

Læs videre om POP og SYNTHPOP.

Udforsk hos SJELF SIA – Reasonable Woman (1LP, farvet vinyl, Atlantic Records), SIA – Reasonable Woman (1LP, farvet vinyl, Atlantic), SIA – 1000 Forms of Fear (Deluxe-udgave) (2LP, farvet vinyl), SIA – 1000 Forms of Fear (1LP vinyl). Produktsiderne viser vinyludgivelserne og LP-formatet.