RAMONES.

ALT STARTER MED SANGEN

Du genkender Ramones på den måde, hvorpå en sang med det samme står på benene. Guitaren lægger rytmen, trommerne skaber en lige vej, og Joey Ramone giver bevægelsen en melodi. Det lyder ukompliceret, men det betyder ikke, at hvert valg er indlysende. Netop når der er få udsmykninger, hører du, hvor vigtig længden på en linje, et akkordskift og en kort pause er. Et omkvæd skal straks gøre sig gældende. Bag læderjakkerne og det velkendte bandlogo gemmer sig derfor en meget præcis pop-intuition. Sangene er små nok til at blive forstået med det samme og solide nok til, at man har lyst til at høre dem igen.

FIRE NAVNE, ÉN LYD

På debutalbummet fra 1976 udgør Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy Ramone kvartetten. Det fælles efternavn lyder som en familieerklæring, selvom det musikalske samspil er den egentlige forbindelse. Johnnys guitar holder akkorderne i bevægelse uden konstant at søge en ny retning. Bassen og trommerne understøtter tempoet, mens Joey kan strække sig over det hele. Lyt til rummet mellem hans sang og de korte guitarbevægelser: derfra kommer meget af genkendeligheden. Bandet giver alle en tydelig del af sangen. Du behøver ikke en separat solo for at høre, hvad musikeren tilføjer til det fælles udtryk.

POP I EN HURTIG JAKKE

Blitzkrieg Bop er en øjeblikkeligt genkendelig indgang, men I Wanna Be Your Boyfriend afslører en anden side af det samme tankesæt. Ønsket om en enkel, sangbar melodi forbliver centralt i begge sange. Blandt Ramones findes også Let's Dance, en coverversion, der synliggør forbindelsen til ældre pop og rock & roll. Punk opstår altså ikke i et musikalsk tomrum. Bandet tager velkendte former med og gør præsentationen kortere og mere intens. Når du primært hører tempoet, går du glip af, hvor omhyggeligt sanglinjerne holdes oppe. Prøv at nynne et omkvæd for dig selv uden guitaren; sangen bevarer sin egen form.

DE FØRSTE PLADER VED SINDEN AF HVERANDEN

Debutalbummet giver et udgangspunkt for Leave Home og Rocket to Russia, som begge udkommer i 1977. På disse efterfølgere forbliver motoren genkendelig, mens repertoiret tilføjer nye melodiske indgange. Road to Ruin følger i 1978 og indeholder I Wanna Be Sedated. Bandet behøver ikke at skifte identitet for at gøre det: en lille ændring i arrangementet eller sanglængden kan gøre meget inden for denne klare ramme. Stil sådanne plader ved siden af hinanden, og kig ikke kun på, hvilken der lyder hurtigst. Hør også, hvor en sanglinje må blive hængende længere, hvor guitaren træder et skridt tilbage, og hvor en rytmisk overgang giver et omkvæd ekstra vægt. Forskellene ligger ofte i udformningen af velkendte virkemidler.

REPETITION SOM VÆRKTØJ

Hos Ramones er repetition ikke en opfordring til ikke at holde op med at følge med. En akkordfigur får netop styrke, fordi du lærer, hvor den bevæger sig hen. Næste indslag føles anderledes, når sangen er vendt tilbage, eller et omkvæd gentages. Bandet opbygger forventninger, som indfries i løbet af få minutter. Det er en anden slags spænding end en lang instrumental udvikling, men ikke mindre. Lyt til trommerne, mens du lader ordene forblive i baggrunden. Du hører, hvordan en regelmæssighed holder sangene sammen, og hvordan små accenter angiver forløbet. Derefter kan du bringe stemmen frem igen og følge, hvordan den skurer mod det samme underlag.

ET BAND ER MERE END ET EMBLEM

Ramones-logoet er så kendt, at musikken nemt kan fungere som baggrund for et varemærke. Pladerne kræver det modsatte: først at høre, hvad der rent faktisk sker. I en sang kan humor, kedsomhed, romantik og fremmedgørelse stå side om side. Det giver direkteheden et menneskeligt ansigt. Ikke enhver tekst er et neutralt slagord, og ikke enhver karakter taler på lytterens vegne. Den korte form lader nogle gange netop ubehagelige observationer komme til udtryk uden at forklare dem i dybden. Hvis man kun betragter musikken som hurtig og munter, fjerner man en del af dens skarphed. Kombinationen af tilgængelige melodier og et skurrende blik gør repertoiret mere interessant end en ensartet punk-attitude.

PLADS TIL ET FULDERE ARRANGEMENT

End of the Century udkommer i 1980 med Phil Spector som producer. Forbindelsen til ældre pop bliver her tydeligere høresbar, blandt andet i Baby, I Love You. Det er en nyttig plade at lægge ved siden af debutalbummet: det samme bandnavn betyder ikke en fuldstændig identisk tilgang. Et fyldigere arrangement kan få sangen til at lande anderledes, mens behovet for et tydeligt omkvæd forbliver. Så bliver det også hørbart, hvad du selv søger hos Ramones. Måske tiltrækker den stramme direktehed dig mest; måske bliver du hængende ved det melodiske rum. Begge lytteveje giver adgang til repertoiret, så længe du lader de enkelte album beholde deres egne valg og ikke reducerer dem til ét lydbillede.

LP'EN SOM EN RÆKKE KORTE MØDER

At lytte til Ramones på vinyl betyder ikke, at hver presning har den samme klang eller udgave. Det betyder, at du kan opleve sangene som en ordnet række. På debut-LP'en følger korte scener hurtigt efter hinanden; en sang, der alene virker enkel at lytte til, får en anden plads mellem sine naboer. Ret opmærksomheden mod overgangene i stedet for kun mod de velkendte omkvæd. Bandet holder dig i bevægelse, men lader også tilstrækkeligt forskel høres mellem længsel, spot og uro. Den tilknyttede produktside angiver oplysningerne om den tilbudte udgave. Brug diskografien til derefter at vælge en næste plade og følge fortællingen om dette genkendelige musikalske sprog videre.

Læs Album Story om Ramones. På ARTIST PAGE for Ramones finder du pladerne og historierne samlet.

Se Ramones fra Ramones på vinyl. Produktsiden angiver udgaven og den aktuelle tilgængelighed.

ON THE SJELF.

Ramones – Ramones (1LP Vinyl, Warner Music Group)Ramones – Summer In the City: Live In San Francisco (2LP, Coloured Vinyl)Ramones – Road To Ruin (1LP Vinyl)Ramones – Leave Home (1LP Vinyl)Ramones – Rocket To Russia (1LP Vinyl)

Se alle plader fra Ramones