PINK FLOYD.

Pink Floyd kendte flere liv. Først var der Syd Barretts farverige psykedelia, derefter den søgende overgang med David Gilmour, og efterfølgende det klassiske samarbejde, hvor Roger Waters, Richard Wright og Nick Mason hver især udgjorde en uundværlig del af lyden. Til sidst blev netop spændingen mellem disse personligheder en del af musikken.

LONDON WAS READY TO LEAVE EARTH.

Pink Floyds rødder ligger i 1960'ernes London. Roger Waters, Nick Mason og Richard Wright mødes under deres arkitektstudie. Da Syd Barrett slutter sig til, får gruppen ikke kun en guitarist og sanger, men også en navngiver og en forfatter med en helt egen fantasi.

Barrett kombinerer enkle popmelodier med eventyrlige ord, uventede akkordskift og en guitar, der ikke holder sig pænt inden for linjerne. De tidlige optrædener i klubber som UFO forbindes med væskeprojektioner, lysshows og lange improvisationer. Musikken er ikke kun en række sange; den forandrer rummet, som publikum står i.

The Piper at the Gates of Dawn fra 1967 indfanger den første verden. Arnold Layne og See Emily Play viser den kompakte side, mens Interstellar Overdrive bryder formen op. Pink Floyd lyder britisk, excentrisk og kosmisk uden blot at kopiere amerikansk psykedelia.

SYD BARRETT BECAME THE FIRST ABSENCE.

Barretts opførsel bliver i 1967 og 1968 mere og mere uforudsigelig. Presset fra succes, intensivt stofbrug og psykiske problemer gør det svært at optræde og samarbejde. David Gilmour, en gammel bekendt fra Cambridge, bliver oprindeligt tilføjet for at dække de liveforpligtelser, der er opstået.

Situationen viser sig at være uholdbar. Barrett forlader gruppen i 1968. Hans afgang er ikke et afsluttet kapitel. Fravær bliver et tilbagevendende tema i Pink Floyds arbejde, senere tydeligst på Wish You Were Here. Personen, der formede bandets første identitet, forbliver til stede som et minde i de efterfølgende identiteter.

På A Saucerful of Secrets overlapper perioderne kort. Barretts Jugband Blues står ved siden af materiale, der fører de tilbageværende medlemmer mod et nyt sprog. Pink Floyd må lære at eksistere uden den forfatter, der havde bestemt begyndelsen.

THE BAND LEARNED TO BUILD SLOWLY.

Årene efter Barrett er et laboratorium. Pink Floyd skriver filmmusik, eksperimenterer med længere suiter og fordeler kompositionsrollerne. Albummer som More, Ummagumma og Atom Heart Mother indeholder både vellykkede fund og ruter, som gruppen senere ikke følger videre.

Netop den søgende periode er essentiel. Gilmours guitar udvikler en sangbar klarhed. Wright bruger orgel og klaver til at lade harmonien fungere som atmosfære. Mason tænker i rum og dynamik, mens Waters i stigende grad giver retning til koncept og tekst.

Meddle fra 1971 bringer elementerne sammen. One of These Days er rytmisk og truende; Echoes fylder en hel pladeside og bevæger sig fra en enkelt pianoklang til sang, improvisation, abstrakt lyd og tilbagevenden. Bandet har endelig fundet en metode, hvor individuelle bidrag bliver til én stor gestus.

Pink Floyd skabte ikke en baggrund for en fortælling. Selve pladen blev rummet, hvori fortællingen fandt sted.

THE DARK SIDE OF THE MOON MADE TIME PHYSICAL.

På The Dark Side of the Moon fra 1973 forvandler Pink Floyd universelle temaer til et præcist album: tid, penge, angst, død og mental opløsning. Lydeffekter og talte fragmenter forbinder sangene, mens musikken ubesværet bevæger sig mellem rock, soul, elektronika og jazz.

Alan Parsons hjælper som tekniker med at holde de mange lag klare. Gæstsangeren Clare Torry gør The Great Gig in the Sky til et ordløst følelsesudbrud. Kasseapparatet fra Money, urene fra Time og hjerteslaget ved begyndelsen og slutningen er ikke pynt; de giver abstrakte emner en fysisk form.

Den globale succes forandrer bandets position for altid. Fra det øjeblik kan Pink Floyd realisere stort set enhver studietanke, men samtidig skrive om et liv, som på grund af den succes i stigende grad kommer længere og længere væk fra det almindelige eksistensgrundlag.

WISH YOU WERE HERE LOOKED AT THE EMPTY CHAIR.

Wish You Were Here fra 1975 handler om fravær, musikindustrien og Syd Barrett. Shine On You Crazy Diamond omgiver albummet med en langsom opbygning, hvor fire toner er nok til at åbne et helt minde.

Under sessionerne dukker Barrett uventet op i studiet, stærkt forandret og i begyndelsen ikke genkendt af alle. Historien er blevet berømt, fordi den næsten virker for perfekt til at passe til albummet, men den virkelige styrke ligger i musikken: bandet forsøger ikke at bringe den gamle Syd tilbage. De anerkender, at en person kan forblive til stede netop fordi han ikke længere er der.