GRACELAND. (PAUL SIMON)

BASSEN MEDVIRKER I FORTÆLLINGEN.

De første takter i The Boy in the Bubble giver ikke meget plads til en forsigtig start. Rytmen har tyngde, harmonikaen trækker en skarp linje, og bassen bevæger sig med bemærkelsesværdig smidighed under den. Da Paul Simon begynder at synge, er musikken allerede en verden i sig selv. Han træder ind, finder en plads mellem accenterne og gør det til en fortælling.

Vil du fortsat følge baslinjerne og modstemmerne selv? Se Graceland af Paul Simon på vinyl hos SJELF.

Det er en god måde at lytte til Graceland på. Følg ikke kun sangen, men vælg et instrument og hold fast i det. Bassen kan besvare en sætning, en guitarfigur kan sætte den næste linje i bevægelse. Intet behøver at blive fremhævet for at være afgørende. Sangene er tilgængelige, mens der under deres kendte overflade sker meget mere end en akkompagnement, der blot følger akkorderne pænt.

EN KASSETTE ÅBNER EN NY DØR.

I midten af 1980'erne var Simon en hyldet sangskriver, der søgte en ny retning. Hearts and Bones fra 1983 havde ikke opnået meget kommercielt. En kassette med sydafrikansk musik, som han hørte via sangskriveren Heidi Berg, vækkede en anden slags begejstring. Især bevægelsen i Gumboots, spillet af Boyoyo Boys, blev hængende. I stedet for blot at lade en beslægtet rytme efterligne den, ønskede Simon at samarbejde med musikere fra det musikalske miljø.

Dermed ændrede også hans udgangspunkt sig. Ordene behøvede ikke altid at komme først. En groove kunne først få en karakter, hvorefter en melodi og en fortælling skulle forholde sig til den. For en forfatter, der arbejder så omhyggeligt med sætninger, er det en interessant omvending. Rytmen bliver en samtalepartner, der ikke bare viger, når sangeren har brug for lidt mere plads.

SAMSPIL, GENLYTNING, FORMÅGELSE.

I februar 1985 rejste Simon og lydtekniker Roy Halee til Johannesburg. I Ovation Studios optog de rytmiske grundpartier med sydafrikanske musikere, herunder guitaristen Ray Phiri og bassisten Bakithi Kumalo. Halee lod musikerne stå tæt sammen med øjenkontakt. Den indbyrdes reaktion skulle forblive mærkbar. Simon udviklede derefter sange ud fra det optagne materiale.

Pladen fik videre form i flere studier. I New York blev meget monteret og færdiggjort; andre bidrag blev blandt andet optaget i London og Los Angeles. Simon producerede, Halee stod for optagelse og lyd. Graceland lyder derfor både som et samspil og som en omhyggeligt fremstillet studioplade. Farten i en velfundet groove bevares, også når den endelige sang består af forskellige arbejdsmiljøer.

Musikerne leverer hver især noget genkendeligt. Kumalo kan lade sin bas synge uden at miste fundamentet. Phiris guitar bevæger sig med korte, klare figurer gennem rytmerne. Deres partier kræver opmærksomhed, men giver også plads til hinanden. Den, der kun beskriver pladen som en ny stil for Paul Simon, overser, hvor mange individuelle musikalske personligheder der bærer lyden.

EN REJSE MED LYS OG SKYGGE.

Titelsangen har noget af en vej, der fortsætter med at glide under dig. Akkompagnementet holder en jævn bevægelse, mens Simon i sin sang tillader små accelerationer og tøven. Destinationen henviser til Graceland, Elvis Presleys hus i Memphis, men sangen føles større end en rejsebeskrivelse. Der lyder et behov for at ankomme et sted, også selvom man endnu ikke præcis ved, hvad der skal ændre sig der.

Den kombination af bevægelse og usikkerhed giver albummet dets menneskelige dimension. Musikken lyder ofte opmuntrende, men fortælleren står ikke konstant med begge fødder solidt på jorden. Der er spørgsmål om kærlighed, identitet og den mærkelige verden omkring ham. Simon behøver ikke at lade instrumenterne lyde dystre for at gøre spændingen mærkbar. Nogle gange rammer en urolig tanke endnu skarpere, når rytmen fortsætter glædeligt.

I Know What I Know skaber en helt anden slags energi. Sangens svar gør fortællingen levende og uforudsigelig; musikken ser ud til hele tiden at få svar fra flere sider. Gumboots holder den fart, med en melodi, der nemt bevæger sig mellem instrumenterne. Sammen viser numrene, hvor kompakt denne plade kan være. Der behøver ikke at komme et langt solo, før en musikalsk stemme har sagt noget særligt.

STEMMER, DER FORANDER RUMMET.

I Diamonds on the Soles of Her Shoes skaber Ladysmith Black Mambazo det første rum. De dybe stemmer har tyngde, de højere stemmer bringer lys, og den fælles frasering lader musikken trække vejret. Så snart instrumenterne kommer ind, bliver den vokale start siddende i øret. Sangen har allerede etableret sin stemning, før hele bandet begynder at bevæge sig.

Joseph Shabalala og hans gruppe er også essentielle for Homeless, som Simon skrev sammen med Shabalala. Her kan man endnu bedre høre, hvad der sker mellem stemmerne. En tone bæres, en anden stemme reagerer, og den fælles klang skifter farve. Det er et af de steder, hvor pladen beder dig om at give slip på det sædvanlige forhold mellem sanger og akkompagnement. Sanggruppen bærer fortællingen med sig.

I modsætning hertil står den direkte genkendelighed af You Can Call Me Al. Åbningsmotivet er klart, rytmen indbydende, og omkvædet bliver hurtigt siddende. Alligevel er arrangementet konstant i bevægelse. Det korte basudbrud trækker opmærksomheden ned et øjeblik, før resten fortsætter. En sang, som man næsten ubevidst kan genkende på radioen, viser sig ved opmærksom lytning at være overraskende fyldt med små møder.

Under African Skies, med Linda Ronstadt ved siden af Simon, vælger en blødere glans. Stemmerne supplerer hinanden uden at miste deres egen karakter. Længere frem bringer That Was Your Mother og All Around the World or the Myth of Fingerprints igen andre rytmiske farver. Derfor ender pladen ikke som en gentagelse af dens første fund. Det musikalske landskab fortsætter med at ændre sig indtil det sidste nummer.

HISTORIEN HØRER TIL.

Optagelserne i Sydafrika fandt sted under apartheid og en international kulturel boykot. Boykotten skulle isolere regimet. Simons beslutning om alligevel at arbejde der blev kritiseret: kunne et musikalsk samarbejde stå alene fra disse politiske omstændigheder? Simon forsvarede projektet ud fra samarbejdet med musikerne. Forskellen mellem disse synspunkter forsvinder ikke, fordi pladen lyder smukt eller nåede mange mennesker.

Den spænding gør netop opmærksom lytning meningsfuld. Graceland gav disse samarbejder en stor international scene, men de sydafrikanske traditioner eksisterede længe før Simon arbejdede med dem. Ray Phiri, Bakithi Kumalo, Joseph Shabalala og deres kolleger var ikke ubeskrevne sider. Deres viden og spil hjalp pladen med at få sin form. Den kunstneriske udveksling og kritikken af omstændighederne hører begge til historien.

ET ROELIGT COVER, EN BEVÆGELIG PLADE.

Coveret vælger en bemærkelsesværdigt rolig komposition: meget lys plads, små bogstaver og centralt en malet rytter på en hest. Der er intet stort portræt af Simon på forsiden. Billedet inviterer til at kigge tættere på. For os passer det forhold til pladen: det første indtryk er klart, men opmærksomheden går hurtigt til detaljerne inden for rammen.

På vinyl giver den rummelige formgivning det lille billede ekstra tilstedeværelse. Tiltrækningskraften ligger her i kombinationen af cover, rækkefølge og lytning. Lad numrene følge hinanden, og lad forskellene blive en del af én bevægelse. Den åbnende harmonika, den vokale start på Diamonds og tilbageholdenskaben i Homeless reagerer anderledes på hinanden, end hvis du kun vælger den mest kendte single.

EN NY STANDARD.

Graceland udkom den 25. august 1986 og blev Simons kommercielt mest succesfulde solopalbum. I 1987 vandt det Grammy for Album of the Year; i 1988 fulgte Record of the Year for titelsangen. Det er to forskellige udmærkelser. Den vedvarende tiltrækningskraft ligger imidlertid i noget mindre målbart: Sangene er nemme at komme ind i, og samtidig inviterer de til at lytte mere præcist.

Udforsk hos SJELF PAUL SIMON – Graceland (1LP Vinyl). Produktsiderne viser vinyludgaverne og LP-formatet.