KIND OF BLUE. (Miles Davis)

Før Miles Davis' første solo på Kind of Blue begynder, har bassen allerede udtalt den vigtigste sætning. Paul Chambers spiller temaet fra So What. De andre instrumenter giver et kort svar. Der er ingen hast med at lade hele paletten høres på én gang. Et par toner, en reaktion og lidt luft imellem viser sig at være nok til at fastholde opmærksomheden.

Til en lytning med plads til hver frase finder du Kind of Blue fra Miles Davis på vinyl hos SJELF.

Når trompeten træder frem, bevares den plads. Miles placerer sine fraser omhyggeligt. Du hører, hvordan en enkelt tone kan vente, hvordan en pause forbereder den næste sætning. Optagelsen lyder velkendt, selv ved første bekendtskab. Samtidig sker der nok til at følge et andet instrument igen og igen.

EN ANDEN MÅDE AT KOMME VIDERE PÅ.

I 1959 var Miles allerede en etableret bandleder, der udforskede sin næste retning. Året før havde han med Milestones skabt musik, hvor et enklere harmonisk udgangspunkt gav solisten mere frihed. Også hans samarbejde med arrangøren Gil Evans og hans filmbandscore til Ascenseur pour l’échafaud havde vist, hvor meget stemning der kunne opstå ud fra et begrænset antal midler.

Tanken bag Kind of Blue er forståelig uden musikteori. I meget jazz bevæger solisterne sig langs en række akkorder, der skifter på faste tidspunkter. Her fik de mere tid på vigtige steder inden for et bestemt tonesystem. Derfor behøvede deres melodier ikke at springe så markant fra akkord til akkord. De kunne strække et motiv, gentage det eller nærme sig det fra en uventet vinkel.

Det betød ikke et farvel til bluesen. Freddie Freeloader og All Blues viser netop, hvor levende den tradition forbliver i albummet. De fem stykker følger heller ikke alle den samme opskrift. Miles valgte forskellige rammer, der passer sammen i klang og opmærksomhed.

TO DATOER, SYV NAVNE.

Optagelserne fandt sted den 2. marts og 22. april 1959 i Columbias 30th Street Studio i New York. Irving Townsend ledede sessionerne som producer; Fred Plaut stod for optageteknikken. Den første dag leverede de tre stykker på side A. Den anden dag kom All Blues og Flamenco Sketches på bånd.

Udover Miles stod to meget forskellige saxofonister: John Coltrane på tenor og Julian ‘Cannonball’ Adderley på alt. Paul Chambers spillede bas, og Jimmy Cobb spillede trommer. Ved klaveret sad der normalt Bill Evans, som vendte tilbage til disse sessioner. Wynton Kelly spillede på Freddie Freeloader. Den ene forskel er ikke en fodnote: hans klare, swingende tilgang giver det andet stykke en egen karakter.

Ensemblets styrke ligger i forskellene. Miles kan holde en tanke kort, hvor Coltrane bygger videre på den. Cannonball bringer en bevægelig, varm tone med sig. Chambers og Cobb sørger i mellemtiden for, at det hele holder gang. Stilheden mellem blæserne er aldrig tom: bag hver solo hører du nogen lytte og reagere.

SPONTANITET MED EN RAMME.

Bill Evans skrev den oprindelige omslagstekst. Han sammenlignede improvisation med en form for maleri, hvor et penselstrøg ikke bliver slebet væk bagefter. Ifølge hans forklaring kom Miles med skitser, der gav musikerne retning. Ideen var at holde den første musikalske reaktion i live, med nok form til at komme frem til noget sammen.

Det bliver nogle gange forenklet til historien om, at alt på pladen er spillet i ét forsøg. De bevarede sessiondata fortæller noget mere præcist: der var falske starter, og af Flamenco Sketches findes en anden komplet udgave. Spontaniteten er høresbar, men der blev også truffet valg. Det album, vi kender, er den valgte form for disse møder i studiet.

Det er netop det, der gør det interessant at høre pladen som samspil. Ingen får et tomt ark uden aftaler, og ingen behøver at fastlægge hver detalje på forhånd. Rammen er klar nok til at blive sammen, åben nok til at give plads til en personlig stemme.

SO WHAT: EN SAMTALE I KORTE SÆTNINGER.

Efter den frie introduktion fra klaver og bas sætter So What sit enkle spørgsmål-og-svarformat. Temaet har noget ubesværet over sig, men timingen er præcis. Den korte reaktion falder altid på det rigtige sted. Så snart Miles begynder at solere, bevares den følelse af en samtale. Hans melodi behøver ikke at blive presset for at have retning.

Coltrane giver derefter det samme stykke mere tæthed. Hans linjer søger videre, mens Cannonball igen bringer en anden bevægelighed med sig. Den, der hører solisterne efter hinanden, bemærker, hvordan et begrænset udgangspunkt kan give plads til forskellige idéer. Formen forbliver; den person, der taler, ændrer sig.

EN BLUES OG EN LANGSOM CIRKEL.

Freddie Freeloader føles mere jordnær og løs. Kellys klaver giver korte, rytmiske svar og holder samtalen let på foden. Melodien er enkel nok til at huske, men bliver hver gang belyst anderledes gennem fraseringen. Det er et godt tidspunkt også at følge Cobb: trommerne giver støtte uden at udfylde hver eneste sprække.

Derefter ændrer Blue in Green afstanden. Klaveret farver baggrunden, trompeten spiller med dæmper, og melodien ser ud til at dreje sig om sig selv. Coltranes tenor tilpasser sig den intime skala. Efter den relativt direkte blues får tiden en anden udstrækning. En frase kan dø ud, før den næste tager dens plads.

Den oprindelige LP angav Miles som komponist af alle stykker. Omkring Blue in Green har den tilskrivelse længe været genstand for diskussion: Bill Evans' andel anerkendes bredt. Den officielle forklaring ved Legacy Edition drøfter også hans bidrag. For historien om denne plade er det væsentligt. Navnet på forsiden omfatter et musikalsk resultat, som flere mennesker har givet form.

SIDE B HOLDER PLADSEN ÅBEN.

All Blues begynder med en bølgende bevægelse. Bassen forbliver genkendelig, klaveret tegner en let vibration omkring den, og blæserne lader temaet træde frem. Taktens tredelte opdeling giver stykket en anden balance end den første side. Det svinger uden at blive tungt. Over det mønster kan Miles lade en melodi opstå, der lyder afslappet og præcis på samme tid.

Slutstykket Flamenco Sketches tager udgangspunkt i fem efterfølgende toneskalaer. Solisten bestemmer, hvor meget tid han bruger i hvert område. Derfor virker overgangene snarere som en fælles vejrtrækning end en række forudtællede trin. Det kræver opmærksomhed fra alle: en ny farve skal opfanges af hele gruppen.

Titlen antyder en spansk stemning, men du hører et akustisk jazzensemble, der udforsker den plads på sin egen måde. Klaveret lader akkorderne hænge, blæserne taler hver for sig, og rytmesektionen forbliver tilbageholdende til stede. Pladen slutter uden en stor slutstreg. De sidste klange efterlader stadig noget i rummet.

SKYGGEN PÅ OMSLAGET.

Det oprindelige omslagsbillede er af Jay Maisel. Miles' ansigt og trompet træder frem fra en mørk baggrund. Billedet koncentrerer sig om et lille øjeblik af spil. Det valg passer til optagelsens skala: intet storslået gruppebillede, men opmærksomhed på holdning, lys og et instrument.

Bag på omslaget står Evans' tekst om improvisation. Således tilbyder emballagen to måder at komme ind på: først billedet af musikeren, derefter tanken bag samspillet. På den oprindelige LP ligger Blue in Green i slutningen af side A. Efter at have vendt pladen begynder den længere bevægelse fra All Blues. Den opdeling giver albummet et tydeligt andet åndedrag.

BLIVET STOR VED AT BLIVE SPILT IGEN.

Kind of Blue udkom den 17. august 1959 hos Columbia. Det udviklede sig til en af de mest kendte indgange til jazz og blev i 2002 optaget i det amerikanske National Recording Registry. I det samme udgivelsesår udkom også blandt andre Mingus Ah Um, Time Out og The Shape of Jazz to Come. Jazz havde flere nye retninger på én gang.

Holdbarheden af denne plade ligger ikke kun i dens ry. Du kan følge den uden at nævne akkorderne, og alligevel høre mere og mere, når du vender tilbage. En basnode, der klinger længere, en kort klaverreaktion, stedet hvor Miles venter et øjeblik: det er små begivenheder, der bærer det hele. Musikken giver dig nok at holde fast i og nok plads til selv at lytte videre.

Udforsk hos SJELF MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP, Coloured Vinyl, Jazz Images), MILES DAVIS – Kind of Blue (Corrected Speed) (2LP, Coloured Vinyl), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP, Coloured Vinyl, Vinyl Passion), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP, Coloured Vinyl, Waxtime Clear Vinyl), MILES DAVIS – Kind of Blue (2LP Vinyl, Reissue, Waxtime), MILES DAVIS – Kind of Blue (2LP Vinyl, Analogue Productions), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP, Coloured Vinyl, 20th Century Masterworks), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP, Coloured Vinyl, Columbia), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP Vinyl, Jazz Images), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP, Coloured Vinyl, Waxtime In Color), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP Vinyl, Jazz Wax), MILES DAVIS – Kind of Blue (2LP Vinyl, Music On Vinyl), MILES DAVIS – Kind of Blue (Corrected Speed) (2LP Vinyl), MILES DAVIS – Kind of Blue (1LP Vinyl, Music On Vinyl). Produktsiderne viser vinyludgivelserne og LP-formatet.