LOUIS ARMSTRONG.

FRIHEDEN I ÉN NOTE.

Åbningen af West End Blues varer kun et par sekunder. Alligevel sker der nok til, at man straks sætter sig op. Louis Armstrong blæser en linje, der skyder op, bøjer og et øjeblik hænger i luften. Resten af bandet er endnu ikke begyndt. Han indtager rummet, uden at det lyder som om, han har travlt med at fylde det. Derefter falder musikken på plads, og det første udbrud får et miljø.

Optagelsen er fra den 28. juni 1928. Næsten et århundrede senere kan man stadig høre, hvorfor den blev et vendepunkt: En person spiller en melodi, som om han på stedet bestemmer, hvordan tiden skal løbe. Armstrong kan få en note til at vente, fremskynde en kort frase og derefter lande præcis på det rigtige tidspunkt. Det er virtuositet, der fortæller en historie. Selv uden at vide noget om akkorder eller jazzhistorie kan man følge den bevægelse.

For mange lyttere begynder hans navn ved en helt anden lyd: den hæse varme fra What a Wonderful World. Mellem den stemme og den unge trompetist ligger en lang karriere, men også en tydelig forbindelse. I begge kan man høre, hvordan en kendt melodisk linje bliver personlig. Armstrong giver hver note en retning. Måden, han sætter noget i gang, holder fast i det eller giver slip, er ofte mindst lige så vigtig som melodien selv.

NEW ORLEANS SOM FØRSTE SKOLE.

Louis Armstrong blev født den 4. august 1901 i New Orleans. Han voksede op med få penge og arbejdede allerede som ung. Musikken hørte til på gaderne og i byens daglige bevægelse. Efter at være blevet placeret i Colored Waif’s Home fik han undervisning af Peter Davis og udviklede sig på cornetten, det messinginstrument, som hans musikalske karriere begyndte på.

Joe “King” Oliver blev en vigtig mentor. I 1922 hentede Oliver ham til Chicago; et år senere lavede de optagelser sammen. Pianisten Lil Hardin, som Armstrong blev gift med i 1924, opmuntrede ham til at vælge en selvstændig retning. Efter en periode hos Fletcher Henderson i New York vendte han tilbage til Chicago. I 1925 begyndte han at optage under sit eget navn.

HOT FIVE OG EN ANDEN MÅDE AT LYTTE PÅ.

Optagelserne af Hot Five og Hot Seven udgør hjertet i Armstrongs tidlige arbejde. Det er originale pladesider fra tiden med 78-plader. Når man i dag lytter til dem som et album, hører man normalt en senere samling af enkelte sessioner. Den forskel er nyttig: Denne musik opstod længe før den moderne studio-lp blev den sædvanlige form for en musikalsk fortælling.

Lyt til den måde, hvorpå en kort trompetfrase kan træde frem fra den fælles travlhed. De andre instrumenter fortsætter med at bevæge sig, men din opmærksomhed rettes et øjeblik helt skarpt mod én musiker. Hot Five-pladerne hjalp den individuelle stemme med at få en ny plads i jazzen. Man behøver ikke at trække en skarp grænse mellem “før” og “efter” for at forstå det. Det spændende er netop, at man kan høre forandringen i selve musikken.

I optagelserne fra 1928 er pianisten Earl Hines en vigtig samtalepartner. På Weather Bird står klaver og trompet over for og ved siden af hinanden, med en livlighed, der næsten får optagelsens alder til at forsvinde. Den ene spiller kaster en idé frem, den anden giver den en ny retning. Der er plads til bravur, men også til en hurtig reaktion. At lytte er her tydeligvis en del af at spille.

EN STEMME MED SIN EGEN RYTME.

Armstrongs sang har den samme frihed. Hans klang er rå, umiddelbart genkendelig og langt fra et glatpoleret ideal. Det er netop den tekstur, der giver ordene vægt. En stavelse kan blive til et lille slagtøjsinstrument; en frase kan se ud til at løbe efter akkompagnementet og alligevel falde perfekt på plads. Resultatet er særdeles naturligt, som om han fortæller sangen personligt til en person på den anden side af bordet.

ALL STARS OG PLADSEN I ET ALBUM.

Fra 1947 blev den lille besætning i All Stars hans faste sceneform. Musikerne skiftede gennem årene; gruppens lyd gav meget plads til genkendelige individuelle stemmer. På Louis Armstrong Plays W.C. Handy fra 1954 og Satch Plays Fats fra 1955 er repertoiret fra to vigtige komponister i centrum. Armstrong kan blive længere inden for den samme musikalske verden end på én enkelt singelside.

Satchmo: A Musical Autobiography fra 1957 ser tilbage på en anden måde. Armstrong optager tidligere repertoire på ny og fortæller samtidig om det. Det er derfor mere end en bunke gamle plader i en ny cover: Man hører en ældre musiker, der igen nærmer sig sin egen musikalske fortid. Afstanden mellem de oprindelige fremførelser og det senere blik gør projektet interessant, selv når man allerede kender de kendte melodier godt.

ELLA, OSCAR OG DUKE.

På Ella and Louis fra 1956 virker mødet på papiret næsten kontrastfyldt: Ella Fitzgeralds klare linje ved siden af Armstrongs rå tekstur. I fremførelsen opstår der netop en afslappet forståelse. De behøver ikke at lyde ens for at finde hinanden. Glæden ligger i forskellene, i hvordan en frase skifter farve, når den næste stemme overtager den.

Også Ella and Louis Again, Porgy and Bess og samarbejdet med Oscar Peterson vidner om den kemi. Hos Duke Ellington opstår en anden samtale igen. Sessionerne med Ellington fra 1961 gav de oprindelige album Recording Together for the First Time og The Great Reunion. Senere udgaver samler det materiale som The Great Summit. For den, der samler plader, er det netop den slags titelforskel, man skal være opmærksom på: Et andet cover betyder her ikke automatisk en anden session.

ET SMIL VAR IKKE HELE HISTORIEN.

Armstrongs internationale popularitet gav ham tilnavnet Ambassador Satch. Men hans position som sort amerikansk verdensstjerne medførte også modsigelser. I 1957 udtalte han sig skarpt om behandlingen af de sorte elever, der forsøgte at få adgang til en tidligere segregeret skole i Little Rock. Hans offentlige venlighed betød ikke ligegyldighed over for det, der skete derhjemme.

Den spænding får en musikalsk form i The Real Ambassadors, projektet af Dave og Iola Brubeck, som Armstrong indspillede til i 1961. Pladen udkom i 1962. Historien blotlægger modsætningen mellem et Amerika, der sender sine jazzmusikere ud som kulturelle repræsentanter, og den ulighed, de står overfor i deres eget land. Armstrong bringer mere med sig end blot en berømt stemme.

HALLO DOLLY, EN VIDUNDERLIG VERDEN.

I 1964 nåede Hello, Dolly! førstepladsen på den amerikanske singelliste og afbrød The Beatles' række af nummer-ét-hits. Armstrong var 62 år. Optagelsen lyder, som om han træder ind i rummet, og alle allerede kender ham. Omkvædet har en opstemt selvfølgelighed, men de små forsinkelser og accenter forbliver helt hans. Det er en god forklaring på hans brede rækkevidde: Man kan med det samme være med, og samtidig hele tiden høre nye detaljer.

What a Wonderful World, optaget og udgivet som single i 1967, vælger en anden skala. Orkestret lægger et roligt fundament under hans stemme. Armstrong behøver ikke at presse sig; hver frase får tilstrækkelig plads. Singlen slog oprindeligt ikke bredt an i USA. Den senere berømmelse kan derfor sløre, hvor forskellige den første modtagelse og en optagelses lange liv kan være.

Helt sent i sin karriere fortsatte han med at prøve forskelligt materiale. Disney-sange fik hans farve, og på Louis Armstrong and His Friends fra 1970 vendte han sammen med producer Bob Thiele tilbage til et budskab om samhørighed. Det samme år fulgte et countryalbum. Hans stemme forblev genkendelig i disse forskellige miljøer. Armstrong døde den 6. juli 1971 i New York, med et livsværk, der for længst ikke længere lod sig begrænse til ét publikum.

ONE THING YOU DIDN’T KNOW.

Armstrong lavede også collager derhjemme. Han klippede billeder, breve og avisudklip ud og brugte dem blandt andet til at dekorere kasserne til sine båndoptagere. Louis Armstrong House Museum opbevarer hundredvis af disse kasser. Hans blik som samler var meget personligt: egne minder, andre kunstnere og hverdagsbilleder kunne stå side om side.

Se LOUIS ARMSTRONGS kunstnerside for vinyludgivelser og mere at opdage.

Læs videre om JAZZ.

Udforsk hos SJELF LOUIS ARMSTRONG – Plays W. C. Handy (1LP, farvet vinyl, genpres), LOUIS ARMSTRONG – Wonderful World: the Best of Louis Armstrong (1LP vinyl), LOUIS ARMSTRONG – Louis In London (1LP vinyl), LOUIS ARMSTRONG – The Definitive Album By Louis Armstrong (1LP, farvet vinyl), LOUIS ARMSTRONG – Satch Plays Fats (1LP vinyl), Louis Armstrong – One Night In Highland Park (1LP vinyl). Produktsiderne viser de tilgængelige vinyludgivelser og LP-formatet.