TO PIMP A BUTTERFLY. (Kendrick Lamar)

En baslinje snor sig gennem elektroniske lyde. George Clinton dukker op, stemmer skifter form, og Kendrick Lamar træder ind i en verden, hvor rigdom samtidig er belønning og fælde. Wesley's Theory åbner To Pimp a Butterfly, som om fremtiden allerede er begyndt, men regningen endnu skal betales. Den, der forventede en ordentlig efterfølger til good kid, m.A.A.d city, fik i marts 2015 et album, der samtidig så ud til at åbne alle døre.

Vil du følge de musikalske forbindelser gennem hele pladen? Se To Pimp a Butterfly af Kendrick Lamar på vinyl hos SJELF.

AFTER COMPTON.

På good kid, m.A.A.d city fra 2012 havde Lamar opbygget sin barndom i Compton som en fortælling med karakterer, telefonsamtaler og farlige omveje. Succesen førte ham til store sale og et internationalt publikum. Til det næste album ændrede spørgsmålet sig. Hvad sker der med en person, der forlader sit miljø, mens miljøet fortsat bestemmer ham indefra?

I et interview med NPR beskrev Lamar den ubehagelige afstand mellem en fyldt koncertsal og menneskene derhjemme. Under rejserne var der venner, der døde, og familiemedlemmer, der havde problemer. På scenen havde han indflydelse på tusindvis af fremmede; hos de mennesker, han kendte, kunne han ikke altid være til stede. Denne modsætning blev albummets drivkraft. Succesen gjorde fortællingen mere kompleks.

A WIDER HISTORY.

En rejse til Sydafrika i 2014 hjalp ham med at se sin personlige historie i en større sammenhæng. Han besøgte blandt andet Robbenøen, hvor Nelson Mandela havde siddet fængslet. I albummets mundtlige historie hos Recording Academy fortæller Lamar og hans medarbejdere, hvordan denne oplevelse ændrede musikken i retning.

Jazz, soul og funk blev en del af det sprog, som Lamar tænkte videre i. Blandt andre arbejdede Terrace Martin, Sounwave, Thundercat og Flying Lotus omkring ham. Deres forskellige baggrunde muliggjorde et album, der kunne skifte mellem rap, instrumentalt samspil og næsten teatralsk stemmebrug uden at miste den rytmiske kerne.

THE STUDIO AS AN ENSEMBLE.

Meget af albummet blev optaget og mixet i No Excuses Studio. Teknikeren Derek “MixedByAli” Ali fortalte Sound on Sound, at Lamar nogle gange først lagde foreløbige melodier og lyde over bas og trommer. De endelige ord og den endelige vokal fulgte senere, da musikken var blevet yderligere bearbejdet. Skrivning og optagelse smeltede således sammen.

Det kan man høre på den plads, stemmen indtager. Nogle gange presser Lamar sig mod rytmen, andre gange lægger han korte accenter ind i den. Han ændrer sin tone fra tør og distanceret til jaget eller næsten knust. Produktionen skal kunne bære disse bevægelser. En tætpakket komposition kan pludselig give plads til et parti, hvor stemmen træder meget mere direkte frem.

Ali arbejdede med et mixebord og eksternt udstyr, men betydningen af det ligger her i resultatet: bas, trommer, stemmer og instrumentale detaljer skal forblive hver især genkendelige i en tæt helhed. Albummet lyder fyldigt uden at hver sang får den samme tekstur. Overgangene er mindst lige så vigtige som de enkelte numre.

FUNK WITH SOMETHING AT STAKE.

King Kunta er en af de tydeligste indgangsvinkler. Bassen lægger en kort, stiv bevægelse. Stemmen kan udfordre og accelerere omkring den, mens kroppen øjeblikkeligt forstår rytmen. Sounwave fortalte, at en tidlig version faktisk var meget mere jazzpræget. Lamar bad om et mere beskidt, enklere fundament; andre trommer og Thundercats bas hjalp med at forme det.

Den enkelhed er relativ. Grooven holder dig på samme sted, mens Lamar gradvist skaber mere spænding. Det er dansemusik, hvor selvtillid kan høres blive opbygget. På Wesley's Theory bevæger de elektroniske og instrumentale lag sig derimod meget mere uforudsigeligt. Pengenes fristelse får en næsten karnevalslignende lyd: attraktiv, tætpakket og svær at stille til ro.

THE VOICE TURNS INWARD.

Midt i denne bevægelige musik står du. Lamars stemme lyder der forvirret, som om en anklage gang på gang skal presses ud af den samme mund. Sangen gør selvbevidsthed til mere end et pænt tilbageblik. Du hører en person, der stadig befinder sig i konflikten.

Det tilbagevendende talte digt forbinder sådanne øjeblikke med resten af pladen. Der bliver hele tiden lagt et stykke til. Ord, der først ser ud til at stå alene, får senere en anden plads i helheden. Derfor kræver albummet hukommelse: det, der lød tidligere, forbliver aktivt under det næste nummer.

I samtalen med NPR understregede Lamar, at den hårde selvanklage på The Blacker the Berry var rettet mod ham selv. Denne forskel er vigtig. Han præsenterer sig ikke som en person, der står uden for problemet og nemt kan dømme sit samfund. Hans offentlige stemme og hans egen vrede kan eksistere samtidig.

ALRIGHT LEAVES THE ALBUM.

Alright åbner derefter et rum, hvor lettelse bliver mulig. Den korte omkvædslinje er nem at synge sammen. På albummet står dette håb ved siden af angst, tvivl og vold. Derfor lyder det som noget, mennesker har brug for for at kunne komme videre.

I 2015 blev sangen sunget til protester mod politivold. Optagelsen fik dermed et andet liv uden for albummets rækkefølge. En individuel fortælling blev et kollektivt udtryk. Det gør Alrights placering særlig: den kan forene en menneskemængde og samtidig forblive en del af en plade, der ikke tilbyder en enkel trøst.

Også i får sin styrke gennem det miljø, den optræder i. Efter så mange sammenstødende stemmer lyder selvkærlighed ikke som en selvfølgelig ejendom. Det er noget, der skal skabes plads til. Den urolige albumversion holder denne indsats hørebar.

WHO GETS THE PICTURE?

Omslaget, fotograferet af Denis Rouvre, flytter en gruppe sorte mænd og børn til forsiden af Det Hvide Hus. Sort-hvidbilledet er fyldt med ansigter, kroppe, gestikulationer og synlige penge. Nederst ligger en hvid figur med en dommerhammer. Scenen læses som en udfordrende iscenesat omvending af magt.

Lamar står her blandt andre. Du må se gennem gruppen for at finde ham. Det passer til et album, hvor hans egen karriere hele tiden fører tilbage til et fællesskab. Den monumentale baggrund hører til den officielle magt; den tætpakkede forgrund bryder den afstand, som en sådan bygning normalt skaber. Omslaget stiller visuelt det samme spørgsmål som musikken: hvem får adgang, og hvad ændrer sig, når denne adgang kræves?

A CONVERSATION ACROSS TIME.

På Mortal Man slutter albummet i en konstrueret samtale med Tupac Shakur. Lamars spørgsmål kombineres med svar fra et ældre interview. Det er ikke et ægte møde mellem de to, men en montage, der sætter to generationer side om side.

Denne afslutning gør de tidligere henvisninger til indflydelse og ansvar konkrete. En kunstner kan arve en stemme, men ikke nødvendigvis alle svar. Stilheden til sidst føles derfor ikke som en afsluttet konklusion. Det næste skridt forbliver hos den levende taler og hos lytteren.

AN ALBUM THAT STAYS OPEN.

I 2016 vandt To Pimp a Butterfly Grammyen for Bedste Rap-album. Alright vandt desuden Bedste Rap-sang og Bedste Rap-optræden. Denne anerkendelse bekræftede synligheden af en plade, der kombinerede kommerciel succes med en markant og krævende form.

Den vedvarende tiltrækningskraft ligger også i den måde, albummet inviterer til genlytning. Først falder stemmen, bassen og de store kontraster i øjnene. Senere bliver overgangene, de gentagne ord og de skiftende perspektiver vigtigere. En sang, der lyder direkte hver for sig, kan få en mere kompleks betydning i helheden. Pladen giver gradvist sin sammenhæng slip.

Udforsk hos SJELF KENDRICK LAMAR – To Pimp a Butterfly (2LP Vinyl, A&M). Produktsiderne viser de tilgængelige vinyludgaver og LP-formatet.