HARRY BELAFONTE.

Allerede før du tænker på et album, hører du det råb. Harry Belafonte starter Banana Boat (Day-O) med en stemme, der lyder både tæt på og langt væk. Svaret kommer tilbage, rytmen sætter ind, og en arbejdsdag får en melodi. Det er en af de mest kendte åbninger inden for populærmusikken. Men bag glæden ved at synge med gemmer sig en person, der har arbejdet hele natten og vil hjem.

MELLEM HARLEM OG JAMAICA.

Harry Belafonte blev født den 1. marts 1927 i Harlem, New York. En del af sin barndom tilbringer han på Jamaica. De to miljøer er stadig hørbare i hans arbejde: den amerikanske verden af teater, jazz og folk, og de caribiske sange, der hører til dagligdagen. Hans repertoire bliver et sted, hvor sådanne traditioner kan mødes. En nationalsang behøver ikke for ham at blive inden for grænserne for sit ophav.

Efter sin tjeneste i den amerikanske flåde søger han sin vej i teatret. I New York studerer han skuespil og bliver involveret i American Negro Theatre. Her opstår kontakter, der vil præge hans liv, blandt andre Sidney Poitier og Paul Robeson. Især den kombination af kunst og samfundsansvar er af betydning. En optræden kan få noget til at føles og samtidig rejse spørgsmålet om, hvem der egentlig bliver hørt.

SKUESPILLEREN I SANGEREN.

Belafontes stemme er varm, men sjældent blot behagelig. Han kan starte et ord blødt, lade spændingen hænge et øjeblik og derefter pludselig give vægt til et kort udråb. Du hører en person, der spiller en situation. Hans frasering gør en sang til en lille scene: der er en fortæller, der er et miljø, og ofte er der en person, han henvender sig til.

Den teatralske evne hjælper ham, når han bevæger sig fra jazzstandarder til et bredere folk-repertoire. På plader som Mark Twain and Other Folk Favorites og Belafonte får stemmen plads mellem akkompagnementet. Arrangementerne behøver ikke konstant at overbevise. En pause, et guitarfigurer eller et koroversvar kan være nok til at bringe opmærksomheden tilbage til ordene. Han synger med et publikum i tankerne, selv når han står i et studie.

BANANA BOAT: ARBEJDET BAG VERDENS-HITTEN.

Banana Boat (Day-O) udspringer af den jamaicanske tradition for arbejdssange. Perspektivet er det fra havnearbejdere, der om natten læsser bananer på skibe. Når dagen bryder, vil de have deres arbejde talt, så de kan komme hjem. Den smitsomme melodi bærer derfor et meget håndgribeligt ønske: arbejdet skal anerkendes, vagten skal slutte, og kroppen har brug for hvile.

Belafontes version er ikke en sang, der bare opstår ud af det blå. Ved bearbejdningen er også forfatteren William Attaway og Irving Burgie involveret. Burgie, der også optræder som Lord Burgess, spiller en vigtig rolle i repertoiret omkring Belafontes gennembrud. De navne hører til historien, fordi en berømt fortolker nemt kan tiltrække sig al opmærksomhed. Her arbejder en eksisterende sangtradition, en ny bearbejdning og en usædvanligt genkendelig fremførelse sammen.

Åbningen gør det med det samme klart. Belafonte råber, før akkompagnementet helt bærer sangen. Derefter svarer koret. Det skift mellem for-sanger og gruppe gør nummeret tilgængeligt: du behøver ikke kende hele historien for at forstå reaktionen. Samtidig lyder der en sammenhæng igennem. Én person sætter træthed i ord, andre bekræfter, at de har været igennem den samme nat.

Læg mærke til, hvor lidt hastværk fremførelsen har. Råbet må ringe ud; svarene falder i en fast bevægelse. Den rytmiske lethed fjerner ikke det hårde arbejde fra historien. Netop den forskel gør nummeret rigere end dets ry som en festlig sang at synge med til. Hvem kun ser på melodien, hører afslapning. Hvem tager arbejdernes perspektiv med, hører også venten, tællingen og slutningen på en lang vagt.

CALYPSO ER ET BREDT NAVN HER.

Nummeret åbner Calypso fra 1956. Den titel forbindes verden over med Belafonte, men kræver sondring. Calypso har sin egen historie på Trinidad og Tobago; Day-O har jamaicanske rødder. Pladen samler forskellige caribiske sangformer. Hvem putter alt under én stilbetegnelse, går glip af forskellene mellem øerne, deres musikalske traditioner og de historier, sangene bærer med sig.

Det kommercielle omfang er enormt. Calypso bliver den første lp fra en solokunstner, hvorfra mere end en million eksemplarer sælges. Ved siden af Day-O står der Jamaica Farewell, hvor afsked og længsel får en blødere form. Sammen lader de numre to sider af hans tilgang høre: det fælles svar og den personlige fortælling. Stemmen kan kalde en gruppe sammen og et øjeblik senere tale til én lytter.

Decennier senere får Day-O og Jump in the Line et nyt publikum gennem Tim Burtons film Beetlejuice fra 1988. For mange lyttere begynder deres bekendtskab der. Det er et godt udgangspunkt for at vende tilbage til selve pladerne. Jump in the Line står på Jump Up Calypso fra 1961 og bruger en meget mere livlig bevægelse. Det ene nummer beder om svar; det andet sætter hele rummet i bevægelse.

LÆNGERE END DET KENDTE OMKVÆD.

På Belafonte Sings the Blues fra 1958 skifter farven. Repertoiret indeholder blandt andet værker af Ray Charles og Billie Holiday. Belafonte tager sangene med til sin egen måde at fortælle på. Han behøver ikke at lyde som deres oprindelige fortolkere. Det er interessant, hvordan den præcise udtale og den dramatiske timing fortsat virker, når det caribiske miljø giver plads til andre harmonier og en anden slags spænding.

Også de fælles plader udvider billedet. Med Lena Horne laver han Porgy and Bess; med Miriam Makeba udkommer An Evening with Belafonte/Makeba i 1965. Den sidste plade vinder en Grammy for folk i 1966. Det er musik, hvori hans interesse for Sydafrika og hans samarbejde med Makeba bliver håndgribeligt. Scenen giver plads til en anden stemme, et andet sprog og en historie, som det amerikanske publikum ikke nødvendigvis kender.

BERØMTHED SOM ET PRAKTISK MIDDEL.

Hans engagement i borgerrettighedsbevægelsen får også en konkret form uden for musikken. Belafonte støtter Martin Luther King og hjælper med at indsamle penge. Under kampagnen i Birmingham i 1963 organiserer han økonomisk støtte, blandt andet til kaution. Det arbejde viser, hvad berømmelse kan gøre, når der er et netværk bag. En fyldt sal giver opmærksomhed; relationer, tid og penge kan omdanne den opmærksomhed til hjælp.

Fra 1987 er han UNICEF Goodwill Ambassador, en rolle, han udfylder indtil sin død i 2023. Også hans modstand mod apartheid forbliver vigtig. På Paradise in Gazankulu fra 1988 lyder forbindelsen til Sydafrika igen. Albummet ligger langt fra lydverdenen i Calypso, men interessen for mennesker, relationer og værdighed fortsætter. Hans senere karriere kan derfor ikke let begrænses til en række nostalgiske optrædener.

Også uden et politisk budskab i hver sang forbliver den holdning hørlig. Belafonte behandler en nationalsang som en historie, der er værd at bringe med omhu. Humor og alvor kan eksistere side om side. En legende reaktion fra koret udelukker ikke fortællerens træthed, ligesom en elegant fremførelse ikke behøver at skjule en sangs oprindelse.

HVORDAN LYTTER DU VIDERE?

Start med Calypso og sæt derefter Belafonte Sings the Blues på. Forskellene gør hans konstante egenskaber bedre hørbare: den klare fortælling, den omhyggeligt placerede betoning og følelsen af, at hver sang har brug for et miljø. For hans omgang med publikum er Belafonte at Carnegie Hall fra 1959 et logisk næste skridt. Det er et livealbum og står derfor uden for studiodiskografien nedenfor, men hører til historien.

Se Belafontes kunstnerside for at opdage vinyludgivelser og mere.

Læs videre i FOLK.