Grace Jones

Hos Grace Jones kan én lagt, udtryksfuld sætning fylde mere end et storslået omkvæd. Hendes stemme behøver ikke at bevise, at hun er til stede. Hun er der allerede. Rundt om den stemme kan disco, reggae, new wave og funk skifte skikkelse, men midtpunktet forbliver genkendeligt: kontrolleret, fysisk og fyldt med egen autoritet.

MERE END EN SILHUET.

Jones blev født på Jamaica og flyttede med sin familie til USA. Hendes arbejde som model bragte hende også til Paris. Mode, fotografi og musik skulle i hendes karriere blive tæt forbundet. Alligevel er det for nemt at behandle musikken udelukkende som akkompagnement til det kraftfulde billede. Pladerne har også uden et foto en uomtvistelig personlighed.

Det hører man på hendes brug af afstand. Jones kan næsten tale en tekst og alligevel blive præcis inden for melodien. Hun fremhæver ikke automatisk de ord, som en anden sanger ville vælge. En kort stilhed kan blive lige så antydende som en langstrakt tone. Den timing gør hendes stemme svær at forveksle med en andens.

DISCO SOM FØRSTE RUM.

De første tre album, Portfolio, Fame og Muse, udkom mellem 1977 og 1979. De placerer Jones i discoværdenen, men også der er hendes fremførelse ikke en almindelig del af akkompagnementet. Musikken kan skinne og invitere, mens hun holder en vis afstand.

Hendes version af La Vie en rose viser, hvad en fortolkning kan være. Sangen bliver ikke blot gjort hurtigere eller givet en ny baggrund. Forholdet mellem længsel og selvkontrol ændres. Jones lader melodien brede sig og holder samtidig noget for sig selv. Derfor lyder romantikken ikke som en fastlagt sandhed, men som noget, der langsomt udfolder sig.

COMPASS POINT FORANDER PERSPEKTIVET.

Med Warm Leatherette fra 1980 skiftede lyden. I Compass Point-miljøet, med blandt andre Sly Dunbar og Robbie Shakespeare, fik bas, trommer og rummet imellem en anden rolle. Chris Blackwell og Alex Sadkin var vigtige partnere. Akkompagnementet behøvede ikke at udfylde hver eneste sprække for at være kraftfuldt.

Det passede til Jones. Den dybe stemme kunne bevæge sig mellem de rytmiske accenter uden at skulle konkurrere med en konstant fyldig produktion. Covers blev råmateriale til en egen musikalsk verden. En sangs oprindelige genre bestemte ikke længere, hvad der var muligt med den. En sang kunne åbnes op, sættes i langsomt tempo eller blive givet en ny krop.

NIGHTCLUBBING: KOLDE MED ET HEARTBEAT.

På Nightclubbing fra 1981 falder de idéer sammen. Pull Up to the Bumper henter meget af sin kraft fra forholdet mellem bas og stemme. Grooven er præcis, men ikke stiv. Små accenter gør gentagelsen levende. Jones behøver ikke at skille sig ud; hun bliver en uundværlig del af den bevægelse.

Titelsangen, kendt fra Iggy Pop, får en anden temperatur. Hvor man tror, man genkender velkendt materiale, ændres holdningen. I’ve Seen That Face Before (Libertango) åbner igen et andet rum, med en melodi, der ser ud til at bevæge sig uden for den gængse poprute. Sammenhængen kommer fra Jones selv, ikke fra en fastlagt genre.

Det gør albummet interessant at lytte til i sin helhed. Sangene viser forskellige overflader, men den samme rytmiske intelligens. Der er altid plads til spænding. En overdrevet fyldig arrangement ville netop tage noget af den kraft.

STEMMEN BLIVER EMNET.

Living My Life fortsatte samarbejdet. På Slave to the Rhythm fra 1985, lavet med Trevor Horn, blev konstruktionen tydeligere høresbar. Albummet behandler en musikalsk idé fra forskellige sider. Gentagelse, talte fragmenter og produktion bliver en del af fortællingen.

Det er ikke en almindelig samling af løse singler. Den, der kun forventer den kendte sang, hører på pladen en større, mærkeligere form. Jones forbliver genkendelig, mens omgivelserne hele tiden forskydes. Netop den kombination af en stærk personlighed og en skiftende indramning gør eksperimentet overbevisende.

Inside Story og Bulletproof Heart bragte andre produktioner og accenter. De hører til en karriere, hvor Jones ikke lod sig begrænse til én succesfuld periode. Stemmen kunne få en anden akkompagnement uden at give afkald på sin kant.

EN TILBAGEKOMST MED EGENE MINDER.

Med Hurricane udkom der i 2008 igen et studiealbum. Den lange afstand til den forrige plade er høresbar som et ekstra perspektiv, ikke som et forsøg på at lyde yngre. Williams’ Blood bringer familiehistorien tæt på, mens Corporate Cannibal antager en meget mere truende skikkelse.

Albummet viser, hvor personlig figuren bag ikonet kan blive. Autoriteten forbliver, men minder og sårbarhed træder også frem. Det gør ikke Jones mindre. Det gør det tydeligt, hvor mange forskellige følelser der passer ind i den kontrollerede fremførelse.

EN EGEN TAKT.

Jones' indflydelse rækker derfor ud over tøj eller scenepræsentation. Hun viser, at en popstemme ikke hele tiden behøver at være eftergivende. Hun kan kræve plads, holde noget tilbage og alligevel forblive tilgængelig. Den bedste indgang er opmærksomhed på frasering: hør, hvor hun starter en sætning, hvor hun stopper, og hvad bandet gør i det mellemrum.

Se kunstnersiden for GRACE JONES for vinyludgivelser og mere at opdage.

Læs videre om FUNK og NEW WAVE.