THE MOUNTAIN WILL FALL. (DJ Shadow)

Et bjerg er et mærkeligt billede for et album fra en person, der allerede har opnået så meget. Alligevel passer det til DJ Shadow i 2016. Hans debut er nu en klassiker, hver ny plade sammenlignes med den, og en genkendelig fortid kan også blive til en hindring. The Mountain Will Fall gør denne situation musikalsk interessant. Josh Davis søger et næste skridt uden at love lytteren, at det skridt fører tilbage til 1996.

Pladen indeholder tolv numre. Run the Jewels står ved siden af Nils Frahm, Ernie Fresh ved siden af Matthew Halsall, mens G Jones og Bleep Bloop bringer en helt anden elektronisk baggrund ind. På papiret ligner det en samling af spredte retninger. Albummet bliver først virkelig spændende, når man spørger, hvad DJ Shadow gør med det. Gæsterne må gerne forblive genkendelige, men optagelsen skal også blive til noget andet gennem hans hænder.

ET DJ-SET ÅBNER DØREN.

Efter The Less You Know fra 2011 kom en periode, hvor Shadow igen lyttede til meget aktuel musik som dj. Sets på Low End Theory og hans All Basses Covered-aftener gav plads til det. I stedet for udelukkende at præsentere sit eget arbejde kunne han igen vælge mellem det, andre skabte på det tidspunkt. Denne lyttepraksis blev en af forløberne til det nye album.

Det er en væsentlig forskel fra billedet af producenten, der kun fordyber sig dybere i sit eksisterende arkiv. Nyt arbejde fra andre skabere kan gøre dine egne vaner synlige. En rytme, du endnu ikke har brugt, en bas, der står anderledes i rummet, eller en elektronisk lyd, der ikke har meget at gøre med din smagshistorie: sådanne møder kan ændre det spørgsmål, du træder ind i studiet med.

The Mountain Will Fall udkom den 24. juni 2016 hos Mass Appeal. Der er fem år mellem dette album og dets forgænger. Pladen skal derfor ikke kun høres som et svar på den berømte debut. Det arbejde, der umiddelbart gik forud, og skaberens nylige lytning har også en plads. En karriere består af efterfølgende beslutninger, ikke af én succesfuld formel og alle afvigelser herfra.

TITELNUMRET SKABER PLADS.

Det instrumentale titelnummer åbner et miljø, før en rapper træder frem. De elektroniske lyde giver dig ikke med det samme en kendt gammel plade at holde fast i. Det er et passende første skridt for dette album. Producenten står forrest som formgiver af hele rummet: ikke kun som leverandør af et loop, men også som den, der bestemmer, hvor stort, tæt på eller ubestemt en lyd kan føles.

Netop ved siden af de senere stemmer får denne åbning betydning. Du bliver først bedt om at træde ind i en lydverden og får derefter en sang, der taler meget mere direkte til en person. Albummet lader forskellige typer opmærksomhed eksistere side om side. Nogle gange følger du en figur i forgrunden, andre gange skal du selv finde forbindelserne mellem rytme og tekstur. Rækkefølgen gør denne variation til en del af kompositionen.

NOBODY SPEAK: TO STEMMER, INGEN TVIVL.

På “Nobody Speak” tager El-P og Killer Mike, sammen med Run the Jewels, rummet med det samme. Deres samspil giver nummeret en markant karakter. Hvor et instrumentalt nummer kan efterlade meget åbent, bringer rappere en specifik holdning og en strøm af ord med sig. Produktionen skal kunne bære dem uden blot at forsvinde i baggrunden.

Tiltrækningskraften ligger også i denne fordeling af roller. To stemmer kan drive hinanden frem, afbryde og forstærke; et tilbagevendende musikalsk motiv kan holde deres energi genkendeligt sammen. DJ Shadow behøver ikke at blive en usynlig ledsager til det. Måden, hvorpå nummeret fordeler sine slag og åbne pladser, hører til glæden ved udførelsen. Beatet og rappere har hver deres vægt.

“Nobody Speak Part 2” er en anden optagelse fra jubilæumsperioden i 2026, med Denzel Curry og TiaCorine. Den er ikke med på den her tilkoblede standard-dobbelt-LP. Forskellen er enkel, men vigtig: En kendt sang, der senere får en ny version, ændrer ikke med tilbagevirkende kraft den oprindelige albumrækkefølge.

BERGSCHRUND ER IKKE ET PIANO-INTERMEZZO.

Nils Frahm er kendt for den måde, han forbinder tangenter og elektronisk lyd på. Hvem kun forventer et stille klaver ved hans navn, får her en anden indgang. Til “Bergschrund” leverede han en vintage-synthlinje, som Shadow videreudviklede. Samarbejdet handler altså ikke om en genkendelig gæst, der lige kommer for at gøre sit sædvanlige trick. Materialet bliver en del af en fælles optagelse.

Titlen er et udtryk for en revne i højtbeliggende is. Som lyttebillede er det antydende: En overflade kan se solid ud og alligevel indeholde en åbning. Du behøver ikke forestille dig et bogstaveligt bjerglandskab for at følge spændingen mellem kontinuitet og afbrydelse. Lyt til, hvordan en tilbagevendende bevægelse kan ændre betydning gennem det, der placeres ved siden af den. Gentagelsen behøver ikke selv at forsvinde for at blive urolig.

SIDESHOWET OG TRYKKEN FRA ET BEAT.

“The Sideshow” med Ernie Fresh bringer stemmen tydeligt tilbage. Derefter står “Depth Charge” som afslutning på side B. Så skifter albummet mellem en person, der kræver opmærksomhed, og en produktion, der selv skal bære hele billedet. Denne variation forhindrer, at det instrumentale arbejde automatisk behandles som et mellemspil mellem gæstenummrene.

Det er også en god måde at lytte til dobbelt-LP'en på. Hver side tæller tre numre. Du får dermed små grupper, hvor forskellene træder tydeligere frem. En overgang bliver et spørgsmål: Hvad overtager det næste nummer, og hvad efterlader det i stedet? Den fysiske afbrydelse efter tre numre giver plads til at lade en sådan bevægelse synke ind, før du fortsætter.

ASHES TO OCEANS: EN MUSIKER BLIVER MATERIALE.

På “Ashes to Oceans” arbejder Shadow med trompetisten Matthew Halsall. Det interessante ligger ikke kun i tilstedeværelsen af en jazzmusiker. Halsalls spillede materiale blev optaget og derefter behandlet som noget, som producenten kunne bygge videre på. Dermed udviskes den enkle modsætning mellem en fundet sample og et liveoptaget instrument. I begge tilfælde kan en optagelse blive begyndelsen på et næste kompositions-skridt.

Det gør samarbejdet anderledes end en gæste-solo over et allerede færdigt beat. Skaberen af lyden og den, der placerer den i tid, deler resultatet. Et åndedræt, en tone eller en kort frase kan få mere eller mindre plads gennem et nyt miljø. Den oprindelige udførelse forbliver vigtig, men montagen bestemmer også, hvordan du oplever den.

Nummeret varer over seks minutter og får midt på side C tid til at udvikle sig. Efter “Mambo” og før “Pitter Patter” danner det sin egen skala på pladen. Lad den længde virkelig ske. Forskellene mellem kort intensitet og en længere udvikling er en del af albummet, ikke et problem, der skal glattes ud af en playliste.

PITTER PATTER OG DEN NYERE GENERATION.

G Jones og Bleep Bloop medvirker på “Pitter Patter”. Deres tilstedeværelse gør forbindelsen til mere aktuel elektronisk produktion konkret. De står på den samme plade som musikere med helt andre baggrunde. Det er fristende at beskrive det som et sammenstød af generationer, men det mere nyttige spørgsmål er, hvad samarbejdet i optagelsen muliggør.

En producent behøver ikke at bevise sin identitet ved at have spillet hver lyd selv. Hans håndskrift kan også ligge i valget, bearbejdningen og de indbyrdes forhold. Det princip løber fra Shadows tidlige samplearbejde til dette album. Kilderne ændrer sig; ansvaret for at gøre det til en overbevisende helhed består.

CALIFORNIA OG AFSLUTNINGEN.

Den sidste side indeholder “California”, “Ghost Town” og “Suicide Pact”. Efter alle de forskellige gæster slutter det oprindelige program med tre numre uden angivne gæsteartister. Det giver skaberen det sidste rum. De kendte navne har været en del af rejsen, men de behøver ikke at forklare afslutningen for ham.

For dem, der primært forbinder Shadow med melankoli, er det interessant at lade netop denne plade stå i sin helhed. Ikke hver passage søger den samme følelsesmæssige temperatur. Et album kan være tungt, brutalt, rummeligt og eftertænksomt uden at én adjektiv til sidst skal vinde. Sammenhængen opstår fra den måde, hvorpå disse holdninger efterfølger hinanden, og fra øret, der har valgt overgangene.

ET NYT COVER TIL DET SAMME PROGRAM.

Til tiårsjuben vendte Paul Insect tilbage for at genforestille sit oprindelige design. 10th Anniversary Standard Edition er en dobbelt-LP på sort 140-grams vinyl i et gatefold-cover. Denne historie viser forsiden af den tilbudte udgave. Billedet passer altså til produktet hos ON THE SJELF, selvom pladen så anderledes ud ved sin første udgivelse.

Den store Deluxe-udgivelse fra jubilæumskampagnen er et separat produkt med flere plader og ekstra materiale. Den digitale Deluxe-version er også mere omfattende. Standardudgaven, som SJELF tilbyder her, har de tolv oprindelige numre fordelt på fire sider. Spotify-knappen ved historien åbner derfor den kontrollerede tolv-track-version. Så kan du følge programmet uden at holde bonusmateriale for en del af denne LP.

MERE END EN KLASSIKER.

The Mountain Will Fall er interessant, fordi en etableret omdømme ikke bliver til et endeligt svar her. Shadow kan invitere en rapper, lade en synthlinje træde ind eller optage en trompetist som kildemateriale, og derefter igen stille det samme spørgsmål: Hvorfor hører disse lyde sammen på dette sted? Det arbejde er ikke forbi, når en første plade er blevet en klassiker.

Endtroducing forbliver et vigtigt udgangspunkt for hans historie. Men en karriere bliver rigere, når udgangspunktet ikke overtager hver ny destination. På denne plade får den tanke en praktisk form: tolv forskellige skridt, samlet af en person, der hellere vil blive ved med at lytte end at tale om sin egen fortid.

Læs også ARTIST STORY, og se ARTIST PAGE for DJ Shadow. Vores HIP-HOP-guide og TRIPHOP-guide tilbyder den bredere kontekst.

KEEP DIGGING.

OPDAG MERE.

Læs videre om kunstnerne, lydene og baggrundene fra denne historie.

ARTIST STORY

DJ SHADOW.

Fra universitetsradio til samplekunst uden stilstand.

LÆS HISTORIEN →

BILLEDBILLEDE: Scott Sandars / Wikimedia Commons · DJ Shadow live, 2006 · CC BY 2.0 · Eksisterende Commons-udsnit; responsivt beskåret af SJELF.

GENRE-GUIDE

TRIPHOP.

Historien og lydverdenen bag denne musik.

LÆS HISTORIEN →

BILLEDKREDIT: SJELF · eget Genre Guide-billede.

GENRE-GUIDE

HIP-HOP.

Historien og lydverdenen bag denne musik.

LÆS HISTORIEN →

BILLEDKREDIT: SJELF · eget Genre Guide-billede.