BUG. (Dinosaur Jr.)

FREAK SCENE ÅBNER DØREN.

Bug udkom oprindeligt i 1988 som Dinosaur Jrs. tredje studiealbum. Åbneren Freak Scene viser med det samme, hvorfor en klar melodi hos dette band ikke behøver en pæn indramning. Riffen giver retning, guitaren fylder rummet, og J Mascises stemme holder en vis afstand. Disse elementer fortæller ikke alle den samme historie. Derfor forbliver sangen bevægelig: en melodi, der hurtigt bliver genkendelig, kan stadig have et usikkert eller skurrende miljø.

Nummeret er en god indgang, men forklarer ikke albummet alene. Bug består i sin oprindelige form af ni sange. Pladen veksler mellem kompakte melodiske bevægelser og passager, der søger mere plads. Det er værd at lytte videre efter Freak Scene. Så hører du, at bandet ikke altid bruger det samme forhold mellem sang og guitar. En anden accent fra bas eller trommer kan ændre retningen, selvom lyden straks forbliver genkendelig som Dinosaur Jr.

NO BONES OG THEY ALWAYS COME.

No Bones fastholder intensiteten, men fordeler den anderledes. Lyt til måden, hvorpå melodien bevæger sig gennem guitaren, i stedet for kun at stå over akkompagnementet. They Always Come giver mere tid til sin udvikling. Instrumenterne kan åbne en passage op, uden at sangen helt forsvinder fra billedet. Det gør den første halvdel af Bug interessant: bandet har en stærk egen klang, men hver sang søger et andet forhold inden for den.

Yeah We Know strækker bevægelsen yderligere ud. En gentaget figur kan give fodfæste, mens guitaren ovenover bliver mere urolig. Det kan betale sig at følge rytmesektionen samtidig. Bas og trommer er ikke en neutral baggrund, som en solo lægges over. Deres bevægelse bestemmer, hvordan en guitarlinje træder ind, og hvor meget plads den kan indtage. Bug kræver derfor ikke kun opmærksomhed på de højeste øjeblikke. Sangene bliver rigere, når du hører, hvordan instrumenterne reagerer på hinanden.

LET IT RIDE, POND SONG OG BUDGE.

Let It Ride bringer den melodiske tiltrækningskraft mere direkte frem. Pond Song gør skalaen mindre, uden at give albummet et mærkeligt mellemled. Netop den forskel hjælper med at høre den næste bevægelse. Budge holder sin form mere kompakt og viser, at en sang ikke behøver at vare længe for at bære meget energi. Rækkefølgen gør disse numre til mere end blot løse alternativer til åbneren. En kortere gestus ændrer det, som en længere passage før eller efter gør ved din opmærksomhed.

The Post danner derefter en melodisk indgang til den sidste del. Don’t afslutter den oprindelige plade med et meget mere uroligt forhold mellem stemme og instrumenter. Den gentagne bevægelse og den råbte sang gør afslutningen mere ubehagelig end en pæn afrunding. Det er en væsentlig del af Bug. Pladen lader nogle gange en melodi træde let ind, men lover ikke, at al spænding bliver løst ved slutningen. Forskellen mellem Freak Scene og Don’t giver hele ruten ekstra vægt.

BUG PÅ LP: RÆKKEFØLGEN TÆLLER.

Den Bug-udgave hos SJELF er beskrevet som én LP fra Jagjaguwar. Det drejer sig om en senere udgivelse af albummet fra 1988. Se produktbeskrivelsen for oplysninger og aktuel tilgængelighed af denne presning. Et pladeselskabsnavn eller en genudgivelsesdato fortæller ikke i sig selv, hvordan en plade er masteret. Denne historie kommer ikke med yderligere udtalelser om det. Den musikalske anledning til at følge albummet på vinyl ligger i vekslingen mellem korte sange, mere rummelige guitarpassager og den markante afslutning.

Den tilknyttede Spotify-version indeholder ti numre: efter de oprindelige ni sange står Keep the Glove som ekstra track. Den digitale afslutning er ikke et bevis for tracklisten på enhver LP-udgave. For albumruten i denne historie udgør Don’t slutningen på det oprindelige album. Hvis du derefter vil høre, hvordan denne måde at spille sammen på fortsætter, så læs Artist Story om Dinosaur Jr.. Der løber linjen fra debuten til Beyond og Sweep It Into Space.