DYB LILLA.

GUITAR OG ORGEL OVER FOR hinanden.

Deep Purple er et band, hvor to instrumenter gør krav på det samme rum. Guitaren kan lægge et riff som en skarp ramme, men Hammond-orgelet giver sig ikke. Det brummer, knurrer og skubber tilbage. Det gør musikken med det samme bevægelig. Under den kamp holder bas og trommer jorden fast, uden at lukke alt tæt. Selv i en kendt sang består indtrykket af, at musikerne kan fremkalde noget hos hinanden, som ikke var fastlagt på forhånd. For hardrock er det et særligt udgangspunkt: kraften kommer her også fra reaktioner, forskelle og glæden ved at spille sammen.

STARTEN VAR BREDERE END HARDROCK.

Bandet opstod i 1968. De tidlige plader lader stadig tydeligt høre forbindelsen til psykedelisk pop og 60'ernes musik. Shades of Deep Purple indeholder Hush, en sang, der giver en anden indgang end de tunge riffs, som navnet senere blev forbundet med. Jon Lords interesse for klassisk musik blev desuden synlig i Concerto for Group and Orchestra. Den historie hjælper med at høre den senere hardrock ikke som en isoleret opfindelse. Orgelet havde allerede sin egen vægt, og bandet tænkte allerede i større musikalske former, før disse elementer kom skarpere sammen.

I ROCK FORANDRES FORHOLDENE.

Med Ian Gillan og Roger Glover ved siden af Ritchie Blackmore, Jon Lord og Ian Paice fik den klassiske besætning sin form. Deep Purple in Rock fra 1970 lader høre, hvor meget spænding der kunne opstå deraf. Speed King sætter bevægelsen med det samme under pres; Child in Time lader skalaen i stedet vokse fra en stille begyndelse. Gillans stemme kan komme højt over instrumenterne, men bandet har også brug for tålmodighed for at forberede det øjeblik. Det er fristende kun at huske volumen. Opbygningen, den rytmiske smidighed og vekslingen mellem en tilbageholdt passage og et udbrud er mindst lige så afgørende.

MACHINE HEAD: RIFFS MED ET INDRE LIV.

Machine Head udkom i 1972. Highway Star, Smoke on the Water og Space Truckin’ hører til kendetegnene, men pladen får også sin karakter fra sangene imellem. Maybe I’m a Leo bevæger sig med en anden tyngde end åbneren. Lazy giver orgelet meget plads og lader bluesforbindelsen tydeligt komme tilbage. Riffet er altid en begyndelse, ikke en fuld beskrivelse af, hvad sangen gør. Lyt for eksempel til de øjeblikke, hvor Paice flytter en accent eller Lord giver en akkord mere vægt. Konturen forbliver genkendelig, mens forholdene inden for den kontur konstant er i bevægelse.

MADE IN JAPAN OG SCENENS PLADS.

Livepladen Made in Japan gør samspillet til et emne i sig selv. Kendte numre må vare længere, og instrumentale passager får mere frihed. Det betyder ikke, at bandet kun spiller hurtigere eller mere indviklet. En musiker kan holde fast i et motiv, mens en anden sætter noget imod det; en forsinket reaktion kan gøre spændingen stærkere end en ekstra solo. Netop fordi lytteren allerede kender sangen, bliver sådanne forskelle hørbare. Scenen er et sted, hvor kompositionen bliver elastisk. Musikken kan strække sig og derefter finde bandets fælles retning igen.

BURN OG DE ANDRE STEMMER FRA PURPLE.

Burn fra 1974 hører til perioden med David Coverdale og Glenn Hughes. Deres stemmer giver musikken andre farver. Soul og funk bliver tydeligere hørbare, mens guitararbejdet bevarer sin hårde kant. Dermed er et skift i besætningen mere end en liste med nye navne. Måden, hvorpå en melodi bliver sunget, ændrer også, hvad de andre instrumenter ved siden af kan gøre. En baslinje får en anden rolle, når sangen søger en anden frasering. Deep Purple forbliver genkendelig som et band med solide riffs og udsvævende samspil, men den genkendelse har flere former. Det er værd at sætte de plader ved siden af Gillan-tiden.

ET GENKENDELIGT SPROG MED NYE ACCENTER.

Perfect Strangers bragte i 1984 den klassiske besætning sammen igen. Titelsangen lader en anden spænding høre end Highway Star: mindre hast, mere vægt på den gentagne bevægelse og pladsen omkring Gillans stemme. Også i senere kapitler forbliver det forhold mellem en tydelig sang og instrumentel frihed interessant. En diskografi behøver ikke at være én lige linje mod en bedste plade. Du kan vælge forskellige album for at høre, hvilken musiker bestemmer retningen, og hvordan de andre reagerer. Nogle gange sætter en guitarfigur alt i gang, nogle gange bliver orgelet modstemmen, der får en velkendt akkord til at skille sig ud igen.

DEEP PURPLE PÅ LP: FØLG SAMSPILLET.

På vinyl er Machine Head et klart første stop. De oprindelige syv sange danner en overskuelig rute, hvor tempo og karakter veksler. Følg for eksempel kun trommerne og bassen, også når sangen eller en solo ser ud til at kræve al opmærksomhed. Du hører så, hvor meget bevægelse der ligger under de store gestus. Album Story om Machine Head ser tættere på sangene. På artistsiden står historien og pladerne sammen, så du direkte fra historien kan gå til musikken.

Læs Album Story om Machine Head. På artistsiden for Deep Purple finder du pladerne og flere historier samlet.

Vil du høre dette album på vinyl? Se Machine Head fra Deep Purple på LP. Produktsiden angiver oplysningerne og tilgængeligheden af den tilbudte udgave.