CLIFF RICHARD.

En skarp guitar, en stemme, der læner sig frem, og pludselig lyder britisk pop mindre høflig. Cliff Richard begyndte med rock-'n'-rollens uro. Hans lange albumhistorie vidner om, hvor mange sider den samme stemme efterfølgende kunne have. Lyt videre på vinyl til Only Number Ones og Only Number Ones.

Læg Move It ved siden af Miss You Nights. Først hører du en ung sanger, der kaster sig mod guitaren. Derefter en, der forsigtigt lader en melodi lande. Mellem disse optagelser ligger næsten to årtier, men især to måder at fastholde opmærksomheden på. Cliff Richard kunne få en sang til at springe op og en ballade til næsten at stå stille. Hvem, der kun forbinder hans plader med et fortroligt smil, går glip af det arbejde, der ligger bagved.

CLIFF RICHARD I 1958: EN STEMME TIL MOVE IT.

Han blev født den 14. oktober 1940 som Harry Rodger Webb i Lucknow, dengang Britisk-Indien. I England fandt han som teenager sin vej til skiffle og derefter rock-'n'-roll. Tiltrækningskraften fra Elvis Presley var stor: en stemme kunne tilsyneladende både synge, forføre og udfordre en smule på samme tid. Den unge Webb ville tage noget af den frihed med sig til sit eget miljø.

I 1958 blev han Cliff Richard. Hans akkompagnementsgruppe hed oprindeligt The Drifters, senere The Shadows. Move It, skrevet af Ian Samwell, udkom den 29. august 1958 og nåede andenpladsen på den britiske hitliste. Optagelsen har en herlig mangel på tøven. Guitaren annoncerer sig tydeligt, sangen hænger tæt op ad rytmen, og hvert lille udråb hjælper sangen frem.

Det er også nu et brugbart udgangspunkt. Glem for en stund den senere tv-personlighed og lyt til bevægelsen i den første plade. Stemmen lyder smidig, med skarpe kanter i anslaget. Richard forsøger ikke at udfylde det musikalske rum helt. Han bruger de korte åbninger, som akkompagnementet giver ham.

ME AND MY SHADOWS (1960): SAMSPIL PÅ EN LP.

Med The Shadows fik den stemme et genkendeligt miljø. Hank Marvin og Bruce Welch blev centrale figurer i guitarverdenen omkring Richard. Bandet udviklede desuden sin egen eksistens med instrumentalmusik, hvor guitaren selv kunne bære den melodiske hovedrolle. Netop derfor er deres samspil med en sanger interessant: De ved, hvornår et instrument må svare.

Me and My Shadows fra 1960 kan lyttes til som en samtale mellem sang og band. På en samlerplade springer du nemt fra højdepunkt til højdepunkt; en original LP holder dig længere i den samme klangverden. Du hører, hvordan forskellige sange bliver familiære gennem den samme besætning. Variationen mellem lettere passager og mere markant rock-'n'-roll får derefter plads.

Ved disse tidlige plader kan det betale sig at undersøge udgivelsen grundigt. Mono- og stereoudgaver, senere genudgivelser og kompilationsplader kan dukke op under beslægtede titler. Et gammelt årstal på et cover gør ikke et eksemplar til en første presning. Det mest interessante udgangspunkt forbliver musikken, efterfulgt af spørgsmålet om, hvilken udgave du præcis har i hænderne.

THE YOUNG ONES OG SUMMER HOLIDAY: POP BLIVER TIL CINEMA.

Filmen The Young Ones fra 1961 gjorde Richard til et ansigt i en større fortælling. Titelsangen nåede førstepladsen i Storbritannien i januar 1962. Omkvædet har noget kongeligt over sig: melodien strækker sig og ser ud til af sig selv at samle en gruppe mennesker omkring sig. Her behøver sangeren ikke længere konstant at bokse sig frem mod en rå guitar.

Summer Holiday fulgte i 1963. Filmverdenen gav hans musik sollys, bevægelse og et publikum, der rakte længere end de første rock-'n'-roll-elskere. Det tilhørende soundtrack viser, hvor smidigt han kunne bevæge sig i den kulisse. En sang skulle bære en scene, men også holde sig oppe, når nogen satte pladen på derhjemme.

Den overgang bliver nogle gange fremstillet som forsvinden af al spænding. Det er for simpelt. Selv en let popsang kræver timing: en sætning ikke overdrive, et omkvæd tydeligt etablere, et smil hørbart gøre uden at fortrænge melodien. Richard blev stadig bedre til det. Samtidig voksede et fortroligt image, som senere viste sig at være svært at ryste af sig.

CLIFF RICHARD PÅ EUROVISION: 1968 OG 1973.

Med Congratulations repræsenterede han Storbritannien ved Eurovision Song Contest i 1968. Han endte på andenpladsen med 28 point mod Massiels 29. I 1973 vendte han tilbage med Power to All Our Friends og blev tredje. To podiepladser, men ingen sejr: det er en lille forskel, der nemt forsvinder i erindringen om så kendte sange.

Begge sange satser på øjeblikkelig genkendelse. Gestussen er stor, melodien klar, omkvædet hurtigt at følge. I Richards katalog danner de deres egen hjørne ved siden af balladerne og guitararbejdet. I vores fortælling Eurovision: forbi den ene aften handler det netop om den musik, der lever videre efter pointtællingen.

I'M NEARLY FAMOUS (1976): SKYGGEN AF DEVIL WOMAN.

På I'm Nearly Famous fik hans stemme et miljø, der reagerede på en anden måde. Bruce Welch producerede albummet. Miss You Nights, skrevet af Dave Townsend, udkom allerede i 1975 som single; Devil Woman fulgte i 1976. Sammen viser de, hvor bredt Richard kunne bevæge sig inden for én plade.

Miss You Nights henter sin styrke fra beherskelsen. Richard lader melodien bære det, som en mere udsvævende sanger måske ville forsøge at opnå med ekstra kraft. De blødere passager bevarer deres retning. Sorgen bliver derfor ikke mindre, men kommer tættere på: som lytter behøver du ikke kæmpe dig igennem noget.

Devil Woman har en helt anden motor. Guitaren etablerer spænding, akkompagnementet holder en fast takt, og stemmen får noget mere årvågent. Terry Britten og Christine Holmes skrev sangen. Richard synger historien med nok overbevisning til at gøre truslen mærkbar, uden at gøre hver linje til et stort teaterøjeblik.

Denne LP er en stærk start for dem, der vil lære ham at kende uden for de mest kendte med-syngere. Spil pladen som helhed og læg mærke til afstanden mellem de to singler. Sammenhængen kommer fra hans stemme, som tilpasser sig uden at blive uigenkendelig. Albummet gør det klart, hvorfor en god fortolker gør mere end blot at udføre en leveret melodi ordentligt.

“Jeg vil lave plader, der holder teksten vigtig.”

Cliff Richard — Electronics & Music Maker, december 1982.

WE DON'T TALK ANYMORE (1979): EN ANDEN SLAG BEVÆGELSE.

I slutningen af 1970'erne ændrede omridset af hans popmusik sig igen. We Don't Talk Anymore, skrevet af Alan Tarney, blev en stor hit i 1979. Du hører en stramt bevægende produktion, hvor Richard ikke behøver at skubbe så meget. Hans stemme glider gennem rytmen, mens omkvædet hver gang ser ud til at åbne sig en lille smule mere.

På Rock 'n' Roll Juvenile står den sang i et større selskab. Carrie fortjener her en særlig opmærksomhed. Sangen har noget søgende, og de åbne pladser i fortællingen holder spændingen fast. Sangen viser, hvor godt Richard også kan arbejde med ufuldstændig information. Lytteren udfylder selv stilheden.

I'm No Hero fra 1980 og Wired for Sound fra 1981 trækker linjen videre. Klangverdenen bliver glattere og mere kompakt, med en klar rytmisk puls. Alligevel er stemmen nem at følge. For en sanger, der startede i 1950'erne, er det en væsentlig kvalitet: han kan bevæge sig inden for en anden produktion uden konstant at pege på sin egen fortid.

LIVING DOLL (1986): CLIFF RICHARD LADER JOKKET KOMME.

The Young Ones vender senere på en uventet måde tilbage i hans fortælling. Denne gang handler det om den anarkistiske komedieserie og dens skuespillere. Sammen med dem indspillede Richard i 1986 en ny version af Living Doll til Comic Relief. Sangen var allerede været et hit i 1959. Nu fik den komiske afbrydelser og en helt anden slags selskab.

Den nye optagelse nåede igen førstepladsen på den britiske hitliste. Men mere interessant end placeringen er den rolle, Richard spiller. Han lader andre trænge ind i sit pæne univers og forstyrre ordenen. Hans genkendelighed bliver en del af joken. Det virker, fordi han deltager: glæden opstår mellem den fortrolige sanger og mennesker, der ikke kan holde sig til den pæne arrangement.

CLIFF RICHARD EFTER WIRED FOR SOUND: REPERTOIRET FORBLIVER ÅBENT.

Hans senere katalog omfatter blandt andet Always Guaranteed fra 1987, Stronger fra 1989 og Reunited fra 2009, indspillet med The Shadows. Derudover lavede han gospel-, jule- og coverplader. Derfor fortæller et enkelt overblik over hits kun en del af historien. Forskellige lyttere kan kende en helt anden Cliff Richard.

Selv nu vælger han repertoire. Før 27. november 2026 er Only Number Ones annonceret, med hans versioner af sange, der for andre kunstnere var britiske nummer-ét-hits. Den plade er endnu ikke udgivet på tidspunktet for skrivningen. Ideen passer dog til en karriere, hvor det at genkende en sang altid har været vigtigt.

Fakta

Hvad hedder Cliff Richard egentlig, og hvornår er han født?

Cliff Richard blev født som Harry Rodger Webb den 14. oktober 1940 i Lucknow, dengang Britisk-Indien.

Hvilket band sang Cliff Richard med?

Hans tidlige akkompagnementsgruppe hed The Drifters og blev senere The Shadows. Blandt andre spillede Hank Marvin og Bruce Welch en vigtig rolle i hans musikalske historie.

Har Cliff Richard vundet Eurovision Song Contest?

Nej. Han blev anden med Congratulations i 1968 og tredje med Power to All Our Friends i 1973.

Hvilket album af Cliff Richard er en god start på vinyl?

I'm Nearly Famous er et alsidigt udgangspunkt, med Miss You Nights og Devil Woman. For hans tidlige samspil med The Shadows er Me and My Shadows en logisk næste plade.

Er en gammel Cliff Richard-LP altid en originalpresning?

Nej. Den samme titel kan være udgivet i forskellige lande og år. Se etiketten, katalognummeret og oplysningerne i udløbsrillen; coveret alene giver ikke et klart svar.

En tidlig guitarplade, et film-soundtrack og en LP fra 1970'erne: Læg dem ved siden af hinanden, og Richards karriere bliver høresbar. Produktionerne ændrer sig, sangene kræver noget andet af ham, men der er altid den opmærksomhed på melodien. Det er, hvor genopdagelsen begynder.

OPDAG CLIFF RICHARD PÅ VINYL →

Se kunstnersiden for CLIFF RICHARD for vinyludgivelser og mere at opdage. Opdag den musikalske kontekst i POP..