BLOOD ON THE TRACKS. (Bob Dylan)

HISTORIEN ER ENDNU IKKE FÆRDIG.

En guitar sætter bevægelsen i gang, og Bob Dylan begynder at fortælle. Hurtigt opdager du, at Tangled Up in Blue ikke tager en lige vej fra møde til afsked. Minder glider hen over hinanden. Mennesker forsvinder fra billedet og dukker andre steder op igen. Fortælleren ser tilbage, men står samtidig stadig midt i det, han forsøger at forstå. Således åbner Blood on the Tracks: et album, hvor fortiden igen og igen støder sammen med nutiden. Hos SJELF finder du Dylan på vinyl.

Vil du følge historierne i deres oprindelige rækkefølge? Se Blood on the Tracks af Bob Dylan på vinyl hos SJELF.

Pladen udkom den 20. januar 1975. Kærlighed og tab er til stede overalt, men ingen to sange bærer den følelse på samme måde. Der er vrede, der er ømhed, der er den næsten lette erkendelse af, at du vil savne en person. Nogle gange virker en fortæller sikker på sin sag. Lidt senere høres netop besværet med at holde fast i den ret.

Det gør sangene så levende for os. De stiller ikke en følelse fast for at beskrive den pænt. Den ændrer sig, mens nogen synger om den. Du kan komme tæt på en stemme uden at kunne stole på, at den fortæller hele historien.

AT LÆRE AT SE IGEN.

I begyndelsen af 1974 havde Dylan netop været på en stor turné med The Band. Planet Waves havde givet ham en amerikansk førsteplads. Alligevel var succes ikke en garanti for, at han også kunstnerisk vidste, hvor han ville hen. Om foråret lærte han hos maleren Norman Raeben i New York, som underviste i et atelier over Carnegie Hall.

Dylan fortalte senere, hvordan de lektioner hjalp ham med at forbinde perception, tænkning og form. Især omgangen med tid og perspektiv blev vigtig for hans nye sange. Et minde behøvede ikke at blive fortalt i den rækkefølge, som tingene var sket. Forskellige øjeblikke kunne eksistere ved siden af hinanden, som dele af et maleri.

Det er en frugtbar måde at lytte til denne plade på. Sangene forbindes ofte med problemerne i Dylans ægteskab med Sara. Den baggrund forklarer dog ikke hver eneste linje eller hver eneste karakter. Det forbliver skabte fortællinger. Den, der ved hver kvinde leder efter et navn og ved hver begivenhed en dato, kan netop overse, hvor genkendeligt tvivl, afstand og længsel bliver her.

ET ALBUM, DER ALLEREDE VAR NÆSTEN FÆRDIGT.

Fra den 16. til og med den 19. september 1974 optog Dylan sangene i A&R Studios i New York, med Phil Ramone bag optagelserne. Derefter blev albummet masteret, og eksemplarer blev sendt til anmeldere. Det kunne være udkommet i den form. Men i slutningen af december vendte Dylan tilbage til studiet, denne gang til Sound 80 i Minneapolis.

Den 27. og 30. december blev fem sange optaget igen. Disse fremførelser erstattede de tidligere versioner på det album, der endte med at udkomme. Den officielle sessionhistorik gør derfor noget vigtigt synligt: Denne plade er et sammenstød af to øjeblikke, hvor de samme sange fik et andet karakter. De newyorkenske optagelser og genoptagelserne fra Minnesota fortsatte med at eksistere ved siden af hinanden.

Det er mere end en interessant detalje for samlere. En sang kan beholde den samme titel og alligevel komme anderledes ind i dig på grund af en anden besætning, toneart eller måde at synge på. Her blev der lige før målstregen igen ledt efter sådanne muligheder. Den første overbevisende fremførelse behøvede ikke nødvendigvis at være den sidste.

EN ANDEN TONE, EN ANDEN SPÆNDING.

Guitaristen Kevin Odegard fortalte Minnesota Public Radio, hvordan det startede med et opkald fra Dylans bror David Zimmerman. Han ledte efter en særlig guitar. Gennem den søgen blev Chris Weber også involveret, ejeren af butikken, hvor instrumentet hang. Til sidst stod en gruppe lokale musikere sammen med Dylan i studiet.

Odegard huskede, hvordan Tangled Up in Blue oprindeligt blev spillet i G. Da Dylan spurgte om hans mening, syntes han, at det kunne være bedre. Gruppen skiftede til A. Ifølge Odegard faldt fremførelsen da på plads. En lille teknisk forskel gav sangen en anden spænding og samlede musikerne på samme tid.

I et andet interview understregede Odegard, at Dylan selv ledede optagelserne og vidste, hvad han ville. Musikerne stod tæt sammen, så hinanden i øjnene og reagerede på spillet. Det samspil er afgørende for pladens karakter. Det lyder som om, at akkompagnementet bevæger sig med fortælleren, også når hans sætninger bliver længere, eller følelsen pludselig skifter.

VREDE HAR MERE END ÉN TONE.

Idiot Wind udgør et af de mest intense øjeblikke. Stemmen sætter i gang, akkompagnementet giver vægt til anklagerne, og sangen virker til at oplade sig mere og mere. Alligevel er styrken ikke kun, at en person udtrykker sin vrede. Fortællerens position bliver også ustabil. Det er interessant at høre, hvor meget overbevisningskraft en stemme kan have, mens man samtidig begynder at tvivle på sikkerheden bag den.

I modsætning hertil står Simple Twist of Fate, hvor fortællingen virker til at tage mere afstand. Små møder får betydning, fordi de bliver betragtet i bakspejlet. Titlen antyder tilfældighed; den måde, hvorpå mindet holdes fast, gør, at tilfældigheden er alt andet end lille. Du kan omtale en begivenhed fornuftsmæssigt og stadig cirkle om den følelsesmæssigt.

You're a Big Girl Now og If You See Her, Say Hello bringer igen en anden form for savn. Her rettes opmærksomheden mod, hvad en person stadig ville ønske at sige, hvordan en besked lyder, når der står en anden imellem, hvor meget værdighed der er tilbage, når nærhed ikke længere er en selvfølge. Sangene efterlader nok åbent til, at du som lytter kan lægge din egen oplevelse ved siden af.

Og så er der You're Gonna Make Me Lonesome When You Go. Sangens bevægelse gør ikke udsigten til afsked lettere, men giver den noget livsglædeligt. Sorg behøver ikke hele tiden lyde tungt for at forblive troværdig.

EN OMVEJ, ET SKJULLEDE, EN LILLE LUKNING.

Med Meet Me in the Morning får pladen en bluesfarve. Lily, Rosemary and the Jack of Hearts åbner derefter et meget større fortællerfelt, med karakterer, der rører ved hinandens skæbne, og en historie, der har brug for tid til at udfolde sig. Den lange omvej forhindrer, at albummet bliver én ubrudt stemning. Dylan skifter skala: fra en intim samtale til en verden, hvor alt sker på én gang.

Shelter from the Storm bringer derefter opmærksomheden tilbage til behovet for beskyttelse. Gentagelsen giver fodfæste, mens fortællingen fortsætter med at bevæge sig. Afslutningen Buckets of Rain vælger en mindre gestus. Efter alle de udstrålende minder og skarpe ord må albummet slutte med noget mere enkelt og menneskeligt. For os er netop den beskedne omfang en passende modvægt til alt det, der gik forud.

ET FOTO, DER BLEV ET MINDRE.

Portrættet på omslaget ligner et maleri, men startede som et koncertfoto. Paul Till tog billedet i Toronto under turnéen med The Band i 1974. Han bearbejdede det i mørkekammeret, eksperimenterede med solarisering og farvede tryk med hånden. Efter han havde sendt et foto til Dylans kontor, fik han besked om, at billedet var valgt til det næste albumomslag.

Det bearbejdede ansigt passer til disse sange: genkendeligt, men ikke fuldstændigt fastlåst. Fotoet bevarer noget af et minde, der i genfortællingen har fået en anden farve. Omslaget giver musikken ingen løsning; det lader den samme afstand mellem nærvær og forsvinden bestå.

AT KOMME TILBAGE UDEN AT HØRE DET SAMME.

Blood on the Tracks nåede førstepladsen på den amerikanske albumliste. Tiltrækningskraften har siden også ligget i de fremførelser, som albummet lige ikke nåede. Den officielle udgivelse More Blood, More Tracks gjorde i 2018 meget af denne opståen hørbar igen.

Alligevel har den oprindelige plade sin egen sammenhæng. Skiftet mellem intensitet og tilbageholdenhed, mellem lange historier og korte gestus, holder lytningen åben. Du behøver ikke fastslå, hvilken fortæller der har ret. Det er nok at høre, hvordan en person forsøger at give mening til det, der ikke vil give slip på ham.

Følg supplerende lytteveje via FOLK og ROCK.

Mere om den musikalske verden bag denne plade kan du læse i kunstnerhistorien om BOB DYLAN.