BASEMENT JAXX.

Felix Buxton og Simon Ratcliffe kom til verden i et London, hvor housemusikken blev større og større, men mente, at klubbens perfektion også kunne udelukke noget. Derfor valgte Basement Jaxx sammenstød frem for kontrol. Latin-percussion ved siden af punkenergi, ragga ved siden af disco, forvrængede stemmer ved siden af poprefrain. Deres bedste plader lyder ikke som en omhyggeligt afgrænset genre, men som et overfyldt dansegulv, hvor alle medbringer deres egen bevægelse. Hos SJELF finder du Kish Kash på vinyl og Rooty på vinyl.

BRIXTON BUILT THE BASEMENT.

Historien begyndte i begyndelsen af 1990'erne i Brixton. Ratcliffe arbejdede med samplere og housebeats; Buxton medbragte en instinktiv forståelse for dj'ing, soul og festens sociale kraft. Sammen arrangerede de aftener i et lille lokale på Atlantic Road. Navnet på den klubaften blev også duoens navn: Basement Jaxx.

Den kælder var mere end en lokation. Her kunne de høre med det samme, hvad der virkede. Ingen møder, markedsundersøgelser eller radiotests, men et rum, hvor en rytme inden for få sekunder blev godkendt eller afvist af kroppe. Ud fra den erfaring opstod Atlantic Jaxx, deres eget pladeselskab, hvor de udgav tidlige plader uden at vente på, at branchen forstod, hvad de var ved at skabe.

Fly Life blev i 1996 det første tydelige gennembrud. Sangen havde alt det, der senere blev typisk for Basement Jaxx: en fremadskridende bas, skarpe vokaler, uventede accenter og en følelse af kontrolleret kaos. Den londonske underground vidste nok. Resten af verden ville hurtigt følge efter.

REMEDY VAR MODGIFTEN.

Da Remedy udkom i 1999, lød meget elektronisk musik mere og mere glat og forudsigeligt. Basement Jaxx så derimod sit debutalbum som en modgift. Titlen var ikke et tilfældigt løfte. House skulle igen føles som fællesskab: svedigt, frit og uforudsigeligt.

Red Alert åbnede med en alarm og opførte sig derefter, som om panik også kunne være sjov. Rendez-Vu koblede en elastisk guitar til et refrain, der straks satte sig fast. Jump N’ Shout bragte raggaenergi ind i klubben, mens Bingo Bango brugte latinrytmer uden at placere sangen i en pæn stilboks.

Styrken ved Remedy lå i mangfoldigheden. Vokalister kom og gik, samples dukkede op og forsvandt igen, men Buxton og Ratcliffe sørgede for, at hver track bevarede den samme åbne holdning. Albummet nåede den britiske top fem og beviste, at egenrådig housemusik ikke behøvede at vælge mellem underground og pop.

ROOTY PUT POP IN THE MACHINE.

På Rooty fra 2001 blev melodien endnu mere direkte. Pladen var opkaldt efter en anden festaften for duoen, denne gang på en pub i Brixton. Hvor Remedy fik kælderen til at svede, åbnede Rooty vinduerne.

Romeo, sunget af Kele Le Roc, gjorde hjertesorg dansbar uden at gøre den mindre. Where’s Your Head At byggede på materiale fra Gary Numan og forvandlede synthpop til en aggressiv klubsang. Den tilhørende video med aber og menneskelige ansigter blev lige så genkendelig som sangen selv. Do Your Thing fandt i mellemtiden en ny form for swing mellem jazz, house og en næsten gammeldags showsans.

Basement Jaxx viste, at pop ikke behøvede at betyde det samme som forenkling. Et refrain kunne være direkte og alligevel være fyldt med mærkelige hjørner i produktionen. Det var netop den kombination, der gjorde deres musik tilgængelig uden at blive pæn.

Basement Jaxx lyder som en fest, hvor ingen først behøver at bevise, at de hører til.

KISH KASH BREAKS THE WALLS.

På Kish Kash fra 2003 blev gæstelisten større og musikken skarpere. Lisa Kekaula fra The BellRays sang Good Luck, som om hun ville blæse enhver personlig konflikt ud af højttalerne. Siouxsie Sioux bragte kølig trussel til Cish Cash, mens Dizzee Rascal, Me’shell Ndegeocello og JC Chasez hver især trådte ind i en anden del af Basement Jaxx-universet.

Albummet føltes mørkere end dets forgængere, men mistede aldrig bevægelsen. Produktionen kunne knirke, skrige og pludselig skifte retning. I 2005 vandt Kish Kash Grammyen for Bedste Elektronisk/Dance-album. Det var en anerkendelse af en duo, der netop havde gjort elektronisk musik stor ved at bevare dens urenhed.

RADIO WITHOUT RULES.

Crazy Itch Radio fra 2006 blev bygget op, som om du skiftede mellem en umulig radiostation. Korte fragmenter, jingles og stemmer forbandt tracks, der igen sprang fra stil til stil. Hush Boy var nervøs funk; Take Me Back to Your House lod banjo, house og et enormt refrain eksistere på samme tid.

Pladen bekræftede også, hvor vigtige stemmer var for Basement Jaxx. Buxton og Ratcliffe brugte ikke vokalister som dekoration over en beat. Hver gæst fik en karakter, en scene og sin egen farve. Derfor kunne produktionerne være maksimalt fyldte uden at blive anonyme.

SCARS, ZEPHYR AND THE SPACE BETWEEN.

I 2009 udkom to forskellige sider af den samme duo. Scars var et rigt, gæstfrit album med bidrag fra blandt andre Santigold, Sam Sparro og Yoko Ono. Titelsangen med Kelis lød både skinnende og beskadiget på samme tid; Raindrops bragte Buxtons stemme frem gennem et virvar af effekter.

Senere det år fulgte Zephyr, en overvejende instrumental og atmosfærisk plade. Ingen eksplosiv hitmaskine, men plads til at trække vejret. Albummet gjorde det synligt, hvad der nogle gange forblev skjult i de mest intense tracks: Basement Jaxx kunne ikke kun stable, men også udelade. Kaosset virkede netop, fordi duoen havde sans for stilhed og kontrast.

JUNTO MEANS TOGETHER.

Efter en længere pause vendte Basement Jaxx tilbage i 2014 med Junto. Ordet betyder sammen eller kollektivt, og passede til idéen om, at det allerede var i musikken fra Brixton-kælderen. Never Say Never, Unicorn og Something About You lød lettere og mere strømlinet, men kernen forblev kollektiv.

Live blev den idé endnu tydeligere. En Basement Jaxx-koncert var aldrig kun to producenter bag udstyr. Sangere, dansere, kostumer og karakterer forvandlede scenen til en karnevalslignende verden. Tracks blev ikke nøjagtige reproduktioner af studiet, men scener, hvor frihed var vigtigere end perfektion.

Deres indflydelse kan høres i den måde, hvorpå moderne pop, house og global klubmusik uden undskyldning bevæger sig sammen. Basement Jaxx beviste tidligt, at elektronisk musik kunne være både detaljeret og udsvækkende, både mærkelig og massiv. Ikke på trods af overfloden, men på grund af den overflod.

Se kunstnersiden for BASEMENT JAXX for vinyludgivelser og mere at opdage.

Læs videre om HOUSE.