AL GREEN.

EN STEMME, DER FORANDER RUMMET.

Al Green kan næsten tilfældigt starte en melodi og et øjeblik senere åbne den helt op. Hans stemme bevæger sig fra en blød tilgang til en høj, let udløb uden at sangen mister sin balance. Det er mere end en genkendelig klang. Det forandrer forholdet mellem sanger og lytter. En sætning lyder nogle gange som en personlig tilståelse, andre gange som en invitation, som akkompagnementet svarer på. Musikken har ikke hele tiden brug for en stor gestus. En kort stilhed, et forskudt accent eller en orgelton kan være nok. Greens soul kræver opmærksomhed på sådanne små forandringer, fordi det ofte er her, den største følelsesmæssige bevægelse finder sted.

GOSPEL SOM UDGANGSPUNKT.

Green sang gospel med sin familie i sin ungdom og fandt senere også en plads i soul- og R&B-verdenen. Den baggrund forsvinder ikke, når sangene handler om romantisk kærlighed. Kald og svar, spændingen før en udløb og tilliden til gentagelse forbliver hørbare. En enkel frase kan få en hel række følelser gennem måden at synge på. Den ene gang lyder den sikker, den næste gang spørgende. Derfor behøver teksten ikke at være kompliceret for at gøre fremførelsen rig. Green behandler melodien som en samtale, hvor svaret endnu ikke er fastlagt, selv når selve sangen er direkte genkendelig.

MEMPHIS OG WILLIE MITCHELL.

Samarbejdet med Willie Mitchell hos Hi Records i Memphis bliver afgørende for hans plader fra de tidlige syv-tiere. Mitchell giver stemmen et miljø, hvor rytmen kan være fast uden at blive grov. Trommer og bas lægger et fundament, mens guitar, orgel og arrangement holder rummet omkring sangen. Det er fristende at kalde den musik især smidig, men dermed forsvinder spændingen fra billedet. Delene passer præcis, fordi de ikke alle sammen siger det samme på samme tid. Sangen må svæve, akkompagnementet holder jorden synlig. Så bliver Greens frihed i en sang en mærkbar del af grooven.

LET’S STAY TOGETHER: NÆRHED I ET OMKVÆD.

Let's Stay Together er en god indgang til det forhold. Melodien har noget beroligende, men Green gør ikke fremførelsen til en uafbrudt sikkerhed. Han kan holde en frase let, forlænge et ord og derefter lade stemmen komme tilbage med mere vægt. Akkompagnementet fortsætter imens med at bevæge sig. Derfor får løftet i sangen en menneskelig form: en person udtrykker det med længsel og overbevisning. Det kendte omkvæd afslutter ikke sangen; måden stemmen fortsætter på, fortsætter med at trække opmærksomheden. Den, der har hørt det ofte, kan ved en ny lytning netop følge de korte reaktioner bag sangen.

CALL ME OG BREDDEN I EN SANG.

På Call Me fra 1973 står kendte soultracks ved siden af fortolkninger af countrymateriale og en udtalt gospelafslutning. Call Me (Come Back Home), Here I Am (Come and Take Me) og You Ought to Be with Me giver tre forskellige vinkler på nærhed og længsel. I'm So Lonesome I Could Cry og Funny How Time Slips Away bringer andre melodiske traditioner ind i det samme lydbillede. Green gør de sange genkendelige som sit eget værk uden at skulle overskrive deres melodier. Hans timing forskyder følelsen. Albummet viser derfor tydeligt, at en stil ikke kun ligger i det valgte repertoire, men især i måden, hvorpå en sanger bebor en sang.

KÆRLIGHED OG TRO I DET SAMME LYDBILLEDE.

Jesus Is Waiting afslutter Call Me og gør gospelforbindelsen eksplicit. Overgangen behøver ikke lyde som et pludseligt brud. Opmærksomheden på overbevisning, gentagelse og fælles respons er allerede til stede på albummet. Men adressen for ordene ændrer sig. Musikken, der først henvender sig til en elsket, får en anden retning. Senere i Greens karriere bliver gospel igen en fremtrædende del af hans indspillede arbejde. For at lytte til de tidlige soulplader hjælper det at genkende den forbindelse. Spændingen mellem det jordiske og det spirituelle behøver ikke at blive løst; den giver stemmen netop flere lag.

VÆRDINEN AF ET LILLE AKKOMPAGNEMENT.

Greens sang står centralt, men prøv at følge en sang med bassen som udgangspunkt. Derefter kan du holde øje med de korte guitarrækker eller måden, hvorpå trommerne holder en accent. Du hører så, hvor omhyggeligt rummet er fordelt. Akkompagnementet behøver ikke konstant at understrege følelsen. Nogle gange virker en nøgtern, gentaget bevægelse bedre end et stort crescendo. Green kan strække en frase ovenpå uden at sangen mister sin retning. Det gør musikken intim, selv når blæsere eller strygere forstørrer lydbilledet. Nærheden kommer fra forholdet mellem delene, ikke kun fra stemmens volumen.

AL GREEN PÅ VINYL.

En hel LP-side giver de subtile forskelle mellem Greens sange tid til at blive synlige. På Call Me ændrer stemningen sig, mens lydbilledet forbliver sammenhængende. Begynd med stemmen, men lyt ved en næste runde til, hvad akkompagnementet gør lige før han afslutter en sætning. De korte øjeblikke gør ofte forskellen mellem en pæn fremførelse og en sang, der bliver ved med at leve. Pladerne på artistsiden tilbyder forskellige indgange til hans repertoire. Produktdataene hører til den tilbudte vinyludgivelse og kan variere per presning. For historien forbliver det musikalske spørgsmål det mest interessante: hvordan får en enkel melodi gennem timing og samspil hele tiden en anden betydning?

Læs Album Story om Call Me. På Al Greens artistside finder du pladerne og flere historier samlet.

Vil du lytte til dette album på vinyl? Se Call Me fra Al Green på LP. Produktsiden angiver dataene og tilgængeligheden af den tilbudte udgivelse.