BACK IN BLACK. (AC/DC)

Først høres kun en klokke. Lyden får tid til at dø ud, hvorefter en guitar langsomt skaber en truende bevægelse. Hvem som helst, der sætter Back in Black på, starter med et højtideligt øjeblik. Kort efter træder Brian Johnson ind med en stemme, der skurrer, skyder op og bider sig fast over bandet. Det er åbningen af Hells Bells, og samtidig den første introduktion til en forandret AC/DC.

Fra den første klokkeslag til det sidste riff: se Back in Black fra AC/DC på vinyl hos SJELF.

Den 19. februar 1980 var Bon Scott død. Bandet mistede sin sanger, sangskriver og ven kort efter succesen med Highway to Hell. Endnu det samme år udkom en ny plade. Den hurtige rækkefølge kan i bagklogskab næsten virke forretningsmæssig. Historien bag musikken viser dog, hvordan tab, usikkerhed og behovet for at spille sammen igen var flettet ind i hinanden.

EN NY STEMME I ET EKSISTERENDE BAND.

Brian Johnson kom fra det nordøstlige England og havde allerede en musikalsk fortid med Geordie. Da AC/DC bad ham om at komme og synge, havde han desuden et almindeligt arbejde og forpligtelser derhjemme. I et interview fortalte han, at han efter auditionen ville tilbage til sin virksomhed. Han betragtede invitationen på ingen måde som en garanti for et nyt liv.

Johnson indså desuden, at hans begejstring skulle finde sin plads i de andres sorg. Han huskede, hvor stærkt det føltes, da de endelig sang sammen, men også hvor tilbageholdende bandmedlemmerne i starten var. Der var meget på spil. En ny sanger skulle passe ind i et samspil, der allerede havde eksisteret i årevis.

På Back in Black er det med det samme tydeligt, hvad han tilfører. Hans høje register giver riffene en skarpere top. Han kan næsten spytte en kort sætning ud og derefter holde en vokal så længe, at den bliver en del af guitarvæggen. Bandet forbliver genkendeligt, mens stemmen trækker en anden spænding gennem det samme rum.

FEM MÆND, ÉN BEVÆGELSE.

Angus Young spiller leadguitar, Malcolm Young rytmeguitar. Under dem lægger bassist Cliff Williams og trommeslager Phil Rudd fundamentet. Denne rollefordeling lyder overskuelig, men forklarer endnu ikke præcis, hvordan delene passer sammen. Trommerne holder bevægelsen fast, bassen bærer akkorden, og guitarerne kan derfor lyde både store og bevægelige på samme tid.

Malcolms arbejde fortjener derfor lige så meget opmærksomhed som Angus' soloer. En akkord får vægt gennem anslaget og gennem det øjeblik, hvor den slippes. De korte åbne passager får det næste slag til at ramme hårdere. Hos AC/DC opstår kraften ofte, fordi alle ved, hvornår der skal efterlades plads.

Det hører man for eksempel i titelsangen. Riffet består af genkendelige akkorder og korte svar, med pauser, der næsten er lige så markante som noderne. Når vokalen kommer ind, opretholder musikken denne opdeling. Johnson behøver ikke at synge tæt op ad det instrumentale mønster; han kan bevæge sig imellem det.

STUDIET SKAL FØLGE BANDET.

De vigtigste optagelser fandt sted i Compass Point Studios i Nassau, med Robert John 'Mutt' Lange som producer og Tony Platt som tekniker. Platt fortalte, at Angus, Malcolm, bas og trommer spillede fundamentet sammen. Der kunne senere følge rettelser eller tilføjelser, men udgangspunktet var en fremførelse, hvor musikerne reagerede på hinanden.

Til en del af guitarsoloerne arbejdede man videre i Electric Lady i New York. Lyden krævede omhyndte valg: forstærkere, højttalerkasser og mikrofonernes placering bestemte sammen, hvordan guitarerne kom på båndet. Platt brugte rummenes akustik til at give lyden dybde.

I et separat interview forklarede han, at kontrolleret overspil hjalp med at bringe instrumenterne sammen. En mikrofon måtte derfor også høre noget af en anden kilde. Optagelsen blev ikke bygget op af helt isolerede rum. Lyden fra ét instrument kunne bidrage til følelsen af, at hele bandet befandt sig i det samme rum.

Det er en nyttig måde at lytte til pladen på igen. Guitarerne er tydeligt adskillelige, men har en fælles omrids. Trommerne står fast uden at fylde hele billedet. Selv når musikken bliver høj, er der luft mellem de forskellige slag. Arrangementet muliggør virkningen.

EN KLOKKE, DER IKKE VILLE ARBEJDE MED.

Åbningen krævede også en rigtig optagelse. Til Hells Bells forsøgte Platt først at indfange en klokke i et britisk klokketårn. Fuglene fløj op, så snart klokken blev slået, og vendte tilbage, når lyden døde ud. Den brugbare optagelse kom til sidst fra støberiet. Der indfangede han klokken med flere mikrofoner; sammen med Lange placerede han slagene i musikken.

Effekten af den begyndelse rækker ud over en genkendelig lyd. Klokken ændrer forventningen. Guitaren får en næsten ceremoniel entré, hvorefter trommerne giver truslen en krop. Musikken bevarer nok ro til at gøre hvert angreb mærkbart. For et band, der ofte forbindes med fart og volumen, er dette en bemærkelsesværdigt kontrolleret måde at åbne et album på.

Shoot to Thrill flytter energien med det samme. Sangen har mere fart og viser, hvor stærkt AC/DC kan arbejde med opbygning. Spændingen vokser gennem gentagelse, tilbagetrækning og ny fremdrift. En instrumental passage får derfor funktionen af en opvarmning: når bandet igen træder frem sammen, virker sangen større.

SORG OG LIVSGLÆDE.

Titelsangen var tænkt som en hyldest til Bon Scott. Johnson fortalte i et arkivinterview delt af bandet, at opgaven udtrykkeligt skulle udføres positivt. Sangen skulle fejre hans liv. Det gør den faste, selvsikre måde, hvorpå Back in Black spilles, forståelig: musikken søger bevægelse på et tidspunkt, hvor det var oplagt at stå stille.

Pladen bærer desuden den ubesværede humor og seksuelle bravur, der hører til AC/DC. Ikke enhver tekst forsøger at sige noget om sorg. You Shook Me All Night Long sætter en umiddelbart genkendelig melodi op mod Johnsons rå stemme. Guitarintroen åbner næsten indbydende; derefter løfter hele bandet sangen op til et omkvæd, der nemt bliver siddende.

Have a Drink on Me har en anden tyngde. Riffet glider gennem rytmen med en løsere følelse, mens Shake a Leg skruer energien yderligere op. Disse forskelle holder pladens anden side i bevægelse. Sangene deler et sprog, men bruger hver gang andre forhold mellem spænding, fart og melodi.

ET OMSLAG I SORGENS FARVE.

Det sorte artwork gjorde hyldesten synlig. Hvor en ny sanger kunne have været anledning til et stort portræt, valgte AC/DC en næsten sort flade med bandnavnet og albumtitlen. Omslaget bevarer dermed Scotts fravær. Det har ikke meget brug for at blive genkendeligt, og denne nøgternhed passer til de direkte midler, musikken arbejder med.

Pladen udkom den 25. juli 1980 i Storbritannien og USA. På den britiske albumliste kom den den 9. august ind på førstepladsen og blev der i to uger. Den nye besætning blev dermed hurtigt modtaget af et stort publikum. Albummet voksede derefter til en fast bestanddel af repertoiret.

Der er også et hollandsk kapitel i den start. AC/DC optog seks reklameklip i juli på Het Turfschip i Breda under den første koncertperiode med Johnson. Bandet bekræftede senere, at det originale filmmateriale var blevet fundet igen og restaureret. Det er billeder af en gruppe, der rent faktisk sætter sin nye form på en scene.

DET SIDSTE ORD ER FOR GROOVEN.

Rock and Roll Ain't Noise Pollution slutter med et lavere tempo og en afslappet, tung bevægelse. Efter den intense sang og de hurtige passager får albummet plads til at trække sig tilbage. Titlen lyder som en grundsætning; fremførelsen giver den især musikalsk vægt. Bandet kan overbevise uden at søge endnu et sidste gear.

Den oprindelige LP har ti numre, ligeligt fordelt på to sider. Hells Bells åbner den første, Back in Black den anden. Så får hver side sin egen entré. Det sorte omslag ligger imens stadig omkring pladen: en påmindelse om de omstændigheder, hvorunder denne livsglade musik opstod.

Lyt videre hos SJELF via hard rock, rock.